DR Vokalensemblet & J.S. Bach I

Bachs motetter

Ordet 'motet' er en bred betegnelse, der dækker over musik for flerstemmigt kor i kirken. På Bachs tid var det en genre, hvor man gerne forbandt sig med gamle traditioner indenfor kirkemusikken. Man så tilbage på fortidens lærde kunst, der var fuld af avanceret kontrapunkt. Det var en stil, der tiltalte Bach meget, og som han kom til at dyrke kraftigt, efter han i 1723 blev ansat som organist og kantor i Thomaskirken i Leipzig. Her arbejdede han i 27 år og skrev hundredvis af vokalværker til kirkens kor, bl.a. motetter.

Når man taler om Bachs motetter, er det dog ikke nemt at indramme dem som en samlet gruppe værker. Dels er der formentlig forskellige motetter, der er gået tabt. Og dels er man blandt eksperter ikke helt enige om, hvilke af Bachs værker, man egentlig kan kalde for motetter.

Traditionelt plejer man at regne med seks motetter af Bach (de har nr. BWV 225-230 i hans store værkfortegnelse), og det er de seks, som DR Vokalensembler opfører, fordelt på to koncerter. Men nogle eksperter mener, at der er syv eller otte motetter af Bach – og andre mener, at der kun er fem! Det endelige svar finder man nok aldrig frem til.

Komm, Jesu, komm

Komm, Jesu, komm er skrevet i Leipzig i enten 1731 eller 1732. Anledningen er ukendt, men i betragtning af musikkens karakter kunne det have været til en begravelse. Bachs manuskript eksisterer ikke, og musikken er kun overleveret takket være en afskrift, lavet af en af hans elever.

Som de fleste af Bachs motetter er Komm, Jesu, komm skrevet for dobbeltkor, dvs. med sangerne opdelt i to grupper à fire stemmer. Bach har altså otte enkeltstemmer til rådighed, og det gør hans musikalske muligheder nærmest endeløse. Det er uhyre spidsfindig musik, men også virkelig krævende at synge.

Teksten er to vers fra et langt sørgedigt af Paul Thymich, der skrev den til en begravelseshøjtidelighed i 1684. Bach er senere stødt på teksten og har fundet den velegnet til musik. Teksten har form som en salme, men det er kun sidste vers, Bach udsætter på en 'salmeagtig' måde. Indtil da har tekstens ord om længslen efter dødens befrielse udfoldet sig på utallige måder med brug af imitationsstil, ekkovirkninger, koloraturer og skiftende taktarter.

Første vers begynder med kald i alle verdenshjørner efter Jesus. Livet på jorden, ”den sure vej”, er pinefuld. Derimod er beskrivelsen af ”den rette vej”, vejen til Himmelen, udsat som en menuet, fuld af håb. 

Bach: Der Geist hilft unsere Schwachheit auf 

I 1729 skrev Bach denne motet til begravelsen af Thomasskolens rektor. Det er den eneste af motetterne, hvor Bachs håndskrevne noder er bevaret, og af dem kan se, at han opførte denne motet med akkompagnement af instrumenter. En gruppe strygere fordoblede det ene kor, mens en gruppe træblæsere fordoblede det andet kor.

Teksten er fra Det nye Testamente, Paulus’ brev til Romerne, hvor der i den danske oversættelse står: ”Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”

Det er altså et optimistisk budskab, og derfor er motetten særdeles livlig af begravelsesmusik at være. Bachs flerstemmighed hvirvler om ørerne på os i de to første afsnit af motetten. Cirka halvvejs gennem værket slår de to korgrupper sig så sammen, og de forener sig til ét firstemmigt kor, der synger en stor dobbeltfuga. Det første tema er til ordene ”Der aber die Herzen forschet” (Han, der ransager hjerterne), og det næste tema er til ”denn er vertritt die Heiligen” (der går i forbøn for de hellige). Til slut bliver de to temaer kombineret, så to fugaer bliver til én.

Som afslutning synger man som regel en koral, dvs. en salme, ”Du heilige Brunst, süsser Trost”. Ved Bachs egen opførelse i 1729 blev denne koral i hvert fald sunget til sidst ved begravelseshøjtideligheden, selv om den næppe er skrevet af Bach. Den slags hemmeligheder er hans værker stadig fulde af i dag, 300 år senere.

Bach: Singet dem Herrn ein neues Lied

Singet dem Herrn ein neues Lied er formodentlig komponeret i 1726 eller 1727 – anledningen kender man ikke. Det kunne måske være festmusik til nytåret 1727. En anden teori drejer sig om, at det er musik til den sachsiske kurfyrste August den Stærkes fødselsdag, efter at kongen havde overvundet en alvorlig sygdom.

Bach udvalgte altid selv teksterne til sine motetter, og her er det ord fra Davids Salme nr. 149 og 150, der beskriver sang og musik som glædens udtryk: ”I dans skal de lovprise hans navn, til pauke og citer skal de lovsynge ham.”

Singet dem Herrn ein neues Lied er skrevet for dobbeltkor. Musikken er i fire afdelinger og udgør nærmest en symfoni for sangere. Først en sprudlende begyndelse, hvor den ene halvdel af koret synger lange melismer (dvs. melodier, hvor stavelserne er fordelt på mange toner), akkompagneret af den anden korhalvdel. Derefter bytter korene roller, og mens de mange stemmer flyver om ørerne på os, udslynges ordet ”Singet” mere end 50 gange. En opfordring, der ikke er til at misforstå: Syng!

Næste del er en stilfærdig salmemelodi (sunget af kor 2), der besvares i vekselsang af kor 1. Tredje del vender tilbage til det hurtige tempo og 'stereovirkningerne' mellem de to korhalvdele.

I fjerde del slår de to kor sig sammen til ét for at sætte punktum med en forrygende fuga. Bach benytter teksten til at drille sine sangere med et meget langt tema, der skal synges på ordene ”Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren” – her gælder det som sanger virkelig om at kunne ånde! Det er helt på sin plads, at denne højtflyvende genialitet ender med et himmelhøjt ”Halleluja”.

Bachs orgelmusik  

Orglet er det instrument, Bach er mest forbundet med. Han spillede orgel hele livet, begyndte allerede som teenager, og var på sin tid regnet som en af de største kapaciteter indenfor for orgelspil og orgelteknik. Siden genopdagelsen af Bachs musik i 1800-tallet har hans orgelværker – fra de største til de mindste – dannet rygraden i orglets repertoire. Bach, orglet og den lutheranske kirke er uadskillelige størrelser i dag.

I dag kender man til ca. 250 orgelværker af Bach. De simpleste er koralforspil, dvs. forspil over de salmemelodier, menigheden sygner i fællesskab. I den anden ende af størrelsesskalaen finder man komplekse fugaer og forskellige store, sammensatte soloværker. Det er koncerterende musik, som ikke har en kirkelig funktion i gudstjenesten. Ved DR Vokalensemblets koncerter med Bachs motetter får vi nogle af disse store orgelværker at høre.

Bach: Fantasi & fuga, g-mol, BWV 542

Der er ikke mange af Bachs orgelværker, der kan tidsfæstes præcist, men den imponerende Fantasi og fuga i g-mol ved man blev spillet af Bach i 1720. Bach var rejst til Hamborg for at ansøge om stillingen som organist i Skt. Jacobi kirken dér. Som 'jobansøgning' gav han en orgelkoncert, der varede over to timer og efterlod publikum målløse. Blandt tilhørerne var den gamle orgelkomponist Johann Adam Reincken, der på det tidspunkt var næsten 80 år. Han repræsenterede den gamle skole af fuga-kunst og roste Bach ved at sige: ”Jeg troede, at denne kundskab var forsvundet, men jeg glæder mig over, at den lever videre hos Dem.”

Det fugatema, Bach bruger her, er en gammel hollandsk melodi, måske fordi Reincken (der var af hollandsk afstamning) valgte at afprøve Bachs improvisationsevner over en melodi, han foreslog. Eller også har Bach selv valgt den hollandske melodi som en intern hilsen til Reincken?

Fugaen blev først senere noteret ned på noder. Og hvornår den blev slået sammen med den dramatiske Fantasi i g-mol til ét værk, vides ikke.

Bach fik i øvrigt ikke stillingen i Hamborg, men vendte tilbage til sin post som kapelmester ved hoffet i Köthen. Måske havde han søgt posten, fordi hans tilværelse få måneder tidligere var blevet voldsomt forandret – Bachs kone Maria Barbara døde pludseligt, mens han selv var på udlandsrejse med fyrsten. Den dag, Bach vendte uanende hjem, var hun netop blevet begravet. 

Bach: Toccata & fuga, F-dur, BWV 540

Også hvad angår Bachs Toccata og fuga i F-dur er de to dele formentlig opstået hver for sig og senere blevet kombineret. Fugaen er formentligt ældst, og toccataen er så kommet til et par år senere. Det er er ret tidligt værk, måske fra 1710’erne, da Bach arbejdede i Weimar.

'Toccata' er betegnelsen for en særlig type musik, som regel for orgel eller cembalo, der er præget af motoriske rytmer og en flyvende, nonstop virtuositet. Denne toccata er den længste, Bach overhovedet skrev for orgel – den varer næsten ti minutter og er fuld af bravur, også i pedalspillet. Som modsætning til den overdådige og spontane toccata er den efterfølgende fuga skrevet i streng stil, hvor Bach gennemfører en meget ambitiøs plan. Det er en såkaldt dobbeltfuga, der først bearbejder ét tema, derefter et andet tema, og til slut kombineres de to fugatemaer.

Jens Cornelius

Sopran
Anna Miilmann
Christine Nonbo Andersen
Jihye Kim
Kirse Kampp
Anna Bæk Christensen
Christine Bach Tofft
Hanna Kappelin
Malene Nordtorp

Alt
Rikke Lender
Hanna-Maria Strand
Linnéa Lomholt
Maria Erlansson
Eva Wöllinger-Bengtson

Tenor
Adam Riis
Emil Lykke
Nils Greenhow
Rasmus Gravers Nielsen
Joseph Mossop

Bas
Lauritz Jakob Thomsen
Jakob Soelberg
Daniel Åberg
David McCune
Mads Skovgaard Andersen