Fröst & Det Svenske Kammerorkester

Mozart: Klarinetkoncert

Mozart og Martin Fröst har det til fælles, at det var kærlighed ved første tone, da de mødte klarinetten. Martin Fröst var otte år, da det skete, og hans første kærlighed var Mozarts Klarinetkoncert, som han hørte på sin fars LP-plade. ”Hvis man er klarinettist, så er Mozarts Klarinetkoncert en del af ens liv”, siger Martin Fröst, der har spillet klarinet – og Mozart – lige siden.

Mozart blev forelsket i klarinetten, fordi to af hans venner, brødrene Johann og Anton Stadler, spillede klarinet. De havde kastet sig over instrumentet, som var nyt dengang og endnu ikke var blevet en standarddel af symfoniorkestret. Især Anton Stadlers spil overvældede Mozart fuldstændig. “Jeg har aldrig hørt mage til, hvad du kan opnå med dit instrument”, skrev Mozart til ham. “Det har en så blød og behagelig klang, at det er uimodståeligt for enhver, der har et hjerte.”

Venskabet med Stadler var en oplagt anledning for Mozart til at skrive musik for klarinet. De følgende år komponerede han en Trio for klarinet, bratsch og klaver (den såkaldte 'Keglebanetrio') og en fantastisk Klarinetkvintet, der er et af hans allerbedste kammerværker. Få måneder før sin død i 1791 skrev han så Klarinetkoncerten. Det var en af de første klarinetkoncerter overhovedet. Og det også er en af Mozarts bedste og mest udtryksfulde kompositioner. Martin Fröst formulerer det sådan: ”For mig er Mozart den, der opfandt klarinetten som soloinstrument. Man kan godt sige, at han skabte klarinettens sjæl.”

På Mozarts tid havde klarinetten endnu ikke fundet sin standardform, som man kender den i dag. Mozart skrev derfor musikken til den type klarinet, som Stadler-brødrene rådede over, og det instrument kalder man i dag for en bassetklarinet. En bassetklarinet har mulighed for at gå én tone dybere ned end den normale moderne klarinet. Og den dybde udnytter Mozart så skønt! Martin Fröst vælger derfor at spille Mozarts Klarinetkoncert på en bassetklarinet, og det har han gjort, siden han var 17 år. Ellers er man nødt til at lægge visse af fraserne højere op, fordi en moderne klarinet ikke råder over den dybeste tone (et dybt A), som bassetklarinetten har. Og har man først hørt de rigtige, dybe toner i Mozarts Klarinetkoncert, er det noget, man ikke vil undvære!

Ingen vidste dengang, at Mozart kun havde ganske kort tid tilbage at leve i. Klarinetkoncerten blev hans sidste instrumentalværk, og den sensommeragtige, langsomme sats blev derfor hans sørgeligt smukke afsked med orkestermusikken. Her når Mozart en følelsesdybde, der gør det så fortvivlende at tænke på, hvad han kunne have skrevet, hvis han var blevet ældre end bare 35 år.

Klarinetkoncerten begynder i god, klassisk orden med en stor og formfuldendt førstesats. Og den slutter med en Finale, hvor klarinetten træder frem som spillemanden i spidsen for underholdningen. Men i den langsomme sats er klarinetten snarere den grædende klovn. Netop den dobbeltsidighed ved det sjælfulde instrument rammer Mozart så uforglemmeligt i sin Klarinetkoncert.

Beethoven: Symfoni nr. 7

Det er musik, der danser, samtidig med at dens kraft gælder kampen for livet. Beethovens 7. symfoni er eksplosiv musik, der stiger og stiger i intensitet. Først trækkes tæppet til side for symfonien, som var det et teaterforhæng, der går op. På skift træder soloblæsere frem som skuespillere i en forestilling, understøttet af strygerne. Og efter denne præsentation tænder Beethoven så for blusset, der vokser og vokser, så man bare må overgive sig.

Beethoven præsenterede symfonien første gang ved en koncert i Wien, december 1813. Koncerten blev afholdt til fordel for sårede soldater i den østrigske hær, der havde lidt et nederlag mod Napoleon i slaget ved Hanau. Ved koncerten opførte Beethoven også sit nye militariske showstykke 'Wellingtons sejr', der handler om englændernes sejr over Frankrig i slaget ved Vitoria tidligere på året.

De to superdynamiske musikværker rummede en stærk kampgejst og blev modtaget med enorm jubel af det østrigske publikum. Den aften var en af de største succeser i Beethovens liv – og han mente selv, at Symfoni nr. 7 var et af hans allerbedste værker.

Symfonien var ikke komponeret i anledning af de aktuelle kampe på slagmarken. Den havde faktisk ligget og ventet på en opførelse i halvandet år. Alligevel følte publikum, at symfoniens kraft talte direkte til deres situation. Og netop denne berusende virkning, der kan rive en hel sal med sig og ruske op i enhver, har musikken beholdt til i dag. Beethovens 7. symfoni viser hans skaberkraft i mest medrivende udgave.

Første sats er en genial forening af energi og overblik, så derfor bliver man i første omgang forvirret, da anden sats derefter går i gang som en dyster march. Orkestreringen er mørk og faretruende. Men satsen er ikke en sørgemarch, for musikken er en vækkelse, der ruster sig med enorm intensitet. Efterhånden som musikkens variationer skrider frem, opsamles der en kolossal energiladning.

Til sidst følger to satser, der nærmest prøver at overgå hinanden i livsenergi. Finalen smælder som en vild og svedig dans, og myten om den gnavne, indelukkede Beethoven er langt, langt væk. Rytme som selve livets dunkende puls er helt i forgrunden, når han med flammende begejstring river os med. Det er musik, der prædiker om livskraftens suverænitet: Kæmp, lev og dans, siger Beethoven til os i sin 7. symfoni.

Jens Cornelius

Violin 1  
Urban Svensson
Roger Olsson
Katarina Andreasson
Lena Sjölund
Lena Ludeen
Johan Andersson
Hans Elvkull
Olof Ericsson

Violin 2  
Anna Jansson
Tino Fjeldli
Madelene Berg
Frans van Schoonhoven
Cecilia Bukovinszky
Hsiang-Yin Hsiao

Bratsch  
Göran Fröst
Fredrik Hulthe
Magdalena Chmielowiec-Koziol
Kate Pelly
Mikael Ludeen

Cello  
Anna Garde
Hanna Thorell
Andreas Tengberg
Kevin Kirs

Bas  
Sebastien Dube
Peter Nitsche
Josee Deschenes

Fløjte  
Eva Szabados
Moa Bromander

Obo  
Hannes Heinemann
Lisa Almberg

Klarinet  
Kevin Spagnolo
Alberto Alvarez-Garcia

Fagot  
Peter Bolton
Marcus Carlsson

Horn  
Andreas Lundmark
Göran Hulphers

Trompet  
Mark Bennett
Margit Csökmei

Pauker
Anders Haag