Blomstedt & Beethovens 7.

”Mine pragere forstår mig!”. Det er et Mozart-citat, som man med god grund er stolt af i Prag. For Mozart var i sin egen tid vanvittigt populær i Tjekkiets hovedstad Prag, og det forhold var gensidigt. Mozart elskede Prag og dens publikum, især efter at hans opera ’Figaros Bryllup’ i 1786 fik større succes i Prag end i hans egen hjemby, Wien.

Publikum elskede Figaros Bryllup så højt, at man inviterede Mozart til byen for at give ham en hyldest. Besøget fandt sted i januar 1787, og Mozart blev modtaget som en helt. Der blev afholdt festkoncerter og banketter for ham, og man afholdt et bal, hvor man til hans ære dansede til melodier fra Figaros Bryllup. En uge senere gav Mozart selv en stor koncert i Prag, og det var ved den lejlighed, at han for første gang opførte sin Symfoni nr. 38.

Folk i salen klappede så længe, at Mozart som ekstranummer improviserede på klaver i en halv time, og efter koncerten sagde han, at det havde været en af de lykkeligste dage i hans liv!

Den nye symfoni var ”så rask og fyrig, at den stemte sjælen i retning mod det ophøjede”, skrev et øjenvidne. De følgende ti år blev den opført over 100 gange i Prag og fortjener altså bestemt tilnavnet ”Pragersymfonien”, som man begyndte at bruge efter Mozarts død. 

Pragersymfonien er usædvanlig af flere grunde. For det første har den en langsom indledning. Det var noget, kollegaen Haydn ofte benyttede sig af, men Mozart bruger det kun i tre af sine mange symfonier. For det andet boltrer Mozart sig af blæse­instrumenternes muligheder. De får mere selvstændigt liv og spiller også passager alene uden strygerne. Det er eksperimenterende for sin tid og giver symfonien en stor klangvariation og kompleksitet. En forklaring på, at Mozart skrev symfonien på den måde kunne være, at de tjekkiske blæsermusikere var kendt som de bedste i Europa.

Det tredje særlige træk ved symfonien er, at den kun har tre satser. På det tidspunkt havde alle Mozarts symfonier ellers fire satser, for det var standarden i Wien. Ingen ved hvorfor Mozart gik uden om denne sædvanlige skabelon. Måske fordi den langsomme introduktion og symfoniens ambitiøse indhold i det hele taget opvejer den manglende sats.

Formatet står hurtigt klart i 1. sats. Mozart har skruet op for både bredden og for musikkens indre brug af flerstemmighed. Satsens midterdel (den såkaldte gennemføring) er et gigantisk jonglørnummer af temaer i en genial, kontrapunktisk mosaik. Der er stor fylde i denne virkelig imponerende sats, som varer op mod 20 minutter. 

I 2. sats bevæger Mozart sig igen væk fra wienerklassikkens standardiserede enkelhed. Strygerne sukker stakåndet og træblæserne skaber en dyb kolorering af musikken, når den opsøger en bevidst ustabilitet af følelser. Også i 3. sats udfolder Mozart en overraskende mængde af raffinementer, som man slet ikke forventede i sådan en ’munter’ sidstesats. Og som en særlig hilsen til pragerne indledes satsen med et lille citat fra Figaros Bryllup. Det må de have frydet sig over i Prag – deres yndlingskomponist, Mozart, forstod dem.

Jens Cornelius

Ved en koncert på Wiens Universitet i december 1813 dirigerede Beethoven to af sine nyeste orkesterværker: den kraftfulde Symfoni nr. 7 og det store showstykke ’Wellingtons sejr’, der handler om den militære sejr over Frankrig i Slaget ved Vitoria. Koncerten blev afholdt til fordel for den østrigske hær. Publikum var beruset over sejren, og de to optimistiske værker blev modtaget med enorm begejstring. Den aften var en af de største succeser i Beethovens liv.

Hvad angik Symfoni nr. 7 var den perfekte timing ret tilfældig, for symfonien havde ligget og ventet på en opførelse i halvandet år. Det var ikke musik, der var skrevet i anledning af et vundet slag. Alligevel følte publikum, at symfoniens kraft talte direkte til deres situation. Og netop denne berusende virkning, der kan rive en hel sal med sig og ruske op i enhver, har musikken beholdt til i dag – 212 år efter symfonien blev spillet første gang. Den 7. symfoni er Beethoven i sin mest overvældende udgave af sig selv.

Førstesatsen begynder med en langsom introduktion, der er en af de flotteste og mest effektive indledninger, Beethoven nogensinde skrev. Den akkumulerer så meget energi og spænder den musikalske fjeder så hårdt, at der ophobes energi nok til resten af værket. Det hurtige hovedafsnit af satsen, der følger efter introduktionen, er så flyvende, at det kunne være en fyrig finalesats.

Andensatsen begynder som en dyster march. Orkestreringen i begyndelsen er mørk og faretruende. Men det er ikke en sørgemarch, for musikken er en vækkelse, der ruster sig med enorm intensitet. Efterhånden som satsens variationer skrider frem, opsamles der en kolossal energiladning. Sådan bruges musikken også med stor virkning i filmen ’Kongens store tale’, hvor marchen spilles som oplæg og underlægning til den engelske konges afgørende tale til befolkningen, da 2. Verdenskrig er brudt ud.

Til sidst følger to satser, der nærmest prøver at overgå hinanden i livsenergi. Finalen smælder som en vild og svedig folkedans, og myten om den gnavne Beethoven er langt, langt væk. Rytme som selve livets dunkende puls er helt i forgrunden i dette møde med et menneske iblandt os, der med flammende begejstring løfter os op på et højere plan. Ordene fra uropførelsen af Mozarts 38. symfoni kunne også passe her: ”Så rask og fyrig, at den stemmer sjælen i retning mod det ophøjede.”

Herbert Blomstedt har arbejdet med Beethovens symfonier længere end nogen anden dirigent. Foreløbig i otte årtier – den første koncert, hvor han dirigerede DR Symfoniorkestret i en Beethoven-symfoni, var i 1959. Og hans arbejde med symfonierne fortsætter stadigvæk: “Beethoven tager os så at sige i hånden og viser os vejen”, siger Blomstedt. ”Det er musik med et budskab, men man skal arbejde for at finde det budskab. Hvis man bare spiller noderne, kommer man ikke frem til meningen.”

Jens Cornelius