Fantastiske Stemmer

I næste uge optræder DR Vokalensemblet ved verdens største og mest berømte klassiske musikfestival, The Proms, der foregår i London og arrangeres af den engelske radio BBC. Til koncerten ved The Proms har DR Vokalensemblet forberedt et koncertprogram, der giver den flottest mulige præsentation af korets alsidighed, dets specialer og dybe musikalske rødder. Det samme program får vi at høre her i aften.

Johann Sebastian Bach: Komm, Jesu, komm

Hvis et kor i topklasse skal udfordre sig selv, kaster man sig ud i Johann Sebastian Bachs motetter. Bachs motetter er en håndfuld korværker, skrevet til kirkebrug. I deres fuldendte balance, kompleksitet og kunstneriske format overgår de alle andre motetter fra barokken. Det kræver et suverænt kor at forløse. 

Bach skrev motetterne i de år, hvor han var organist og kantor ved Thomaskirken i Leipzig. I den rolle skulle han sørge for musik til de kirkelige begivenheder. Ikke kun de ugentlige gudstjenester, men også til prominente begravelser og andre mærkedage. Motetten Komm, Jesu, komm blev formentlig skrevet til en begravelse, men det vides ikke hvilken. Dateringen kan kun tidsfæstes til et sted mellem 1723 og 1732.

Komm, Jesu, komm er komponeret for dobbeltkor, dvs. med sangerne opdelt i to grupper à fire stemmer. Bach har altså otte stemmer til rådighed, og det gør hans musikalske muligheder nærmest endeløse. Tekstlinje efter tekstlinje finder han på nye tekniske greb: imitationsstil, ekkovirkninger, fugaer, koloraturer og skiftende taktarter.

Bach har valgt en salmetekst med to vers, og han udsætter teksten, så første vers udgør langt den største del af musikken. Det begynder med kald mod alle verdenshjørner: ”Kom, kom, kom, Jesus, kom!”. Mennesket er træt og længes efter Gud. Livet på jorden, i teksten kaldet ”den sure vej”, er pinefuld. Derimod er beskrivelsen af ”den rette vej”, vejen til Himmelen, udsat som en lys menuet, fuld af håb. I sidste vers lader Bach endelig musikken lyde befriet og 'salmeagtig'. Det bliver til de smukke ord: ”Nu folder jeg mine hænder og siger verden godnat.”

Ethel Smyth: Komm, süßer Tod

I slutningen af 1800-tallet begyndte man at se europæiske kvinder træde offentligt frem som kunstnere – efter at den tanke havde været udelukket længe. En af pionererne var englænderen Ethel Smyth (1858-1944), der efterhånden blev en respekteret kunstner i det britiske samfund, selv om hendes deltagelse i kvindebevægelsens demonstrationer i 1912 kostede hende to måneder i fængsel. 

Ethel Smyths korstykke Komm, süsser Tod er en fantasi over Johann Sebastian Bachs intense koral med samme titel (”Kom, søde død”). Hun komponerede det i begyndelsen af 1880’erne, hvor hun studerede i Bachs by Leipzig, og hun arrangerede også fire andre tyske salmemelodier.

Noderne til Komm, süsser Tod blev først udgivet på tryk i 2019, og de fire andre sange er endnu ikke blevet tilgængelige. Ethel Smyths musik er altså stadig ved at blive opdaget. Bl.a. af DR Vokalensemblet, der flere gange de sidste par år har sunget hendes betagende Komm, süsser Tod.

Giovanni Pierluigi da Palestrina: Fratres ego enim accepi

Teksten til Palestrinas motet Fratres ego enim accepi er fra Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 11, hvor apostlen Paulus fortæller om, hvad der skete, da Jesus for sidste gang holdt nadver med sine disciple. Som øjenvidne fortæller Paulus: “For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!””

Palestrina udsatte disse nøgleord fra Bibelen på en måde, der er både monumental og glasklar, både højtidelig og bevægende. Koret bliver fordelt i to grupper, og med den fordobling skaber Palestrina en rumlig virkning ud af tekstens gentagelser. Især når musikken bliver opført i store kirker – og dét var netop Palestrinas hjemmebane, for han var i årtier tilknyttet Peterskirken i Rom.

Motetten blev skrevet til at blive sunget på den katolske helligdag Kristi Legemsfest, men den blev snart også sunget som påskemusik på skærtorsdag. Den blev udgivet på tryk i 1614. Da havde Palestrina været død i 20 år – og kompositionstidspunktet er ukendt.

Paola Prestini: Fratres

Som et modstykke til Palestrinas nadvermotet Fratres ego enim accepi har den italienske komponist Paola Prestini skrevet korstykket Fratres. Det er en refleksion over Palestrinas musik og fortællingen om den sidste nadver. Prestini giver stemme til dem, der ikke sad med ved bordet, nemlig kvinderne.

”Værket er inspireret af Palestrinas Fratres ego enim accepi”, fortæller hun. ”Fra min opvækst har jeg mange personlige forbindelser til Palestrinas musik: barndomsminder om at være i kirke, senere fra min uddannelse til klassisk musiker og endelig fra min tid på Juilliard School i New York, hvor jeg underviste i kontrapunkt. At forbinde de oplevelser med min egen musik var meget spændende.”

”Med Fratres har jeg ønsket jeg at lave et sanseligt stykke, der giver fornemmelsen af livet i en kirke. For at frembringe det, er noget af musikken frit overladt til de medvirkende. De blander sig i sangteksten med hvisken og hurtig snak, der bliver kraftigere og mere utydelig, ligesom i Babelstårnet, hvor menneskene taler i munden på hinanden.”

Når Paulus i Korintherbrevet gengiver Jesu ord ved nadveren, er det på latin med tiltalen ”Fratres”, dvs. ”Brødre” (en vending, der ikke bruges i den danske bibeloversættelse). ”Kvinder, der er til stede, men ikke sidder med ved bordet, er den gennemgående idé”, fortæller Paola Prestini. ”Denne åndelige tilstedeværelse af en ekstra stemme går gennem hele stykket.”

Carl Nielsen: Tre motetter

Carl Nielsens sene korstykker Tre motetter fra 1929 skiller sig ud blandt hans øvrige værker, fordi de er meget kraftigt inspireret af renæssancemusik fra 1400- og 1500-tallet. I de sidste år af sit liv fordybede Carl Nielsen sig i denne gamle stil. Hvis ikke han var død i 1931, da han stod midt i denne fase, havde han sikkert skrevet mere af samme skuffe.

Interessen for den gamle musik var på det tidspunkt en tendens i europæisk musikliv, og den blussede stærkt op hos Carl Nielsen, især efter han i 1928 hørte en koncert med det nystiftede danske kor, Palestrinakoret. Koret sang overvejende renæssancemusik af bl.a. Palestrina, Orlando di Lasso og Clemens Non Papa.

”Carl Nielsen var meget optaget af navnlig Clemens Non Papas 'Vox in Rama', et mærkeligt og skønt stykke musik, og udtalte, ”at det ville han egentlig gerne have skrevet!””, fortalte korets dirigent, Mogens Wöldike. Det førte til en aftale om, at Carl Nielsen skulle komponere et nyt værk, der kunne passe til Palestrinakorets repertoire. Et nyt værk i ånden fra de gamle værker.

Carl Nielsen gav sine tre motetter hver sin grundstemning: sorg, fred og taksigelse. Til den brug valgte han tre af Davids Salmer fra Det Gamle Testamente som sangtekster – i latinsk oversættelse, ligesom de gamle katolske komponister brugte latin som sprog.

På Det Kongelige Biblioteks læsesal studerede han gamle manuskripter og skrev dem af for at blive dygtigere til kompositionsteknikken bag renæssancestilen. Mest stiltro er motet nr. 2, Dominus regit me (Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød), hvorimod den store, første motet, Afflictus sum (Jeg er lammet og fuldstændig knust”, rummer stærke modernistiske dissonanser. Den sidste motet, Benedictus Dominus (Lovet være Herren), er så smilende som en optimistisk slutsats i en af Carl Nielsens symfonier.

Undervejs med arbejdet skrev Carl Nielsen til sin kone Anne Marie om netop den fusion af sin egen stil og renæssancens idealer: ”Jeg må ligefrem undertrykke mange evner i flere retninger for at komme op i et højere luftlag og nærme mig de gamle mestre som svæver der, rene og store, som ærkeengle ved himlens rand. Jeg efterligner dem egentlig ikke, men jeg efterlever dem.”

Oluf Ring: Danmark nu blunder den lyse nat – Jørgen Jersild: Kærlighedsrosen – Svend S. Schultz: Yndigt dufter Danmark

Hvis der er noget, man her i de nordlige egne forbinder med sommer, så er det kærlighed. Lyset, varmen, naturen og blomsterne bakker det virkelig op… Det gennemsyrer dansk poesi, kunst og musik, ligesom de lyse måneder dyrkes fanatisk i de andre nordiske lande. Det er om sommeren, der skal leves!

Digteren Thøger Larsen havde en instinktiv fornemmelse for kombinationen af sommer og erotik. I sit digt Danmark, nu blunder den lyse nat fra 1914 beskriver han det med ordene ”leg, som får aldrig ende”. 

Digtet blev udgivet under titlen ”Den danske Sommer”, og da Oluf Ring satte det i musik i 1922, var det som enstemmig melodi med klaverakkompagnement. I den form kender man sangen fra bl.a. Højskolesangbogen, men også Oluf Rings korarrangement er en af de store klassikere i Danmark.

Komponisten Jørgen Jersild tog fat i en folkevise, der slår på samme strenge: En yndig og frydefuld sommertid er en fuldendt melodi, og Jersild, som var en teknisk suveræn komponist, lavede et udsøgt arrangement, hvor et ordløst kor elegant smyger sig rundt om en solosopran. Arrangementet indgår i Jersilds værk 'Tre danske kærlighedssange', og har her den fået den poetiske titel Kærlighedsrosen. 

Som den tredje danske sommerkorsang får vi Yndigt dufter Danmark. Den er komponeret i 1970 af Svend S. Schultz, og med ømme vers af Ulf Hoffmann om unge forelskelser i de lyse nætter er det selve essensen af den danske sommerkærlighed.  

Svend S. Schultz var gennem mange år dirigent for DR’s Radiokor. Med sine idealer om en lys og præcis, nordisk korklang blev han en helt afgørende person for det kor, der i dag er DR Vokalensemblet.

Uroš Krek: Three Autumn Songs

Uroš Krek, der levede fra 1922 til 2008, er et stort navn i Sloveniens musik. Han udviklede i efterkrigsårene sin egen udgave af den klare, nøgterne musikstil, der kaldes neoklassik. Det holdt han fast ved, også da mange komponister i 1960’erne søgte mod en ny, grænseløs modernisme. Afklaringen træder smukt frem i hans Three Autumn Songs, der er et relativt sent værk fra 1991.

Sangene er skrevet til tekster af den amerikanske digter John Gracen Brown. Kreks satser er klare og koncentrerede, og fokuseringen passer godt til Browns minimalistiske vers. Efterårssangene fortæller om at blive ét med vinden, lyset og naturen i årstidens klare luft: ”Tag til bjergene, skovene og dalen, og de vil give dig alt, hvad du ønsker, og mere til”.

Alma Mahler: Laue Sommernacht – Gustav Mahler: Liebst du um Schönheit

Alma Mahler var en komponist, der ikke rigtigt kom til at udfolde sig. Da hun som ung blev gift med komponisten Gustav Mahler, overtalte han hende til, at hun ikke kunne fortsætte med at komponere. I deres samliv var der kun plads til én komponist, mente han, og det var ham selv. Alma Mahler havde ellers studeret komposition privat i flere år og var et stort talent. 

Hvad man har af kompositioner fra hendes hånd, er 17 sange med klaverakkompagnement. De er psykologisk dybsindige og handler ofte om indre stemninger og skjulte handlinger. ”I den store skovs mørke søgte vi og fandt hinanden”, synges der i Laue Sommernacht. Den stammer fra Alma Mahlers første trykte samling med titlen 'Fünf Lieder'. De var komponeret omkring år 1900, men udkom først i 1910 – med støtte fra Gustav Mahler, der nu var ved at fortryde, at han havde holdt sin hustrus musik nede.

Laue Sommernacht blev senere arrangeret for kor af den tyske kordirigent Clytus Gottwald, der med en stilistisk passende bearbejdelse løfter Alma Mahlers musik ind i korgenren, som hun eller ikke fik arbejdet med.

DR Vokalensemblet slutter med en af Gustavs Mahlers Rückert-lieder, der oprindeligt er komponeret for solostemme, ledsaget af enten klaver eller orkester. Den smukke sang Liebst du um Schönheit bliver sunget i et elegant arrangement for dobbeltkor, lavet af den slovenske komponist Nana Forte i 2011. Arrangementet er tilegnet DR Vokalensemblets chefdirigent Martina Batič.

Jens Cornelius