Luisi & Beethovens 9.

Velkommen til DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæumssæson!

Vi åbner sæsonen med Beethovens 9. symfoni – en stærk humanistisk fremtidsvision, en milepæl i musikhistorien og frem for alt en hyldest til fællesskabet mellem mennesker.

Visionen om en fredelig, oplyst verden er lige så gribende i dag, som den var på Beethovens og Schillers tid. Når koret i finalen synger om ”glæden, den guddommelige gnist”, tændes håbet og troen på en lys fremtid – takket være musikkens brændende livskraft. 

I sidste uge opførte vi symfonien for over 6.000 tilhørere i Royal Albert Hall, hvor DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret og DR Vokalensemblet var inviteret til BBC Proms – en af verdens største og ældste musikfestivaler, hvor Beethovens 9. symfoni hvert år er et højdepunkt i en sand folkefest for klassisk musik. 

At besøge vores engelske kolleger var ikke bare en stor plevelse for kor og orkester, men også en stærk påmindelse om, hvordan levende musik, medier og public service hører sammen. 

I disse år er det 100 år siden, Europa fik de første radiofonier, og gennem alle årene har BBC været både inspiration og forbillede med sin vision om at løfte, oplyse og inspirere – bl.a. ved at gøre den store, symfoniske musik tilgængelig for alle. 

At dele levende musik med så mange som muligt har i 100 år været en hjertesag for os i DR. For der sker noget særligt, når mennesker spiller eller synger for hinanden Musik skaber fællesskaber, og de er grundlaget for alt menneskeligt samvær og samarbejde – og dermed også for vores demokrati.

Som noget nyt har vi i DR Koncerthuset lanceret et digitalt programformat, som fra denne sæson erstatter de trykte programmer. Det sker som led i en samlet bæredygtighedsplan med mange tiltag for at passe på klode og klima. 

Jeg håber, I får glæde af det nye digitale program med alt det indhold, I kender – og mere til: fra værknoter til biografier og anbefalinger til DR’s programindhold. 

God fornøjelse – og endnu en gang velkommen til DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæumssæson. Vi glæder os til at spille for jer gennem hele sæsonen – og langt ind i fremtiden!

Kim Bohr
Chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2

Ludwig van Beethoven: 
Symfoni nr. 9

Fang gnisten! Pust til den, så den blusser op, og skab en verden, hvor lyset skinner i menneskehedens øjne. Beethovens 9. symfoni fra 1824 er en vision, en åndelig oprustning, som præsenterer os for forestillingen om en bedre fremtid for menneskeheden. Vi skal lade os tænde af ”glæden, den guddommelige gnist”, som det synges i symfoniens korfinale. Bevingede ord i et værk, der i over 200 år har grebet og overrumplet publikum.

Beethovens 9. Symfoni er en milepæl af flere grunde. Den er i varighed, omfang og antal af medvirkende større end nogen symfoni, man endnu havde hørt. Og den er proppet med nytænkning. Alene det at bruge sang i en symfoni var noget aldeles ubegribeligt i 1824. Beethovens radikale valg gør, at menneskets stemme forvandler den ellers ordløse symfonigenre. Verden er anderledes i slutningen af værket end i begyndelsen. Et kunstnerisk genialt greb som symbol på, at uanede højder kan nås, hvis vi stræber efter det samme.

Ordene i den store korfinale kommer fra Friedrich Schillers digt ”Ode an die Freude”. Digtet er fra 1785, og Beethoven havde allerede beskæftiget sig med det i 1793, hvor han brugte teksten i en sang (der desværre er bortkommet). Schillers digt er et humanistisk budskab om en fredelig, oplyst fremtid. En drøm om fred og broderskab, som var berusende i en meget urolig tid, præget af krige og revolutioner. I Beethovens musikalske storværk med integreret politisk-filosofisk flammetale fik man dermed for første gang en symfoni at høre, hvor komponisten satte ord på sit livssyn. Og da den 9. symfoni samtidig blev den sidste symfoni, Beethoven skrev, blev den hans etiske og kunstneriske testamente.

Fra naturfødsel til triumf 

Førstesatsen beskriver helt abstrakt en skabelse i det tomme rum, et gennembrud med et gevaldigt potentiale. Overvældende i sit format og næsten truende i sin alvor. Den bliver efterfulgt af en overraskende andensats, for normalt ville man her høre en langsom sats, men i stedet præsenterer Beethoven en hurtig sats fuld af rastløshed. En rytmisk jagt – og med overraskende lang spilletid – der med uudtømmelig dynamik peger på muligheder og mening. Tredjesatsen går til den anden yderlighed med en sublim ro og fuldendt balance mellem himmel og jord. En trosbekendelse uden ord?

Symfonien har på det tidspunkt allerede varet i tre kvarter, da den forvandler sig i den store finale. Det begynder i voldsom, dissonerende buldren, og ud af denne kogende lava træder orkestrets basser og celloer frem med en ordløs tale til hele forsamlingen. Det foregår som en musikalsk opsummering, hvor orkestret supplerer med at bringe temaer fra de tre første satser i erindring ét for ét. Først skabelsesmusikken fra 1. sats, så de galopperende rytmer fra 2. sats og derefter den himmelske ro fra 3. sats.

Efter at man har hørt citatet fra den langsomme 3. sats, hører man så for første gang ”Freude”-temaet i en spæd version, spillet af træblæserne. Og derefter kommer det i sine fulde udfoldelse, præsenteret fra dybet af kontrabasserne: Det er et stort budskab, der er på vej, og det kommer helt inde fra.

Freude-temaet udvikler sig rundt i orkestret, og vidunderlige modstemmer supplerer det, så man fornemmer den kollektive opbakning. Men det kaos, man hørte i begyndelsen af satsen, vender nu tilbage igen. Denne gang bliver det afbrudt af en menneskestemme, bassolisten, der ene mand udbryder: ”Venner, ikke disse toner! Lad os i stedet istemme noget mere behageligt og frydefuldt”. De ord tilføjede Beethoven selv som en personlig introduktion til Schillers "Ode til glæden". 

I resten af symfonien udfoldes glædestemaet og dets budskab på mageløs vis. Man får temaet at høre i flere forskellige variationer for kor, sangsolister og orkester, inden teksten kommer frem til linjerne om, at alle skabninger, ”fra ormen til keruben”, favnes af Guds kærlighed. Her bliver musikken stoppet på sit højdepunkt – ved ordet ”Gud”. Alle holder vejret, mens vi står overfor det store kosmiske udblik: Visionen om sammenhæng gælder ikke kun fra menneske til menneske, men forbindelsen mellem mennesket og det guddommelige.

Igen overrasker Beethoven ved at fortsætte på en uventet måde. Til tonerne af en festmarch i fantasifuld militærstil myldrer digtets omtalte ”helte” frem i en fuga. Og med stor retorisk virkning mejsles de afsluttende ord ud: ”Seid umschlungen, Millionen” (Vær omfavnet, millioner [af mennesker]! Dette kys af hele verden!). En uafrystelig prædiken om den lyksalige fremtid, der kunne vente forude, hvis vi ellers bare ville gribe glæden, den guddommelige gnist, ”Freude, schöner Götterfunken”.

De mange myter

Det er tit blevet fortalt, hvordan den stokdøve Beethoven dirigerede uropførelsen af sin 9. symfoni uden at opdage, at hele salen brød ud i et voldsomt bifald. Sandheden er knapt så patetisk som denne sejlivede anekdote. Orkestrets kapelmester vidste udmærket, at den døve Beethoven aldrig ville kunne dirigere det lange værk, så man aftalte, at komponisten skulle slå tempoet an til hver sats, og at kapelmesteren derefter ville holde sammen på tropperne.

Der var altså to dirigenter på scenen, og det bekymrede ikke nogen. I Wien var man vant til, at Beethoven levede i sin egen verden, også når han optrådte. Han blev derfor stående på scenen gennem hele opførelsen og dirigerede det, han hørte for sit indre øre. Da orkestret var færdigt med at spille symfonien, var Beethoven ikke nået helt så langt, så han dirigerede videre. Et ryk i frakkeærmet fra altsangerinden fik ham dog til at stoppe, så publikum kunne overbringe ham deres hyldest.

Jubelen gjaldt ikke alene symfonien, men også at wienerpublikummet ikke havde set Beethoven på scenen i tolv år, fordi han på grund af sin døvhed havde trukket sig tilbage fra sin karriere som pianist. Øjenvidner fortæller, at der var hele fem fremkaldelser. Normalt brugte man ellers højst tre, og det var endda forbeholdt den kejserlige families fremtrædener.

Beethoven var dybt rørt over den kunstneriske succes, men godt og grundigt skuffet over aftenens billetindtægter, da kassen blev talt op. Udover at vise verden sine visioner havde han nemlig også et jordnært formål med koncerten, nemlig at få skaffet sig en indtægt. Verdens største komponist var ikke nogen velhavende mand.

Beethoven i Danmark – og i DR 

Beethoven er blevet kaldt den mest universelle af alle klassiske komponister. En komponist til alle tider og for alle mennesker. Han var også med fra starten, da man begyndte at udsende radio i Danmark. DR’s første leder, operasangeren Emil Holm, var helt på bølgelængde med Beethovens tanker, da han formulerede radioens mål som en forbrødring via kunsten: ”Af et fostbroderskab mellem radiofonien og kunsten vil der blive skabt en kulturfaktor, en kulturspreder, af den største og mest vidtrækkende betydning.”

Dengang for 100 år siden var en dansk radioopførelse af Beethovens 9. symfoni kun en drøm. Der var hverken kvadratmeter eller musikere til sådan et gigantprojekt. DR’s 'orkester' i 1925 var på tre musikere, så der var lang vej til at kunne spille symfonisk musik. Året efter var man oppe på 27 musikere, og i 1927 fik man med hjælp fra eksterne medvirkende stablet en symfonikoncert på benene. Men til Beethovens 9. symfoni behøvedes også et stort kor, og det fik DR først i 1931. 

I 1934 lykkedes det DR at lave en radiokoncert med Beethovens 9. symfoni. Den fandt sted i Odd Fellow Palæet i København, og dirigenten var Fritz Busch fra Tyskland, en højt beundret og humanistisk kunstner. For at understrege intensiteten i værket bad han alle korsangere om at lære værket udenad, så det kunne opføres uden noder i hånden. Busch udtalte begejstret efter koncerten, at DR’s radiokor var ”verdens bedste kor”.

Den aften sendte DR Beethovens 9. symfoni ud til alle i Danmark, der havde adgang til en radio. Det var en milepæl for den klassiske musik herhjemme. Symfonien havde været hørt før i København – første gang i 1856 – men ikke ret mange gange, og det var kun snævre kredse, der fik muligheden for at opleve det. Helt op i 1900-tallet var det desuden almindeligt, at man sprang sidstesatsen over ved danske opførelser, dels fordi man ikke kunne skaffe et ordentligt kor, dels fordi man stadig tumlede med, hvordan Beethovens uortodokse kæmpeværk skulle håndteres rent kunstnerisk. 

Efter radiokoncerten i 1934 opførte Fritz Busch symfonien flere gange, og hans sidste opførelse i 1950 er bevaret på en optagelse den dag i dag. Mange andre opførelser huskes også, ikke kun af de tilhørere, der har siddet i salen, men af radiolyttere over hele landet. Blandt de dirigenter, der har stået for Beethovens 9. symfoni ved koncerter med DR Symfoniorkestret, har været verdensnavne som Rafael Kubelik, Eugene Ormandy og Herbert Blomstedt. Senest blev symfonien opført i 2019 af Fabio Luisi, og som chefdirigent er det naturligvis også Luisi, der står for denne 100-års fejring af broderskabet, radioen og Beethovens guddommelige gnist.

Jens Cornelius