Miraklernes sti

I 2005 blev den engelske komponist Joby Talbot bedt om at skrive et religiøst korværk til det engelske vokalensemble Tenebrae. Det var noget af et skifte for Talbot, der indtil da især havde komponeret tv- og filmmusik og arbejdet med pop/ rockmusik i forskellige genrer. Opfordringen kom efter han i 2002 havde skrevet sit første korstykke, og nu stod han så foran en kæmpemæssig opgave med det stort anlagte værk Path of Miracles – Miraklernes sti.

Joby Talbot kalder Path of Miracles for ”en pilgrimsvandring i musik”. Værket er i fire satser, som hver er opkaldt efter et af de fire hovedpunkter på den nordspanske pilgrimsrute, vejen til Santiago de Compostela, også kendt som Caminoen.

Værket vakte hurtigt opmærksomhed, og det er blevet opført i adskillige lande og indspillet på to album. Musikken er også blevet opført på selve pilgrimsruten ved de fire stop, der lægger navn til satserne.

I aften synges Path of Miracles for første gang i Danmark.


Et kys på Jakobs hoved
Siden middelalderen har kristne pilgrimme vandret ad den oldgamle rute mod kirken i Santiago de Compostela, hvor apostlen Jakob, en af Jesus’ disciple, ifølge legenden er begravet – Santiago betyder ”Sankt Jakob”. Da Joby Talbot havde aftalt at komponere værket, rejste han selv til Spanien for at opleve pilgrimsruten på egen krop. Han fortæller: 

”I løbet af de ti dage så jeg Pyrenæernes tågeskyer drive gennem middelaldergaderne i Roncesvalles; jeg måbede over de hårrejsende relikvier i Burgos; jeg så storkereder på kirketårnene i León, mens aftensolen væltede ind gennem de enorme blyindfattede ruder, og jeg så galiciske bønder høste deres marker med segl, som man har gjort det i tusind år.”

”Da jeg kom frem til Santiago, så jeg en flok franske teenage-pilgrimme, helt ekstatiske over at have klaret rejsen. De lavede en pyramide af deres rygsække og dansede rundt om dem, selv om politiet forsøgte at stoppe dem.

Jeg selv bøjede mig ned for at kysse hovedet af den lille statue af apostlen Jakob for foden af den centrale søjle på kirkens facade. Da jeg støttede mig til granitsøjlen, gled mine fingre ind i et håndgreb, formet af pilgrimmes hænder, der generation efter generation gennem mere end 900 år havde gjort præcis det samme som mig. Forbindelsen til fortiden var mærkbar. Det er følelsen fra det øjeblik, jeg har forsøgt at udtrykke i musik.”


Collage for 17 sangere
Path of Miracles er komponeret for 17 sangstemmer, og på visse tidspunkter i værket er musikken 17-stemmig, dvs. at hver sanger i DR Vokalensemblet synger sin egen individuelle stemme. Joby Talbot skaber et enormt klangligt spænd fra de mest ekstreme, rumlende bastoner og til sopranernes og tenorernes høje C’er. Undervejs hører man små klokker, crotales, der spilles af en af korsangerne.

I partituret lægges der også op til, at musikken kan opføres med en slags iscenesættelse, hvor sangerne bevæger sig rundt i lokalet eller på scenen. På den måde er musikken også et stykke vokalt teater – og en tour de force for et virtuost ensemble, der skal beherske et kæmpemæssigt partitur på over 200 sider.

Teksten i Path of Miracles er en collage sammensat af Robert Dickinson, som anvender bibelcitater og brudstykker fra middelaldertekster på forskellige sprog, bl.a. spansk, fransk, baskisk, galicisk og tysk for at illustrere, at pilgrimme fra mange lande vandrer mod samme mål. Undervejs hører man om helgenmyter, om gamle herberg og ulykker på ruten, om pilgrimmenes traditioner, håb og frygt, indtil man når til Santiago og “Verdens ende”, Finisterre, på den spanske vestkyst. Her brænder pilgrimmen symbolsk sine sko eller noget af sit tøj for at tilintetgøre sin hidtidige eksistens – tilværelsen som den var inden pilgrimsvandringen.


1. Roncesvalles
Roncesvalles er en lille by i Pyrenæerne, der ofte bruges som udgangspunkt for Caminoen. Her begynder musikken med mystiske, glidende toner, der langsomt samler sig til et fællesskab af pilgrimme. Vandringen er integreret i musikken, når sangerne på mange forskellige sprog efterhånden slutter sig til koret.

I satsens hoveddel hører man en teknik, Joby Talbot bruger i hele værket, nemlig ostinater: korte, gentagne motiver, som her symboliserer den lange rejse, der føles nærmest endeløs, men samtidig skaber den rytmiske fremdrift for både vandringen og fortællingen. Mellem tekstens collage af ord får man på engelsk fortalt sagnet om hvordan Jakob, der havde været i Spanien for at udbrede Herrens ord, vender tilbage til Jerusalem, hvor han dør som martyr. Men hans lig føres af havet til Spanien, hvor det skylles i land ved Finisterre på vestkysten udfor Santiago.


2. Burgos
Burgos er den ældste blandt Spaniens store byer, og pilgrimsruten passerer lige igennem den. I centrum står byens imponerende middelalderkatedral, og Joby Talbot lader pilgrimmene tage os med ind i kirken til en intens bøn.

Satsen er meget indadvendt og ruger over de mange prøvelser, pilgrimmene må gennemgå. Troen prøves af sygdom, overfald og brutal død, der understreger pilgrimsrejsens funktion som både kropslig og åndelig bodshandling. Værst er dog faren fra Djævelen, der gemmer sig, hvor man mindst venter det.

Joby Talbot lader ostinater fungere som dyster klokkekimen, der minder om klokkerne i Burgos-katedralen. Bønnen fuldendes til sidst på latin: “A finibus terrae ad te clamavi” (Fra Jordens ende kalder jeg på dig), der citerer ord fra Davids Salme 61 i Det Gamle Testamente.


3. León
Satsen begynder nærmest med et englekor, der melder om ankomsten til León, sidste stop inden Santiago. Det er en kraftig kontrast til de ængstelige bønner, der blev bedt i Burgos.

Talbot bruger ostinater i de høje stemmer som ledsagelse til fortællende melodier, der minder om gregoriansk sang. Alt klinger blidere end hidtil, og også teksterne afspejler håb, fordi pilgrimmene fortæller hinanden om de mirakler, der tidligere er sket undervejs på selvsamme støvede rute, de vandrer ad. Hver solbeskinnede dag på miraklerne sti bliver et jordisk billede på det Paradis, der venter pilgrimmene.

”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig” (Beate, qui habitant in domo tua, Domine; In saecula saeculorum laudabant te) synges der med et bibelcitat fra Davids Salme 84.


4. Santiago
Målet er nært. Og sidste sats begynder med samme tema, som man hørte i første sats, Roncesvalles. På engelsk hører vi beskrivelsen af det sidste stræk mod Santiago, hvor landskabet og klimaet langsomt ændrer sig, så vejret bliver koldere og bjergene lavere. Det går forløsende nedad, efterhånden som Santiago føles indenfor rækkevidde. Lettelsen vokser til en berusende glæde og dansende rytmer. Tekstforfatteren Robert Dickinson lader igen pilgrimmene slå over i den katolske kirkes sprog, latin, når de sætter ord på apostlen Jakob som deres ledestjerne:

     Jakob, lad os håbe på din gunst,
     og lad os give dig
     din velfortjente lovsang,
     som vi sandelig skylder
     så underfuld en fader.

Til sidst forsvinder musikken langsomt i styrkegrad, forsvinder også både i dybden og i højden, og hele vandringens ritual fordamper. Pilgrimmene bevæger sig nu, hver for sig, videre i en ny form for væren, sonet af prøvelsen og styrket af apostlen Jakob.

Jens Cornelius