Manze & Sibelius’ 2.

I aften er der dansk premiere på et nyt orkesterværk af den islandske komponist Anna Thorvaldsdóttir: CATAMORPHOSIS.

Anna Thorvaldsdóttir (født 1977) er et verdensnavn blandt nutidens komponister, og hun betager altid sit publikum med sine visionære klange. De berører de mest dybtliggende sider af vores eksistens: selve Jorden, naturkræfterne og balancen mellem liv og død. Det gælder også for CATAMORPHOSIS. Titlen – der ligesom de fleste andre af hendes værktitler skrives med store bogstaver – er en sammensætning af ordene ’katastrofe’ og ’forvandling’. En ’katamorfose’.

CATAMORPHOSIS er komponeret i ét langt forløb på godt 20 minutter. Anna Thorvaldsdóttir fortæller selv om stykket på denne måde:

”Den grundlæggende inspiration bag CATAMORPHOSIS er det skrøbelige forhold, vi har til vores planet. Stykkets udtryk er karakteriseret af den svimlende følelse ved det faktum, at hvis situationen ikke bliver ændret, er det for sent – så risikerer vi at havne i ren ødelæggelse, i katastrofe.

Kernen i værket er en stærk fornemmelse af tidspres, der drives frem af kampen mellem helt modstridende kræfter: magt og skrøbelighed, håb og fortvivlelse, bevaring og ødelæggelse.”

Anna Thorvaldsdóttir fortæller, hvordan hun som regel når til et uafvendeligt punkt, når hun komponerer. Et punkt, hvor skabelseskræfterne selv tager over. Og i dette værk har det en særlig pointe, at der kommer et tidspunkt, hvor kræfter udenfor vores kontrol overtager styringen:

”I CATAMORPHOSIS blev vendepunktet i processen mere mærkbart, fordi det er forbundet med en udvikling, der har så voldsom indflydelse på vores liv og virkelighed. Fornemmelsen af en nødsituation lå på forhånd i musikken – sammen med håb og tro som en form for afbalancering. Den sindstilstand, der er nødvendig for at fokusere på at opretholde de afgørende elementer for liv på kloden, blev også i stigende grad vigtig og gav endnu et lag til inspirationen.”

Trods musikkens dystre indhold er håbet nemlig med hele vejen:

”CATAMORPHOSIS er et ret dramatisk stykke, men det er også fuldt af håb”, siger Anne Thorvaldsdottír. ”Måske kan vi et sted mellem det naturlige og overnaturlige, mellem utopi og dystopi, finde et bedre perspektiv og finde balancen i os selv og i forhold til den verden, der omgiver os.”

Jens Cornelius

Den amerikanske komponist Samuel Barber blev tidligt berømt for sin gribende ’Adagio for strygere’ – populært kaldet “Barbers Adagio”. Intens musik, der ikke umiddelbart lyder som musik fra midten af det 20. århundrede. Barber var nemlig konservativ, og meget af hans musik er bevidst tilbageskuende. Det gælder også et af hans andre smukke værker, Violinkoncerten fra 1939.

Violinkoncerten er et lyrisk stykke musik, som uden blusel holder fast i romantiske traditioner. En stilart, der dengang i 1930’erne ikke var forsvundet, især ikke i USA, hvor mange eksilerede komponister fra Europas gamle verden arbejdede videre, bl.a. den russiske romantiker Sergej Rakhmaninov og wienerkomponisten Erich Wolfgang Korngold. Den romantiske musik i USA levede godt og frodigt, også hos en ung komponist som Samuel Barber, der dengang stadig kun var i sine 20’ere.

Barber var en fremragende melodiker, og en melodisk rigdom gennemsyrer hele den meget smukke og vellykkede førstesats. Sjældent har en violin i det 20. århundrede fået lov til at spille så sangbar musik. Det er samtidig en indadvendt og intim førstesats – væk er koncertgenrens traditionelle poserende holdning og den konkurrencefyldte dynamik mellem solist og orkester. Barber fornyer samtidig den romantiske orkesterklang ved at gøre den mere gennemsigtig og med personlige idéer som f.eks. at erstatte harpen med et flygel, der giver en virkelig delikat effekt.

I den langsomme andensats spiller strygerne med dæmpere, og det indledende, hymniske tema præsenteres af en obo. Det samme sker i Brahms’ Violinkoncert, som Barber må have studeret grundigt. Men melankolien i Barbers andensats og musikkens voksende intensitet ligger især tæt opad hans egen berømte Adagio, komponeret få år tidligere.

Derefter går der et snit gennem Violinkoncerten. Sidste sats er hurtig, hæsblæsende og ganske kort. Barber betegner dens rastløse fremdrift som en ”moto perpetuo” (evighedsbevægelse), og denne nonstop-aktivitet er en gevaldig udfordring for solisten. En energisk, virtuos og virkelig effektiv finale med et strøg af wildwest-spillemandsmusik over sig!

Barbers Violinkoncert blev uropført i 1941, og det har taget ret lang tid for den at blive etableret i Europa, hvor man i 1900-tallet generelt var meget mere antiromantisk end USA. De seneste årtier har det smukke stykke nu også her omsider bidt sig fast.

Jens Cornelius

Sibelius’ Symfoni nr. 2 er noget af den mest berusende musik, den finske nationalkomponist skrev. Som en ustoppelig bevægelse udvikler symfonien sig frem mod sit mål. Bevægelsen sker, ved at Sibelius lader musikken vokse frem af små spirer, der ved første møde ikke synes af så meget. Som lytter ved man derfor ikke altid, hvor i musikkens forløb, man er – men det gør Sibelius! Og vi bliver manipuleret af ham til at miste fodfæstet, så han kan rive os med i sin musikalske vision.

Symfoniens 1. sats er et perfekt eksempel på Sibelius’ måde at fremtrylle musik. Han hælder elementerne ud på bordet, som om det var kviksølvdråber, der lidt efter lidt løber sammen og danner en større kugle. Det skaber en uimodståelig fremdrift, som varer ved gennem hele satsen, mens de mange smådele samler sig til en helhed.

Efter 1. sats trækker næste sats os ind i mørket. Sibelius associerede musikken til den scene i Mozarts opera ’Don Juan’, hvor man møder Døden i form af en uhyggelig stenstatue, og han satte nogle drømmelignende ord på, hvordan det opleves, når de dybe strygere i denne sats knipser på strengene. ”En gæst kommer ind. Jeg spørger ham mere end én gang, hvem han er”, digtede Sibelius. To fagotter slutter sig til, atmosfæren er mørk og klam. Det er Døden, der er kommet.

”Dødens tema” udvikler sig og bliver efterhånden aggressivt. Men så hører man motivet med omvendt fortegn: I sit manuskript markerede Sibelius dette tema som ”Kristus”, den lyse side. Sibelius lader ikke musikken falde ud til hverken mørkets eller lysets fordel. De to kræfter er der bare, som uomgængelige elementer i verden.

Også i 3. sats står modsætningerne uforløst mod hinanden. Det hurtige og dynamiske konfronteres med det langsomme og hymniske. Satsen går direkte videre til symfoniens finale, og denne glidende overgang er en fantastisk oplevelse, sikkert noget i retning af det, en pilot oplever, når han får sit fly til at lette. Med Sibelius ved roret løfter symfoniens slutning sig til en sand apoteose – et øjeblik af musikalsk triumf på guddommeligt niveau.

Jens Cornelius