Backstage

Skrevet af Christian Larsen

2 Minutter

"Han har betydet så utroligt meget for os danskere"

I DR Koncertsalen blev mennesket og musikeren Bent Fabricius-Bjerre i starten af året hyldet med en stor koncert.

I august 2021 opførte blandt andre LiveStrings, Eddie Skoller og Trine Pallesen tre smukke hyldestkoncerter til Bent Fabricius-Bjerre i DR Koncerthuset. De intime, personlige og magiske mindekoncerter fortjener en gentagelse, så til februar vender hele holdet tilbage med melodierne, musikken og de mange historier.

Selv var han ikke meget for at se bagud. Han gemte ikke på minder, i stedet så han fremad mod næste melodi. For som han sagde:

"Der er jo så meget nyt, så der er ingen grund til at bruge det gamle".

Sidste år i juli måtte vi tage afsked med Bent Fabricius-Bjerre, der lod sit livs melodi klinge ud efter kort tids sygdom. Han blev 95 år.

Men selvom han ikke selv gemte på minderne, så blev han alligevel gemt i hjerterne på alle, han berørte gennem sit liv. Med musikken, med nærvær og hjertevarme og med sit humoristiske og positive sind.

Eddie Skoller, Trine Pallesen og ensemblet Live Strings er bare nogle af de musikere, der har arbejdet tæt sammen med Bent Fabricius-Bjerre, og som nu mindes ham med en smuk hyldestkoncert.

"Han har betydet så utroligt meget for os danskere. Det skal fortsætte og være en del af vores kulturarv," siger Eddie Skoller, der i mange år var Bent Fabricius-Bjerres bedste ven.

I august opførte holdet tre vellykkede hyldestkoncerter, der fremkaldte både tårer og smil i salen med de uforglemmelige toner krydret med personlige anekdoter om mennesket bag melodierne. Koncerterne var så stor en succes, at de sagtens kan tåle en gentagelse. Så til februar vender hele holdet tilbage til endnu en koncert.

En mundharpe smeltede salen

En af de helt store oplevelser var Mathias Heises uforlignelige mundharpespil –særligt når han fik lov at vise, hvad han kunne med det ofte oversete instrument. Hans mesterlige måde at håndtere sin mundharpe på gav impulsive jubelråb fra publikum.

Det samme gjorde Nicolai Kornerups fingerdans på tangenterne. Pianisten, der som de øvrige musikere har arbejdet tæt sammen med mesteren selv, frembragte på smukkeste vis Bent Fabricius-Bjerres ikoniske melodier på klaveret, mens Matthias Petri gav det hele en solid bund på kontrabas.

Det hele blev smukt bundet sammen af Live Johansson i spidsen for LiveStrings, der i sig selv var en stor oplevelse. Hele koncerten var en varm og respektfuld anerkendelse af Bent Fabricius-Bjerres store karriere og endnu større personlighed.

Gik du glip af oplevelsen, så får du altså muligheden igen til februar, hvor koncerten genopføres i DR Koncerthuset.

Hyldestkoncert

Sådan lød det, da Trine Pallesen, Mathias Heise, og en række andre danske artister hyldede Bent Fabricius-Bjerre i DR Koncertsalen. Klik på billederne for at se videoen.

Nyt og genkendeligt

Alley Cat, Matador, Olsen-Banden osv. er selvfølgelig igen på programmet, men der bliver også plads til nogle af de mere ukendte melodier fra manden, der gjorde os alle Forelsket i København.

Trine Pallesen, der siden 2009 har turneret med Bent Fabricius-Bjerre og orkestret 'De Græd' er også med til at mindes melodiskaberen, og koncerten er helt i hans ånd.

"Bents sange holder aldrig op med at være gode sange. Den her koncert er virkelig en hyldest til ham," fastslår hun og slutter:

"Jeg er sikker på, at Bent også ville have sat pris på de her koncerter".