DR Symfoniorkestret
•
Mit instrument
•
Skrevet af Cecilie Rosenmeier
•
7 Minutter
Et instrument for livet
Her fortæller tre klassiske musikere om deres forhold til deres instrument
For en musiker er det afgørende at finde det helt rigtige instrument. Mød tre af DR Symfoniorkestrets musikere, der fortæller om forholdet til det instrument, der spiller en vigtig rolle i deres liv.
Nogle klassiske musikinstrumenter er flere hundrede år gamle. Andre er helt nye og specialbygget til dem, der skal spille på dem.
Mange af DR Symfoniorkestrets musikere spiller på et instrument, som tilhører orkestret og er gået i arv gennem flere generationer af musikere, mens andre foretrækker at holde fast i det instrument, de har haft som ung – eller får bygget et nyt, som er specielt tilpasset til dem.
I sidste ende er det et dybt personligt valg for hver enkelt musiker, hvilket instrument han eller hun føler sig bedst tilpas med – og det er ikke til at vide på forhånd, hvilket instrument, der er det rigtige.
Jeg er vokset sammen med mit instrument
Sebastian Stevensson, 1. solofagottist
"Jeg spiller på en fagot fra et tysk instrument-værksted, som har specialiseret sig i at bygge fagotter siden 1800-tallet. Det er et familieforetagende, som begyndte på Strauss’ og Wagners tid og stadig er verdens førende. I dag har de en ventetid på 15 år for nye instrumenter – men så kan man også få tilpasset en masse detaljer som eksempelvis farvenuancer i lakken, størrelsen på klapper og så videre.
Da jeg fik min nye fagot, lagde jeg hele min teknik og spillestil om. Jeg var for længst færdiguddannet og havde vundet min stilling i DR Symfoniorkestret, men det føltes som om, det nye instrument hjalp mig med at finde ind til min egen, musikalske stemme. Med det instrument begyndte jeg at føle, at jeg havde mit eget udtryk, og at jeg kunne stå på egne ben som musiker.
I dag er jeg nærmest vokset sammen med mit instrument. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at skifte til en nyere model fra samme instrumentbygger, men efter et stykke tid vendte jeg tilbage til mit eget instrument. Det er noget med lyden og udtrykket, og så er den ret let at bære på og reagerer lynhurtigt – det passer mig rigtig godt.
Det vigtigste er nok, at jeg føler, mit instrument giver mig mulighed for at blive ved med at udvikle mig. Som orkestermusiker prøver man hver eneste dag at blive bedre. Det at være musiker er som en lang rejse, der aldrig stopper – og jeg tror aldrig mere, at jeg skifter instrument på den rejse."
Pludselig kom der farver på
Bartosz Skibinski, 2. koncertmester
"Da jeg søgte ind i DR Symfoniorkestret, var jeg 23 år og gik stadig på konservatoriet. Jeg spillede på en violin, som ikke var specielt god, men jeg kendte den så godt, at den gav mig en følelse af sikkerhed, og jeg endte med at vinde stillingen som 2. koncertmester.
Det viste sig, at der knyttede sig en virkelig god violin til min nye stilling, en Gagliano fra 1751. Jeg behøvede bare at prøve den én gang, så var jeg klar til at skifte med det samme.
Et instrument er lidt som en lærer – det kan åbne ens øjne for helt nye muligheder og nye lag i musikken. Det er utrolig inspire- rende at få et nyt instrument i hænderne,
som reagerer på alle dine idéer og samtidig giver dig mod til at prøve nye ting, som du ikke kunne før.
For mig var det at skifte instrument som at have tegnet med blyant hele sit liv og så pludselig få en hel palet af farver i stedet. Du kan stadig bruge nogle af de samme virke- midler, men med mange flere dimensioner og nuancer.
Efter at jeg har skiftet instrument, har jeg lånt min gamle violin til min lillebror på 16 år. Han har lige vundet en violinkonkurrence på den, så måske bringer den held."
Jeg elsker kontrasten mellem fortid og nutid
Andrea Rebekka Alsted, Violinist
"I den tid, jeg har været i DR Symfoniorkestret, har jeg haft flere forskellige instrumenter. Hver gang har det været lidt som at lære et nyt menneske at kende. Man skal føle sig frem, og det er ikke sikkert, at det instrument man drømmer om, også passer til én. Jeg har eksempelvis prøvet at stå med et fantastisk instrument, som jeg måtte sende videre til en anden, fordi det ikke spillede sammen med min fysik.
Gennem årene har min lyd udviklet sig, så jeg er gået fra at have en ret mørk klang til en lysere og mere åben lyd, og det hænger meget sammen med de instrumenter, jeg har haft.
For et par år siden fik jeg stillet en Gagliano fra 1762 til rådighed af orkestret, som jeg elskede med det samme. Den havde en endnu rigere og sprødere tone, end jeg nogensinde havde drømt om. Og så er den utrolig smuk at se på – det betyder også noget for mig. Gaglianoen er en drøm at spille på, så det bliver helt sikkert hårdt, når jeg engang stopper i orkestret og må vende tilbage til mit oprindelige instrument.
Ved siden af mit arbejde i orkestret er jeg med i en strygekvartet, som spiller helt ny musik på elektriske instrumenter. Derfor har jeg fået specialbygget en violin, der er den totale kontrast til mit klassiske instrument.
Det er som om, dens lyd kommer fra en anden verden, måske en fjern fremtid.
Jeg elsker kontrasten mellem de to instrumenter. Og faktisk har den elektriske violin givet mig en endnu større kærlighed til den
tradition og historie, som min Gagliano kommer af. Når jeg tænker på de mange hænder, der har spillet på den, og på træet, som er flere hundrede år gammelt, føler jeg virkelig, at den klassiske musik har noget evigt og uudslukkeligt i sig.
