Kuusisto & Ravel

Den svenske komponist Andrea Tarrodi skriver musik, der ”har et sælsomt, poetisk skær over sig, som er både insisterende, inciterende og smukt”. Sådan lød den fine beskrivelse, da Andrea Tarrodi i 2020 blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris. Og et godt eksempel på hendes kunst er det fortryllende, drømmeagtige stykke, som DR Symfoniorkestret i aften opfører for første gang i Danmark: Camelopardalis.

Camelopardalis blev skrevet på bestilling fra Cape Philharmonic Orchestra i Sydafrika, der uropførte værket i 2011. Siden er stykket blevet spillet mange andre steder, men den afrikanske forbindelse er vigtig. Hør bare, hvad Andrea Tarrodi fortæller:

”En nat drømte jeg, at jeg havde en giraf. Min giraf og jeg var rigtig gode venner. Jeg satte mig op på den, og vi sprang ud ad vinduet og red afsted. Vi red gennem skove, over enge og bjerge. I horisonten så vi en stor, rød sol stige op og en flok farvestrålende fugle, der fløj forbi. Da jeg vågnede, følte jeg mig utrolig glad, for det var bare sådan en mærkelig og smuk drøm!”

”På det tidspunkt skulle jeg til at tage fat på at skrive et orkesterstykke til Cape Philharmonic Orchestra, og det virkede naturligt at lade stykket være inspireret af drømmen. Camelopardalis er et stjernebillede på den nordlige stjernehimmel, og navnet er det latinske ord for giraf. Midtvejs i stykket kan man måske høre giraffens sang, spillet af fagotten…”

Jens Cornelius

Næste værk er endnu en dansk førsteopførelse: Det er en ny koncert for orgel og orkester, skrevet i 2017 af den amerikanske komponist Nico Muhly.  

“Jeg er helt vild med orglet!”, siger Nico Muhly. ”Jeg har altid set det som en tidlig udgave af en synthesizer, hvor man kan lave bratte skift, ligesom det gælder for talesproget. I dette tilfælde konfronterer orglet og orkestret hinanden i en samtale, der er fuld af pludselige indskud, og som både er voldsom og intim.”

Orgelkoncertens titel er Register, og det er et tredobbelt ordspil. Ordet hentyder til orglets registre, som er instrumentets forskellige grupper af klangfarver og lyde. Men på engelsk betyder ’register’ også ’Bemærk’ eller ’Læg mærke til’. Og ’register’ på engelsk kan også betyde ’leje’, altså det leje, man henvender sig i, når man kommunikerer. Og i Nico Muhlys orgelkoncert er der både mange lejer og registre at lægge mærke til!

Stykket er skrevet til organisten James McVinnie, der har kendt Nico Muhly lige siden deres fælles studietid. Nico Muhly har også selv spillet orgel, og han har skræddersyet mange af sine orgelværker til James McVinnie. Sammen har de desuden en stor fælles kærlighed til den engelske renæssancekomponist Orlando Gibbons, så inde i orgelkoncerten gemmer der sig derfor en kerne af Orlando Gibbons’ musik.

Nico Muhly har udtrukket en akkordrække fra Gibbons’ intense ’Pavane i g-mol’ og spredt den ud i sit eget værk. Akkordrækken bliver f.eks. brudt op i hurtigt solospil på orglet, og som et spøgelse driver den gennem orkesterklangene, nogle gange bagud, andre gange som en overeksponeret fremhævelse. Det samler sig mere og mere, og efter en stor solokadence for organisten – og især organistens fødder – dukker Gibbons’ musik til allersidst op i en mere uforstyrret udgave, tilsat musikalske hallucinationer fra harpe og celeste.

Register er i ét langt, hæsblæsende forløb på ca. 25 minutter, præget af Nico Muhlys karakteristiske hyperaktivitet. Det temperament bliver ekstra tydeligt i kombinationen af det store orgel og det store orkester. To musikalske elementer, der minder mere om hinanden, end man umiddelbart tror. ”Hver gang man møder et nyt orgel, er det som et helt nyt orkester”, siger Nico Muhly. ”Man taler også om orglets registre med ord fra orkesterverdenen: Der er fløjter, rørbladsinstrumenter, strygere og messingblæsere osv. Så når orglet allerede er et orkester, bliver min orgelkoncert på den måde nærmest en dobbeltkoncert.”

Jens Cornelius

Den franske komponist Maurice Ravel havde sit indre barn i god behold gennem hele livet. Han elskede barndommens land og var en fanatisk legetøjssamler. En naiv uskyldighed høres tit i hans musik, der paradoksalt samtidig er noget af den mest voksne, kontrollerede og kalkulerede, der nogensinde er skabt.

Gåsemors fortællinger – på gammeldags fransk Ma Mère l’Oye (dvs. ’Min gåsemor’) – er et af de bedste eksempler på Ravels fascination af barndommen. Det er musik skrevet over kendte eventyr, bl.a. ’Tornerose’ og ’Skønheden og udyret’, som Ravel iscenesætter på mest elegante vis. Han fortalte selv: ”Idéen om at genskabe disse eksempler på barnlig poesi fik mig helt naturligt til at forenkle min stil og forfine min skrivemåde.”

Ravel skrev musikken i 1910, oprindeligt som en suite i fem satser for firhændigt klaver. Året efter lavede han en orkesterudgave af stykkerne og derefter en endnu mere udbygget version, nemlig en hel balletforestilling. Det er denne sjældent hørte balletversion, der spilles i aften.

I balletudgaven tilføjer Ravel en rammefortælling med et forspil og forskellige mellemspil. Vi bliver først inviteret ind i en magisk verden af drømme og fantasier. Nogle af eventyrmelodierne, der senere bliver spillet i de fem eventyr, hænger allerede i luften og svirrer. I disse fortryllende omgivelser møder vi en smuk prinsesse, der stikker sig på en ten og falder i fortryllet søvn – hun er Tornerose.

Nu følger de fem eventyr i forbundne scener. I det første stykke møder man Tornerose i hendes skønne, ophøjede søvn. Det andet stykke, ’Samtale mellem skønheden og udyret’, er det mest spøgefulde i suiten. På skift hører man den skønne og den grumme tale med deres meget forskellige stemmer – henholdsvis klarinet og en brummende kontrafagot – inden de til sidst, efter både flirt og kriser, forenes i en yndefuld duet.

Tredje eventyr er om minibarnet Tommeliden, der er så lille som en finger. Ligesom de to foregående eventyr kendte Ravel det fra de gamle franske 1600-tals versioner fra Charles Perraults samling ’Gåsemors fortællinger’, der blev skrevet, længe før eventyrene blev udbredt i Nordeuropa via de tyske brødre Grimm.

Et harpemellemspil og en fløjtesolo lægger op til fjerde stykke, ’Laideronnette, pagodernes kejserinde’ (inspireret af eventyret ’Den grønne drage’). Her får Ravel anledning til at indblande en af sine andre interesser, nemlig ’kineserier’. Ravel sværmede for alt kinesisk og japansk og bruger her en eksotisk femtoneskala, dekoreret med tempelklokker og gong-gong.

Den store, gåsehudsfremkaldende magi indtræder i sidste stykke, ’Den fortryllede have’. Den gode fe velsigner Tornerose, så hun vågner og kan få sin prins. Det afsluttende trylleslag er en af Ravels egne magiske handlinger, der får musikken til at blinke og glitre. Drømme fås ikke smukkere end denne.

Jens Cornelius

Det er tankevækkende, at orgelet – det største, mest komplicerede og sofistikerede af alle instrumenter – også er det mindst synlige med det meste af mekanikken, lydgiverne og ofte også organisten selv skjult for vore øjne. Det mægtige instrument i DR’s koncertsal er ikke nogen undtagelse: Bag orgelets facade gemmer der sig næsten 6000 håndlavede orgelpiber, der spænder fra bare få centimeter til over 11 meters længde og i tonehøjde fra den dybeste rumlen til den spinkleste piben. Til gengæld sidder organisten i DR Koncertsalen – modsat i de fleste kirker – synligt for publikum, på scenen blandt orkestrets musikere.

Det tog det hollandske orgelbyggerfirma Van den Heuvel fem år at bygge orgelet. Først blev det samlet i orgelbyggerens værksted, afprøvet, så skilt ad igen, pakket ned, forsigtigt transporteret til København og installeret i DR Koncertsalen, hvor det blev indviet i 2009.

Koncertsalens arkitekt, Jean Nouvel, ønskede, at orgelet skulle se ud som ’en bambusskov af orgelpiber’. Store og små, tykke og smalle piber er arrangeret, som om de var helt tilfældigt placeret på orgelets facade. De skinnende piber på ydersiden er af tin, mens piberne inde i orgelet er lavet af kobber, zink og en særlig legering af tin og bly, der kun bruges til orgelpiber. Desuden er der brugt træsorter som mahogni, eg, ibenholt og fyr.

Organisten har brug for en god koordineringsevne, når der skal spilles på de fire manualer (rækker af tangenter) + pedal. Dertil kommer orgelets 91 forskellige stemmer (registre), der kan kombineres på tusindvis af måder med de knapper, der er placeret i rækker på begge sider af spillebordet. Med fødderne kan organisten åbne eller lukke tre sektioner af instrumentet, indkapslet i kæmpe trækasser med venetianske skodder, og på den måde forstærke eller dæmpe instrumentets lyd. 

Selv om måden, man laver orgelpiber på, stort set ikke har forandret sig i århundreder, er dette orgel samtidig topmoderne med indbygget MIDI-interface og digital teknologi i registreringen.

DR Koncertsalens orgel er blandt de allerstørste i Danmark: fascinerende at se på og lytte til – koncertens skjulte stjerne...

Michael Emery