Palestrina 500 år - i mesterens fodspor

Palestrina 500 år

Kun meget få komponister i musikkens historie har været så suveræne, at deres musik har dannet forbillede for andre komponister gennem hundredvis af år. En af de få, der på den måde er blevet udødelig, er den italienske komponist Giovanni Pierluigi da Palestrina. Han blev født for 500 år siden og står stadigvæk som et lysende musikalsk forbillede. Stilen, han komponerede i, kalder man i dag ”Palestrina-stil”, og den studerer komponister stadigvæk – for at lære af den. I anledning af 500-året for Palestrinas fødsel giver DR Vokalensemblet en koncert, centreret omkring Palestrinas nok mest berømte værk, Missa Papae Marcelli. Det bliver opført i en udvidet version for dobbeltkor, arrangeret af Palestrinas elev, Francesco Soriano. Ind i mellem satserne synger DR Vokalensemblet musik, skrevet mange hundrede år senere af komponister, der på forskellig vis udtrykker deres beundring for Palestrina og hans sublime kunst.

Palestrina & Soriano: Missa Papae Marcelli

Palestrinas Missa Papae Marcelli er en messe – det vil sige et værk, hvor teksten fra den katolske gudstjeneste er sat i musik. Sådan en messe består af faste hoveddele: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei. 

Principielt er teksten i alle messer ens, men da musikkens muligheder jo er endeløse, kan denne oldgamle tekst sættes i musik på uendeligt mange måder. Det vidste Palestrina alt om, for han komponerede over 100 forskellige messer til samme tekst.  

Palestrina levede på et tidspunkt, hvor den flerstemmige kormusik havde nået et højdepunkt af kunstfærdighed, og i anden halvdel af 1500-tallet var Palestrina kongen af denne stil. Hans musik er meget kompleks, men også krystalklar og ekstremt poleret. Hver eneste stemme og hver eneste tone er på sin rette plads og danner en fuldendt, perfekt afbalanceret helhed.  

Missa Papae Marcelli (Pave Marcellus’ messe) er komponeret i 1562. En del af denne messes berømmelse skyldes, at den fik betydning for kirkemusikkens historie. Ved den katolske kirkes årelange 'topmøde' i midten af 1500-tallet, Tridentiner-koncilet, var kirkens musik blandt debatemnerne. Tridentiner-koncilet ønskede at opbygge en styrket katolsk kirke som modtræk til Luthers reformation, der havde fejet gennem Nordeuropa. Et af målene for koncilet var at gøre kirkemusikkens budskab mere klart. Man mente, at tidens kirkekomponister havde udviklet musikken så langt, at tekstens fromme budskab forsvandt i kunstfærdig flerstemmighed.

Som 'svar' på denne teologiske kritik skrev Palestrina sin store Missa Papae Marcelli (i dag ofte bare kaldet "Marcellus-messen"), og musikken blev tilegnet den afdøde pave Marcellus 2. Med sin originale og samtidig pletfri udsættelse af den mest centrale liturgiske tekst beviste Palestrina, at man godt kunne kombinere tekstklarhed og katolske dogmer med fri kunstnerisk stil.

Sådan lyder historien i hvert fald ifølge en legende, der allerede få årtier senere bed sig fast. Palestrina blev set som en slags frelserfigur af den flerstemmige musik og som bannerfører for kunstens selvstændighed. I den rolle blev han hyldet, og den tyske komponist Hans Pfitzner skrev i 1917 sågar en hel opera, 'Palestrina', om denne superpræstation af kompositorisk kunnen, kristentro og politisk fingerspidsfornemmelse.

Palestrina komponerede messen for seksstemmigt kor. DR Vokalensemblet opfører ved denne koncert Marcellus-messen i en sjælden 'festversion', arrangeret af Palestrinas elev Francesco Soriano (1549-1620). Han har udvidet Palestrinas musik fra seks til otte stemmer, fordelt på to kor med hver fire stemmer – det man kalder dobbeltkor. Det giver mulighed for at skabe en 'stereo-oplevelse', der omkring år 1600 var meget efterstræbt i italiensk kirkemusik.

De to korhalvdele høres både skiftevis i dialog med hinanden og smeltet sammen til ét stort ottestemmigt kor. Der er mest dobbeltkor i satserne Gloria (Ære være Gud i det høje) og Credo (Trosbekendelsen), mens der er mindre brug af dobbeltkor i Sanctus (Hellig er Herren) og den afsluttende Agnus Dei (Guds lam, som bærer verdens synder). 

Francesco Soriano kunne forholdsvist nemt forvandle Palestrinas seksstemmighed til de mere spektakulære satser for dobbeltkor, men især i Sanctus-satsen tilføjer han selv en hel del 'oveni' sin læremesters musik. I sidste del, Agnus Dei, laver han en slags sammensmeltning i to ens 'vers' af Palestrinas todelte Agnus Dei I og II. Alt i alt er Francesco Sorianos udgave af Marcellus-messen en kreativ hyldest til en mester, han stræbte efter som forbillede gennem hele sin kirkemusikalske karriere.

Paola Prestini: Fratres after Palestrina

Den italienske komponist Paola Prestini (f. 1975) er blandt de mange nutidskomponister, der har Palestrinas musik med i bagagen. I sit korstykke Fratres kommer hun med en hyldest til sin renæssancekollega, samtidig med at hun giver en nutidig kommentar til kirkens fortællinger. Hun fortæller selv:

”Fra min opvækst har jeg mange personlige forbindelser til Palestrinas musik: barndomsminder om at være i kirke, senere fra min uddannelse til klassisk musiker og endelig fra min tid på Juilliard School i New York, hvor jeg underviste i kontrapunkt. At forbinde de oplevelser med min egen musik var meget spændende.”  

”Fratres er inspireret af Palestrinas motet 'Fratres ego enim accepi'. Jeg har ønsket at lave et sanseligt stykke, der giver fornemmelsen af livet i en kirke. For at frembringe det, er noget af musikken frit overladt til de medvirkende. Sangerne blander sig i teksten med hvisken og snak, der bliver kraftigere og mere utydelig, ligesom i Babelstårnet, hvor menneskene taler i munden på hinanden.”

Paola Prestini reflekterer også over Biblens fortælling om Den sidste nadver. Når apostlen Paulus i Korintherbrevet gengiver Jesu ord ved nadveren, er det på latin med tiltalen ”Fratres”, dvs. ”Brødre” (en vending, der ikke bruges i den danske bibeloversættelse). Paola Prestini giver stemme til dem, der ikke sad med ved bordet, nemlig kvinderne:

”Kvinder, der er til stede, men ikke sidder med ved bordet, er den gennemgående idé. Denne åndelige tilstedeværelse af en ekstra stemme går gennem hele stykket.”

Carl Nielsen: Tre motetter

Carl Nielsens Tre motetter fra 1929, som blev et af hans sidste større værker, er meget kraftigt inspireret af renæssancemusik. I de sidste år af sit liv fordybede Carl Nielsen sig i denne gamle stil. Hvis ikke han var død i 1931, da han stod midt i denne fase, havde han sikkert skrevet mere af samme skuffe.

Interessen for den gamle musik var på det tidspunkt en tendens i europæisk musikliv, og den blussede stærkt op hos Carl Nielsen, især efter han i 1928 hørte en koncert med det nystiftede danske kor Palestrinakoret. Koret sang overvejende renæssancemusik af bl.a. Palestrina, Orlando di Lasso og Clemens Non Papa.

”Carl Nielsen var meget optaget af navnlig Clemens Non Papas Vox in Rama', et mærkeligt og skønt stykke musik, og udtalte, at "det ville han egentlig gerne have skrevet!”, fortalte korets dirigent, Mogens Wöldike. Det førte til en aftale om, at Carl Nielsen skulle komponere et nyt værk, der kunne passe til Palestrinakorets repertoire. Et nyt værk i ånden fra de gamle værker.

Carl Nielsen gav sine tre motetter hver sin grundstemning: sorg, fred og taksigelse. Til den brug valgte han tre af Davids Salmer fra Det Gamle Testamente som sangtekster – i latinsk oversættelse, ligesom de gamle katolske komponister brugte latin som sangsprog.

På Det Kongelige Biblioteks læsesal studerede han gamle renæssancemanuskripter og skrev dem af for at blive dygtigere til kompositionsteknikken bag stilen. Mest stiltro er motet nr. 2, Dominus regit me (Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød), hvorimod den store motet nr. 1, Afflictus sum (Jeg er lammet og fuldstændig knust), rummer stærke modernistiske dissonanser. Den sidste motet, Benedictus Dominus (Lovet være Herren), er en smilende og optimistisk slutsats, der bestemt lyder mere af Carl Nielsen end af renæssancemusik.  

Undervejs med arbejdet skrev Carl Nielsen til sin kone Anne-Marie om netop denne fusion af sin egen stil og de gamle idealer:

”Jeg må ligefrem undertrykke mange evner i flere retninger for at komme op i et højere luftlag og nærme mig de gamle mestre som svæver der, rene og store, som ærkeengle ved himlens rand. Jeg efterligner dem egentlig ikke, men jeg efterlever dem.”

Matias Vestergård: MYS OG LØRKE

Til koncerten har DR Vokalensemblet bestilt ny musik af komponisten Matias Vestergård (f. 1989). Et værk, der markerer Palestrinas 500-års fødselsdag og samtidig giver DR Vokalensemblet et nutidigt dansk værk at synge.

Matias Vestergård er udover at være komponist også pianist, og han har desuden en fortid som korsanger. Hans nye korværk består af seks korte satser og har den finurlige titel MYS OG LØRKE. Han fortæller selv:

”Palestrinas musik står for mig som noget af den objektivt smukkeste musik overhovedet, og det har derfor været en speciel og lettere vanskelig opgave at tilnærme mig den i mit værk – jeg mindes et foredrag med [komponisten] Sofia Gubajdulina, hvor hun fortalte, at den vestlige musik nåede sit højdepunkt af skønhed med Palestrina, og at det kun var gået nedad bakke siden da!”

”Efter i nogen tid at have overvejet forskellige latinske tekster besluttede jeg i stedet for at arbejde med små digte fra Birgitte Krogsbølls fantastiske samling 'mys og lørke' fra 2022. De emmer af humor og naturpoesi, men også af en jordnær højtidelighed, og i arbejdet med dem har jeg følt, at jeg kunne finde ind til noget af den renfærdige ophøjethed, som for mig karakteriserer Palestrinas musik. 

Jeg har i mit værk især været inspireret af en konkret motet af den gamle mester, 'Vexilla regis', med dens kontraster mellem solostemmer og dybtliggende, inderlige harmonier. Referencer til hans berømmede kontrapunktiske væv findes også i anden sats’ dobbeltkanon og i de sidste sider af sjette sats.”

Jens Cornelius

Sopran
Anna Miilmann
Christine Nonbo Andersen
Jihye Kim
Anna Bæk Christensen
Malene Nordtorp

Alt
Rikke Lender
Hanna-Maria Strand
Maria Erlansson
Eva Wöllinger-Bengtson

Tenor
Adam Riis
Emil Lykke
Nils Greenhow
Rasmus Gravers Nielsen

Bas
Lauritz Jakob Thomsen
Jakob Soelberg
Marcel Slakonja
Daniel Åberg
Johan Karlström
David McCune