Sommerkoncert med DR Vokalensemblet & Phillip Faber
20. & 21. JUNI 2025
TRINITATIS KIRKE, KØBENHAVN
PROGRAM
Trois Chansons (1914)
Maurice Ravel (1875-1937)
• Nicolette
• Trois beaux oiseaux du Paradis
Solister: Anna Bæk Christensen, sopran; Hanna-Maria Strand, alt; Emil Lykke, tenor; Daniel Åberg, bas
• Ronde
Regn og Rusk og Rosenbusk (1991)
Bo Holten (f. 1948)
En Stemning (2025; uropførelse, DR-bestilling)
Veronika Voetmann (f. 1986)
Hvor Nilen vander ægypterens jord
Henrik Rung (1807-71)
Jeg bringer dig en lille vedbendranke (1988)
Pelle Gudmundsen-Holmgreen (1932-2016)
Helletused (1991)
Veljo Tormis (1930-2017)
Chansons Françaises (1945-46)
Francis Poulenc (1899-1963)
• Margoton va t’a l’iau
Solister: Anna Bæk Christensen, sopran; Emil Lykke, tenor
• La belle se sied au pied de la tour
• Pilons l'orge
• Clic, clac, dansez sabots
Solist: Jakob Soelberg Miskow, bas (La Père)
• C’est la petit’ fill’ du prince
• La belle si nous étions
• Ah! mon beau laboureur
Solist: Christine Nonbo Andersen, sopran
• Les tisserands
Varighed ca. 1 time og 15 min.


Koncerten sendes i P2 Koncerten tirsdag 24. juni kl. 19.20 og kan også høres i DR Lyd.
Om musikken
Maurice Ravel: Trois Chansons
Den franske komponist Maurice Ravel fylder 150 i år. Blandt hans mange forfinede kompositioner finder man et enkelt værk for kor: Trois Chansons (Tre sange). Det er tre korte eventyr i en naivistisk, men meget kunstfærdig stil. Den dobbelthed finder man i meget af Ravels musik, som balancerer elegant mellem uskyld og raffinement.
Ravel skrev selv sangteksterne til sine Trois Chansons. Den første sang, Nicolette, er en Rødhætte-historie, hvor pigen Nicolette bliver formanet om at vogte sig for ulven, men også for mændene. Trois beaux oiseaux du paradis (Tre smukke fugle fra Paradis) er en langsom sats med sopransolo, hvor en pige længes efter sin kæreste, der er soldat i krigen. De tre fugle har farverne blå, hvid og rød – ligesom det franske flag, Tricoloren. Det kunne ingen misforstå i 1915, da Ravel skrev musikken midt under 1. Verdenskrig.
Finalesangen Ronde (Runddans) slutter af som en humoristisk og bizar remse, hvor alle skovens sære og farlige væsener listes op i lynhurtigt tempo: Her er både varulve, lygtemænd, kentaurer, djinner og en hel masse andre mærkelige udyr – en del af dem har Ravel selv fundet på!
Bo Holten: Regn og rusk og rosenbusk
”Vort Jordliv er kun Regn og Rusk, en Nat, hvori vi græde! Vort Jordliv er en Rosenbusk med Solskin og med Glæde.”
Ord af den art kunne kun H.C. Andersen skrive, og man hører dem i Bo Holtens poetiske og virtuose korstykke Regn og rusk og rosenbusk, der er det første af koncertens H.C. Andersen-værker.
Bo Holten skrev musikken i 1991, og det er blevet et af hans mest udbredte korværker, opført på adskillige sprog rundt om i verden. Sangteksten er vers fra H.C. Andersen-eventyret ’De vises sten’, som Bo Holten har beskrevet som ”en mytisk fortælling om intuitionens og underbevidsthedens sejr over allehånde beregning”.
Musikken er komponeret, så fire af korsangerne træder frem som solister, ikke mindst en meget høj sopranstemme, hvis mest højtflyvende tone befinder sig hele tre toner over det høje C. Sopranen er den blinde pige, som Andersen fortæller om i sin filosofiske historie. Uden at kunne se verden forstår hun dens fulde skønhed gennem sin tro på Gud. Som modsætning står hendes brødre, der godt nok kan se med øjnene, men som snæversynet misbruger tilværelsen til egoistisk stræben.
Mod slutningen må verdens tummel vige til fordel for den blinde piges smukke salme om ”vort jordliv”. Vers, der handler om at finde sandheden ved at acceptere både det vidunderlige og det frygtelige i verden. For gennem livet, der leves i Gud, strømmer det, Andersen genialt benævner ”Kærlighedens elv” – modsætningen til at ”Enhver kun tænker på sig selv”.
Veronika Voetmann: En Stemning
Næste H.C. Andersen-værk er en uropførelse: et nyt stykke komponeret af Veronika Voetmann på bestilling fra DR Vokalensemblet. Veronika Voetmann er født 1986 og studerer komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun har haft en karriere som cellist, især indenfor folkemusik og musikteater, men har de senere år koncentreret sig om at komponere. I 2023 blev hendes orkesterværk ’Frostbitten’ udvalgt til den internationale ISCM-festival for ny musik.
Teksten til En Stemning er et vers, H.C. Andersen skrev i sommeren 1873, hvor han opholdt sig i Hamborg. En melankolsk tekst af den aldrende digter, der mediterer over livets forgængelighed som modsætning til hans rige indre liv. Veronika Voetmann fortæller om sit nye korværk:
”H.C. Andersen levede på mange måder et dobbeltsidet liv. Han var yderst anerkendt og beundret for sit forfatterskab, men levede samtidig en ensom og næsten uelsket tilværelse fyldt med tvivl på egne evner og angst for sygdom og død. Særligt hans dagbøger giver et indblik i hans mange bekymringer, helbredsproblemer og søvnløse nætter.”
”I dette værk bliver digtet ’En Stemning’ rammen. Fra digtet hentes enkelte ord og sætninger: “Jeg kan høre dem synge” og “Forsvind”, som sammen danner en bagvedliggende tekstur, der sætter digtet i et andet lys. De illustrerer en slags indre kamp i hovedet på Andersen, hvor tvangstanker til tider truer med at overtage sindet, og hvor idyl og kaos kæmper, eller måske nærmere sameksisterer.”
Henrik Rung: Hvor Nilen vander ægypterens jord
H.C. Andersens digt ’Gurre’ blev i 1800-tallet udbredt med musik af hans gode ven, komponisten Henrik Rung. Sangen har førstelinjen Hvor Nilen vander ægypterens jord og var tidligere meget velkendt og stod også i Højskolesangbogen. I dag høres den desværre kun sjældent.
Sangen fortæller om to svaler, der tænker tilbage på deres dejlige sommertid i Nordsjælland, hvor de holdt til ved Gurre Slot – slottet, der var hjemsted for den romantiske kærlighed mellem kong Valdemar Atterdag og hans Tovelille.
H.C. Andersen skrev digtet i 1842, få år efter at man havde gravet slotsruinen fri, og Rungs musik følger de ekkovirkninger, Andersen har indskrevet i teksten. Pointen er i hvert vers: ”Jeg tror, der er skønnest i Danmark”.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Jeg bringer dig en lille vedbendranke
150 år senere satte Pelle Gudmundsen-Holmgreen toner til et ganske lille vers af H.C. Andersen. Et af den slags lejlighedsdigte, Andersen skrev til sine bekendte, i dette tilfælde på et kort med en lille krans.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen var en stor fan af H.C. Andersen. Jeg bringer dig en lille vedbendranke har han sat helt enkelt i musik som en kanon. God nok til en klassisk koncert, og ikke sværere, end man kan synge den selv derhjemme!
Veljo Tormis: Helletused
Lyden af hyrder, der kalder på deres flok, var en del af barndommens musik for den estiske komponist Veljo Tormis (1930-2017). I Estland er Tormis en nationalfigur, fordi han insisterende kæmpede for at opretholde estisk musik og kultur i de fem årtier, hvor landet var annekteret af Sovjetunionen og truet af udslettelse. Estland overlevede og blev efter voldsomme omkostninger atter frit i 1991. Få år senere gik Veljo Tormis frivilligt på pension som komponist – fordi hans gerning var lykkedes.
Korstykket Helletused (Hyrdekald) bygger på spontane melodier, som blev sunget i 1800-tallet af en ung kvinde ved navn Aimo Tamm. Hun blev senere den første klassiske koncertsangerinde fra Estland. Hendes kald blev allerede anvendt i 1895 i en korsang af komponisten Miina Härmä med titlen ’Sangerens barndom’, og samme melodi bruger Veljo Tormis også i sit korstykke Helletused, som har undertitlen ’Barndomsminder’.
Veljo Tormis viser altså, hvordan estisk musik har dybe rødder, selv om undertrykkelsen af kulturtraditionerne var voldsom dengang i 1982, da han skrev det ordløse korstykke.
Francis Poulenc: Chansons Françaises
En af de virkelig originale korkomponister i 1900-tallet var franskmanden Francis Poulenc. Ikke alene havde han et umiskendeligt tonesprog med skønne, krøllede melodier og en harmoniverden fuld af både ømhed og personlighed. Han komponerede også for kor på en meget uortodoks måde. Det er faktisk ikke nemt at synge hans sange, selv om de kan lyde nok så frejdige.
Chansons françaises er en samling jordnære franske folkeviser, hvor der danses, drikkes, knokles og elskes. De blev skrevet lige efter afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor den patriotiske Poulenc var blandt de mange i det befriede Europa, der dyrkede en stærk glæde ved den nationale kultur.
Folkemelodierne er meget enkle, men Poulenc varierer sine korarrangementer vers for vers, så der foregår en udvikling, samtidig med at melodiens enkle kerne ikke forstyrres. Piller man for meget ved dem, forsvinder den robuste enkelhed nemlig. Poulenc afholder sig f.eks. fra at modulere rundt mellem tonearterne – dvs. at sangene bliver på samme sted, hvor de begynder.
Jens Cornelius
Dirigent

Phillip Faber
Phillip Faber behøver ikke megen introduktion – han er kendt af et stort publikum som vært på DR’s ’Den klassiske musikquiz’ og corona-tidens fællessangsprogrammer og for de mange år, hvor han var chefdirigent for DR Pigekoret. For sin indsats blev han i 2022 slået til Ridder af Dannebrog.
Phillip Faber er 40 år og uddannet som dirigent og komponist på musikkonservatorierne i København og Stockholm. Efter en tiårig periode som chefdirigent for DR Pigekoret arbejder han nu freelance som dirigent og komponist. Han har bl.a. dirigeret alle de danske symfoniorkestre, hvad man i foråret har kunnet følge i DR-serien ’Hvad nu, Phillip Faber?’.
Som komponist lavede han sidste år balletten ’Klods-Hans’ i et samarbejde med Dronning Margrethe. Han er på vej med endnu en ballet, der får premiere næste år på Det Kongelige Teater.
Kor

DR Vokalensemblet
DR Vokalensemblet er DR’s internationalt anerkendte kammerkor, hvis repertoire spænder helt fra middelaldermusik over barok og romantik til danske sange og helt nyskrevne værker.
Både store danske og europæiske komponister har skrevet musik specielt til DR Vokalensemblet, som er kendt for sin rene, nordiske klang. Flere af korets udgivelser har modtaget internationale priser og udmærkelser, bl.a. to amerikanske Grammy-nomineringer.
DR Vokalensemblets album ’Lux Aeterna’ med værker af Ligeti og Kodály blev modtaget med begejstring af anmeldere i indog udland, og nu følger det nyligt udkomne album ’O Listen’ – DR Vokalensemblets første udgivelse med chefdirigent Martina Batič – fornemt op på succesen. Albummet med værker af Else-Marie Pade og slovenske Uroš Krek får 4- og 5-stjernede internationale anmeldelser og beskrives bl.a. som ”Gribende, udtryksfuld musik; en unik lytteoplevelse” og ”Meget stærkt anbefalet” (Fanfare Magazine).
En af DR Vokalensemblets vigtige opgaver er at bringe kormusik og fællessang ud i alle dele af Danmark. Det sker hver sæson ved koncerter i små og store danske kirker og koncertsale, ved workshops og koncerter med lokale amatørkor.
DR Vokalensemblet turnerer også hyppigt i udlandet og har bl.a. flere gange være i USA, hvor ensemblet har et særligt samarbejde med Institute of Sacred Music, Yale University. Til august er DR Vokalensemblet inviteret til at give koncerter ved The Proms i London.
SANGERLISTE
Sopran
Anna Miilmann
Christine Nonbo Andersen
Malene Nordtorp
Anna Bæk Christensen
Christine Tofft
Alt
Rikke Lender
Hanna-Maria Strand
Linnéa Lomholt
Maria Erlansson
Tenor
Adam Riis
Emil Lykke
Tyler Ray
Kristoffer Appel
Bas
Lauritz Jakob Thomsen
Jakob Soelberg Miskow
Daniel Åberg
Johan Karlström
David McCune
Scenevært

Rie Koch
Koncertens scenevært er DR P2’s Rie Koch, der er en af de faste værter i P2 Koncerten, hvor hun bl.a. præsenterer DR Symfoniorkestrets Torsdagkoncerter for radiolytterne. På P2 er hun også vært i ’Klassisk weekend’ og ’Vingesus – gammel musik i nutid’.
Rollen som scenevært har hun udfyldt et utal af gange i meget forskelligartede sammenhænge, både i og udenfor DR – bl.a. ved P2 Kammermusikkonkurrence og Malko Konkurrencen for unge dirigenter.
Det er også Rie, der hvert år guider DR’s seere og lyttere trygt og kompetent igennem den traditionsrige Nytårskoncert fra Wien.
KOLOFON
Chef for DR Koncerthuset, Den Levende Musik og P2: Kim Bohr
Producent: Peter Tönshoff
Produktionsleder: Cecilie Honoré
Lydproducer: Gorm Larsen
Musiktekniker: Peter Bo Nilsen
Redaktør: Helle Kristensen
Design: DR Koncerthuset
DR's Koncertvirksomhed støttes af blandt andre
A.P. MØLLER OG HUSTRU CHASTINE MC-KINNEY MØLLERS FOND TIL ALMENE FORMAAL • AUGUSTINUS FONDEN • AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND • CARL NIELSEN OG ANNE MARIE CARL-NIELSENS LEGAT • BECKETT-FONDEN • SPORTGOODSFONDEN • KNUD HØJGAARDS FOND • AXEL MUUSFELDTS FOND • WILHELM HANSEN FONDEN • GANGSTEDFONDEN • VENNEFORENINGEN FOR DR’s KOR OG ORKESTRE


Koncerten sendes i P2 Koncerten Tirsdag 24. juni kl. 19.20 og kan også høres i DR Lyd.
DR Vokalensemblets sommerkoncert i P2 Koncerten
DR Vokalensemblets sommerkoncert sendes i P2 Koncerten tirsdag 24. juni kl. 19.20 og kan
også høres i DR Lyd. Find også mange andre unikke oplevelser med alt fra symfoniorkestre til kammermusik og kor. P2's værter giver dig indblik i, hvorfor netop aftenens koncert er værd at lægge øre til.
Hvad nu, Phillip Faber?
Phillip Faber kaster sig ud på dybt vand: Han vil være en dygtig orkesterdirigent.
Men har Mr. Fællessang det, der skal til? Kan han leve op til den massive hype, der klæber til hans navn?
Se dokumentarserien i 3 afsnit i DRTV.