Blomstedt & Bruckners 9.

“Bruckners symfonier er udtryk for længslen efter det evige. Han fører tilhørerne ind i en verden, de ellers aldrig ville kunne opleve.”

Sådan siger dirigenten Herbert Blomstedt, der gennem mange årtier har beskæftiget sig med Anton Bruckners symfonier. I år fokuserer 98-årige Herbert Blomstedt især på Bruckners sidste symfoni, nr. 9. Det er et værk, som Bruckner aldrig fik skrevet helt færdigt, og som i sin ufuldendte tilstand giver et særligt indtryk af netop ”længslen efter det evige”. 

Anton Bruckners kræfter var ved at svinde, da han arbejdede på symfonien. Opgaven havde fra begyndelsen været meget ambitiøs, formentlig den største, han havde sat sig selv nogensinde. Han begyndte på symfonien i 1887, og i 1894 var de tre første satser færdige. Men Bruckner døde to år senere, uden at skitserne til symfoniens fjerde sats havde samlet sig til et hele. 

Hvad ingen dengang indså var, at symfonien er et helstøbt mesterværk i denne ufuldendte form. Den uforudsete afslutning efter symfoniens langsomme 3. sats fungerer gribende smukt som et symbol på tærsklen til en ny og ukendt verden. Og symfonien er bestemt ikke afkortet i varighed, for selv uden den manglende fjerdesats varer værket en fuld time.

Udover symfoniens store dimensioner er der også gevaldige ambitioner i dens musikalske sprog. Bruckner når frem til en ny grad af abstraktion. Hans arbejde med musikken som byggeklodser er dristigt, og hans særprægede tonesprog er ladet med mystik. 
Bruckner går udenom de veje, man måske kunne have forestillet sig for en stærkt troende katolsk kunstner fra senromantikkens æra, for symfonien er hverken et hudløst nervedrama eller et værk med kirkeligt indhold. Som musikalsk ceremoni er det abstrakt. Helt passende gav Bruckner 1. sats karakterbetegnelsen ”Højtidelig og mystisk”.

Den udforskning af ukendt musikalsk terræn tappede den aldrende Bruckner for kræfter. Dertil kom et ydre pres fra idealet Beethoven, der – selv om han havde været død i 60-70 år – stadig lurede over komponisternes skuldre. Beethovens mægtige Symfoni nr. 9 – en symfoni, man i 1800-tallet ikke mente kunne overgås – lyste som et forbillede, og det skæbnesvangre tal 9 lyste også foran Bruckner. Ville dette blive hans sidste symfoni, ligesom det blev det for Beethoven? 

Løsningen blev at gå forbilledet i møde. Bruckner lader sin symfoni være i d-mol ligesom Beethovens 9. symfoni. Og Beethovens indledning er en direkte inspiration for Bruckners indledende takter, hvor Bruckner ligesom Beethoven skaber et univers ud af intet. Begge symfonier har den hurtige sats, scherzoen, placeret som nr. to i satsrækkefølgen. Og begge symfonier indeholder en meget lang og langsom tredjesats af overjordisk skønhed.

I sin 3. sats skuer Bruckner visionært ind i ukendt land. Satsen begynder med det mest utænkelige interval for et melodisk tema, en såkaldt lille none, der virker overnaturligt og derfor stærkt symbolsk. Satsen bæres oppe af store søjler i form af en lysende, dirrende kæmpeakkord, sammensat af ni forskellige toner. Den står som et hallucinerende glimt af en ukendt fremtid. Men i satsens slutning kommer Bruckner frem til en musik, der er meget udtyndet og nærmest kropsløs. På mere end én måde er det her, Bruckners verden ender. 

Spørgsmål til eftertiden

Bruckner dedikerede symfonien ”Til den kære Gud”, og deri lå tanken om, at musikken rummer både en trosbekendelse og en taksigelse for det liv, som snart ville være forbi.

Da symfonien efter Bruckners død skulle opføres, stod man til gengæld tilbage med et problem, for hvad skulle man gøre med en symfoni, der manglede sidste sats? Ved førsteopførelsen valgte man – angiveligt efter Bruckners eget forslag – at opføre hans kirkelige korværk 'Te Deum' som finale. En kombination, der passer fint til opfattelsen af symfonien som en taksigelse. 

Men selv om denne korfinale udgjorde endnu en forbindelse til Beethovens 9. symfoni, der også slutter med korsang, var det en lappeløsning. Siden har man derfor holdt sig til at opføre symfoniens tre første satser, der slutter så magisk med tredje sats. Det er den mest passende 'ufuldendte' slutning, man kan tænke sig.

I 2012 ændrede den situation sig, for efter mange års arbejde præsenterede en gruppe musikforskere ledet af tyskeren Benjamin Gunnar Cohrs en rekonstrueret udgave af Bruckners 4. sats. Der var bevaret så mange takter, at man mente at kunne samle stykkerne, som var det en græsk vase splintret i utallige potteskår.

Den rekonstruerede finalesats har skabt en hel del interesse, og bl.a. den engelske dirigent Simon Rattle har 'skiftet over' og opfører nu symfonien i denne udgave.

Herbert Blomstedt holder fast i formen med de tre satser, som er Bruckner 100% hele vejen igennem, og som musikalsk rummer så god en pointe. Hans præsentation af symfonien er præget af en forunderlig ro, afklaring og en total mangel på svulstighed. Når man kommer til vejs ende, er det ikke gennemsvedt af rejsens udfordringer – man bliver på underfuld vis bragt i en enklere og lysere tilstand.

”Som musiker skal man ikke stole på øjeblikkets improvisation, men derimod vide præcis hvad man gør”, siger Herbert Blomstedt om sit fokuserede arbejde med musikken. ”Omkostningen er, at man dirigerer færre værker, men til gengæld arbejder med dem grundigt. Så kan selv kompliceret musik give stor glæde.”

”Bruckners symfonier er ikke specifikt religiøse eller katolske. Det er universel, verdslig musik til koncertsalen”, fortæller Blomstedt. ”Jeg har altid følt mig hjemme i hans musik. Måske har det noget at gøre med mit temperament. Jeg giver mig tid til at fordybe mig i det, som jeg interesserer mig for. Jeg er ikke så interesseret i det, der afslører alting på sin overflade – jeg kan lide det mystiske. Jo mere jeg har studeret og opført Bruckners musik, desto tættere er jeg kommet på hans storhed.”

Jens Cornelius