Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

5 Minutter

DR Koncerthuset åbner ny, international dirigentskole for unge talenter

Februar 2022.

Som et nyt led i strategien om at løfte en ny generation af unge dirigenter præsenterer DR Koncerthuset nu et to-årigt uddannelsesforløb for klassiske talenter fra hele Europa.

Mange unge dirigenter over hele verden har et særligt forhold til DR Koncerthuset. Det er nemlig her, den store Malko Dirigentkonkurrence hvert tredje år samler nogle af verdens førende unge talenter på vej mod et internationalt gennembrud – foran tusindvis af publikum, lyttere og seere.

I de kommende år vil endnu flere unge, klassiske talenter kigge i retning af DR Koncerthuset, når de drømmer om fremtiden. For i efteråret 2022 åbner DR en ny, international skole for unge talentfulde musikere i alderen 18-25 år, der godt kunne tænke sig at stå på et dirigentpodie, men endnu ikke har haft muligheden for det.

Den nye dirigentskole hedder Malko Academy For Young Conductors og er et nyt, ambitiøst tiltag i DR Koncerthusets strategi om at udvikle en stærk ny generation af unge dirigenter. I forvejen rummer huset nemlig den danske Malko Dirigentskole for en lidt yngre gruppe danske studerende, som hver uge får undervisning og inspiration fra husets professionelle kunstnere, kor og orkestre.

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi har en vigtig rolle i DR Koncerthusets nye Malko Academy for Young Conductors, som åbner i september 2022. Her ses han ved en masterclass for den danske Malko Dirigentskole i 2021.

Tidligere op på dirigentpodiet

Ifølge lederen af det kommende Malko Academy for Young Conductors, Dominik Falenski, er ideen bag den nye internationale dirigentskole at finde tidligere frem til de særlige musikalske talenter, som har en dirigent i maven, men som ikke har haft tid, mulighed eller økonomi til at prøve faget ordentligt af:

- Vi ved fra Malko Konkurrencen, at de fleste unge dirigenter kommer fra en baggrund som konservatoriestuderende, hvor de har travlt med at blive dygtige på deres instrument, og først ret sent har overskud til at prøve kræfter med dirigentfaget. Med det nye Malko Academy vil vi gerne hjælpe de unge med at komme op på dirigentpodiet meget tidligere – måske samtidig med, at de studerer et instrument i deres hjemland.

Malko Academy for Young Conductors

- Hjemsted i DR Koncerthuset
- Toårigt uddannelsesforløb placeret i weekender
- Seks europæiske studerende i alderen 18-25 år
- Undervisning i bl.a. musikanalyse, hørelære, musikteori, klaverspil og direktionsteknik
- Masterclasses med bl.a. Fabio Luisi og DR Symfoniorkestrets faste gæstedirigenter
- Fast direktionsundervisning af bl.a. Henrik Vagn Christensen og Ole Faurschou
- Støttes af Fondation Caris
Læs mere

Chefdirigent som frontfigur

På skemaet i det nye Malko Academy for Young Conductors vil blandt andet være klassiske dirigentfag som hørelære, klaverspil og musikteori. Men det vigtigste er, at de unge får mulighed for at få undervisning i at dirigere rigtige, professionelle musikere. Det siger DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi, som ser frem til at være med til at give den unge generation nogle af de muligheder, han ikke selv havde som ung dirigent:

- Det er helt afgørende for den klassiske musiks fremtid, at vi får en ny generation af dygtige unge dirigenter, som kan bære musikken videre, siger Fabio Luisi og fortsætter:

- Da jeg selv var ung, måtte jeg virkelig kæmpe for at få den rette undervisning, og ikke mindst for at få mulighed for at afprøve mine evner foran et rigtigt orkester. Derfor føler jeg et ekstra stort ansvar for at forme og løfte en ny generation – både gennem Malko Konkurrencen, den danske Malko Dirigentskole og det nye internationale Malko Academy for Young Conductors.

Med et initiativ som Malko Academy for Young Conductors ønsker vi fra DR Koncerthusets side at støtte de mest lovende musikalske talenter fra hele Europa på deres vej til at blive dirigent

– Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset

Nyt fondssamarbejde bag talentindsats

For at DR Koncerthuset kan realisere den ambitiøse udvidelse af indsatsen for unge dirigenttalenter, har huset indledt et nyt samarbejde med den schweiziske kulturfond Fondation Caris. Den har bidraget med et millionbeløb, som gør det muligt at give de internationale Malko-studerende de bedst mulige forudsætninger for at gennemføre det toårige uddannelsesforløb i København, bl.a. dækning af udgifter til rejse og ophold.

Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik & DR P2, fortæller om det nye samarbejde:

- Med et initiativ som Malko Academy for Young Conductors ønsker vi fra DRKoncerthusets side at støtte de mest lovende musikalske talenter fra hele Europa på deres vej til at blive dirigent. Derfor er det helt afgørende, at det ikke er ansøgernes økonomiske baggrund, der afgør, om de har mulighed for at deltage i uddannelsen i København. Når man er optaget på akademiet, får man derfor ikke kun en professionel grunduddannelse, men også rejse og ophold betalt. Det er et ambitionsniveau, som vi kun kan realisere gennem ekstern finansiering. Derfor er vi utroligt taknemlige over, at den nye schweiziske kulturfond Fondation Caris er gået helhjertet ind i samarbejdet om at skabe et nyt tilbud til unge begavede musikere, som er helt enestående på verdensplan.