DR Koncertkoret & Rakhmaninov

Russisk kormusik fra den ortodokse tradition

Kormusikken i den russisk-ortodokse kirke har en særlig klangfylde og en særlig stemning. Den bygger på et andet grundlag end den lutheranske musik, vi kender herhjemmefra, og den adskiller sig også fra den katolske kirkemusik. Det traditionelle sprog er kirkeslavisk, som er en gammel variant af russisk til kirkelig brug.

Et russisk kirkekor er traditionelt sammensat af mænd eller evt. af mænd og drengestemmer. Den traditionelle kirkemusik bygger på meget gamle melodier, som man kan sammenligne med den katolske kirkes gregorianske sang, og den er noteret med en særlig nodeskrift. De traditioner var i mange århundreder helt urokkelige.

I slutningen af 1800-tallet begyndte en udvikling. En gruppe af russiske komponister begyndte at skrive kirkekormusik for både herre- og damestemmer, og man skrev religiøse værker, der kunne opføres i en koncertsal, ikke kun i en kirke. Det er musik fra denne kreative bølge af russisk musik, der er på programmet i aften.


Rakhmaninov: Kerubisk hymne

I 1911 satte Rakhmaninov musik til tekster fra den såkaldte ’Johannes Chrysostomos liturgi’. Det er den ortodokse kirkes centrale gudstjeneste, som man kan sammenligne med en katolsk messe. I daglig tale kaldes den kort og godt ’Den guddommelige liturgi’.

Rakhmaninovs korværk er en gigantisk komposition på halvanden time. Den vakte forargelse, da den kom frem, fordi den ortodokse kirke endnu ikke havde accepteret, at de kirkelige tekster blev anvendt i et koncertværk. Desuden anvender musikken på intet tidspunkt kirkens egne melodier – alt er Rakhmaninovs egen fantasi. Liturgiens 8. sats, Kerubisk hymne, fortæller om, at menigheden som engle skal lægge alle livets bekymringer væk og forberede sig på Herrens genkomst.

”Jeg har været dybt grebet af opgaven og skrev musikken meget hurtigt”, fortalte Rakhmaninov til en ven. ”Det er længe siden, det har givet mig så stor glæde at komponere.”


Rakhmaninov: Vesper

Fire år senere skrev Rakhmaninov endnu et storslået korværk over den ortodokse kirkes tekster: Vesper. Det er en slags musikgudstjeneste til opførelse i koncertsalen. Et imponerende, timelangt værk, der på mange måder er en kulmination af den russiske musik fra perioden inden den Russiske revolution.

Rakhmaninov skrev det store værk i 1915, blot et par år før revolutionen brød ud. Som velhavende mand med privat ejendom måtte han forlade Rusland i 1917, og han kom aldrig til at vende tilbage. Han anede nok, hvad der var på vej, for det virker som om, at Rakhmaninov i sin Vesper forsøger at indkapsle den gamle verden i en tilstand af evighed.

En vesper er en aftengudstjeneste, der afholdes før en helligdag. Vesper er det ord, man bruger i den katolske kirke – en mere præcis oversættelse i russisk-ortodoks sammenhæng er ”vågenat” eller ”vigilie”, fordi de forskellige tidebønner fra aftenen og natten er slået sammen til én gudstjeneste. Rakhmaninovs korværk anvender tekster og melodier fra hele den ortodokse vigilie, og musikalsk bevæger man sig derfor fra mørket mod helligdagens lys.

Musikken er formidabelt velklingende og dybt betagende at lytte til. DR Koncertkoret synger ved denne koncert fire af satserne, altså ca. en tredjedel af det store værk. Til de to første satser (nr. 1 og 6) bruger Rakhmaninov som udgangspunkt melodier, han selv komponerede i kirkelig stil, mens de øvrige satser bygger på gamle liturgiske melodier fra den ortodokse vigilienat.


Alfred Schnittke: Koncert for kor

I 1980’erne var Sovjetunionen var ved at smuldre, og nye kunstneriske stemmer var blevet umulige at undertrykke. En af de mest originale var komponisten Alfred Schnittke, der var noget af en undergrundsfigur i Rusland på grund af sin utæmmelige musik og sin herkomst fra en tysktalende slægt, jødisk på faderens side, volgatysk på moderens.

Hans musik er intens, ofte dyster, og han skifter stilart på uventede måder. Som en kamæleon var Schnittke en kunstner, man ikke kunne sætte i bås. Det hører man bl.a. i hans Koncert for kor, et a cappella-værk fra 1985 i fire store satser, der helt uden blusel bygger på traditionen fra den ortodokse musik og den romantiske russiske kultur fra årene før revolutionen.

Schnittke tilsluttede sig i 1970’erne den ortodokse kirke, ligesom hans kollega Arvo Pärt gjorde det på samme tid. De søgte en åndelig udvej på de mange restriktioner, de måtte leve under i Sovjetunionen, og den vej blev mulig, efterhånden som styrets greb om kirken blev løsnet lidt.

I Schnittkes Koncert for kor bredes store klangblokke ud i symfonisk format. Musikken bliver helt op til tolvstemmig, og stemmerne spænder fra dybt-rumlende bastoner til sopranernes toptone, det høje C.

Teksterne tog Schnittke fra den oldgamle samling ”Klagesangene” af den armenske munk og mystiker Sankt Gregor af Narek, der levede i 900-tallet. Det er bønner, der henvender sig i jeg-form til Vorherre, og den holdning kan individualisten Alfred Schnittke tilslutte sig – hans Koncert for kor er en personlig bøn, snarere end musik til en autoriseret gudstjeneste.


Konstantin Shvedov: Kerubisk hymne

Helt i pagt med de politiske tanker blev kirke og stat adskilt efter den russiske revolution i 1917, og gradvist blev religion forbudt. Kirker og klostre kunne kun eksistere i minimalt omfang, og det samme gjaldt synagoger og moskéer i det store rige.

Kor blev opløst, kirker lukket, tusindvis af præster fængslet eller henrettet. Og naturligvis måtte de komponister, der skrev kirkemusik også finde nye veje. F.eks. komponisten og kordirigenten Konstantin Shvedov. Han fik i første omgang arbejde som dirigent ved et teater, men på en koncertrejse til Vesten i 1925 besluttede han sig for at blive – og han emigrerede til USA, hvor han levede resten af sit liv som korleder for en ortodoks menighed i New York.

Shvedovs smukke Kerubisk hymne er til samme tekst fra ’Den guddommelige liturgi’, som man hørte i udsættelsen af Rakhmaninov. Musikalsk er stilen rykket længere ud af den ortodokse kirke, og Shvedov bruger i meget højere grad end Rakhmaninov den kontrapunktiske form for flerstemmighed, man kender fra Vestens musik.


Georgij Sviridov: Hellig kærlighed

Den sovjetiske holdning til den ortodokse kirke svingede gennem årene. Under 2. Verdenskrig så Stalin kirken som bestyrkende for befolkningens patriotisme – ligesom det er tilfældet i dag i Putins Rusland. I begyndelsen af 1960’erne (den periode, man kalder ’Tøbruddet’), var ytringsfriheden større, og det blev muligt at lave den første sovjetiske pladeindspilning af Rakhmaninovs Vesper, der nu var taget til nåde.

Men i den sovjetiske æra kunne selv en betroet sovjetkomponist som Georgij Sviridov kun skrive ny kirkemusik, hvis den blev flettet ind i en anden sammenhæng. Det var netop, hvad Sviridov gjorde, da han i 1972 indlagde tre stykke kirkemusik i det nationalhistoriske skuespil ’Zar Fjodor Ivanovitj’.

Skuespillet var skrevet i 1868 af Aleksej Tolstoj (en fætter til den mere berømte Leo Tolstoj), og det er en klassiker i russisk dramatik. Fjodor Ivanovitj var søn af den legendariske Ivan den Grusomme, men kom slet ikke til at leve op til faderens forbillede. Troen var det eneste, der virkelig interesserede ham. DR Koncertkoret synger det 2. af de tre stykker, som har en gennemgående sopransolo. Musikken er en stilistisk efterligning af gammel kirkemusik og den statiske evighed i en ortodoks kirke.


Alexander Gretjaninov: Til Din mystiske nadver

Koncerten rundes af med et af de store navne fra bølgen af romantiske russiske kirkekomponister: Alexander Gretjaninov. Ligesom den langt mindre kendte Shvedov valgte han at emigrere nogle år efter revolutionen, først til Paris og derefter til USA, og han levede helt til 1956 – og blev i sandhed ”den sidste romantiker”.

I 1912 skrev han et værk, der kan måle sig med Rakhmaninovs store kirkekorsværker: et fem kvarter langt påskeværk med titlen ’Passionsugen’. At det slet ikke er kendt musik i dag, skyldes den sovjetiske kulturpolitik og verdens opdeling under den kolde krig. Efter revolutionen blev værket lagt helt væk, og først efter Sovjetunionens opløsning blev musikken i 1990’erne sunget igen.

Værket af sammensat af tekster fra hele påskeugen. DR Koncertkoret synger den 7. sats, Til Din mystiske nadver, der bygger på liturgien fra skærtorsdag, dagen for nadverens indstiftelse. Satsen er for dobbeltkor, der giver Gretjaninov store muligheder for at brede klangen ud til den intense tekst.


Jens Cornelius