Tausk & Sibelius’ 1.

I 2017 uropførte DR Symfoniorkestret og dirigenten Otto Tausk en ny cellokoncert, komponeret af Thomas Agerfeldt Olesen. Nu præsenterer Otto Tausk igen et nyt værk af Thomas Agerfeldt Olesen: en stor violinkoncert.

Et nyt orkesterværk fra en så original komponist som Thomas Agerfeldt Olesen er altid en begivenhed. Det er både over­raskende og frydefuldt at høre symfoniorkestret begive sig ud i de nye klangverdener, han har fundet. Fantasien og glæden ved at skabe er altid til stede i hans musik, og det samme er dens menneskelige nærvær.

Den nye violinkoncert varer cirka en halv time og er inddelt i kortere afsnit, som nærmest er limet sammen. Det begynder ”lyttende”, som der står i partituret, og hele første frase er et spørgsmål, der leder efter et svar. Musikken folder sig ud og kommer igennem mange udviklinger, kraftige udbrud og intenst solospil, inden den slutter ganske stilfærdigt. Som en udånding efter den kolossale energi, der er blevet udløst undervejs.

Thomas Agerfeldt Olesens violinkoncert har en meget usædvanlig baggrund, for den udspringer af en stor klaversonate, han komponerede i 2019. Sonaten er et eksperimentelt stykke, hvor pianisten undervejs holder en aktivistisk miljøtale på komponistens vegne. Hvordan hænger det sammen med den nye violinkoncert?

”Man er i en søgefase, når man skal skrive sådan et værk som en violinkoncert”, svarer Thomas Agerfeldt Olesen. ”Man afsøger de landskaber, man har fundet, og den musik, man har skrevet. Klaversonaten trængte sig på, og jeg fandt til sidst ud af, at det var fordi sonaten simpelthen lignede et forstudie til en violinkoncert. Det spor forfulgte jeg, da jeg begyndte at skrive.”

”Det var en spændende opgave at transformere et stykke musikteater, som min klaversonate delvist er, til ren instrumentalmusik”, fortæller han. Der er nemlig hverken miljøaktivisme eller flammetaler i violinkoncerten. Og som lytter skal man slet ikke forholde sig til, at violinkoncerten er ’fundet’ inde i klaversonaten. Alligevel har de to værker samme struktur, og meget af musikken går igen.

”De melodiske fund, de stilistiske sammenstød og det drama, der udfolder sig i klaversonaten, er bibeholdt i violinkoncerten”, forklarer Thomas Agerfeldt Olesen. ”’Oversættelsen’ kan man ikke lave på en nøgtern måde. Jeg måtte finde frem til den fornemmelse og den gestik, der ligger i ordene, og det har jeg forsøgt at indfange som farver i musikken.”

Thomas Agerfeldt har selv haft en karriere som cellist, hvad der præger hans cellokoncert fra 2017. Denne gang skulle han skabe et værk til en violinist, Simone Lamsma. Og det er blevet en virtuos udfordring for en virtuos solist. 

”Da jeg havde skrevet de første ti minutter, sendte jeg noderne til Simone. Og hun syntes faktisk, at det var lidt for nemt! Så jeg satte turbo på de tekniske krav for at vise, hvad violinen egentlig kan. Jeg har ikke holdt mig tilbage!”

Jens Cornelius

Den finske komponist Jean Sibelius skrev sin Symfoni nr. 1, da Finland slet ikke var et selvstændigt land. Dengang i 1898 var Finland et hertugdømme under Rusland, og et nyt russisk dekret i begyndelsen af året 1899 lagde op til en voldsom indskrænkning af selvstyret. Finnerne kunne se frem til en statistrolle på egen jord, hvor Rusland havde magten.

Symfonien var ikke fra begyndelsen tænkt som et musikalsk bidrag til selvstændighedsbevægelsen, men sådan blev den opfattet ved uropførelsen i Helsinki. I publikums ører var det heroisk musik, og indiskutabelt var det i hvert fald, at symfonien ikke lød som nogen anden symfoni. Her var et finsk bud på musik i den fornemste genre. Og musikkens særlige accent måtte vel komme fra Finlands landskaber, geografi, historie og kultur?

Man syntes, at her var det Finlands stemme, der talte. Og det patriotiske budskab bredte sig hurtigt, fordi Helsinki Filharmonikerne tog værket med på en lang Europa-turné og bl.a. spillede symfonien i Tivolis Koncertsal, bare halvanden uge efter den finske uropførelse. Symfonien er Sibelius’ længste, for der er meget, han gerne vil sige. Han giver sig god tid og bruger god plads til de mange idéer, i modsætning til hans meget koncentrerede musik fra de følgende årtier. Hans sidste symfoni, nr. 7, er således kun halvt så lang og kogt ind til en enkelt sats. Men tonesproget er allerede i Symfoni nr. 1 umiskendeligt for Sibelius: kraftfuldt, mystisk, enormt egensindigt og med en hypnotiserende magi, der suger lytteren ind i orkesterklangene.

1. sats viser fra første takt, at Sibelius var en symfonisk fritænker. Han lader symfonien begynde med en klarinetsolo, akkompagneret af en paukehvirvel. Højst usædvanligt! Det sætter scenen for en symfoni, der går uden om de musikalske standardløsninger, og på den måde symboliserer en oprindelighed, der ikke vil lade sig kue.

Ukueligheden er voldsom i førstesatsens kraftfulde, heroiske hovedtema. Her er en komponist, der selv vil bestemme. Og efter en hidsig kulmination på de dramatiske begivenheder i satsen, afslutter han lakonisk med to knipsede strygerakkorder – uden yderligere kommentarer.

2. sats begynder med et forsigtigt, spørgende tema i strygerne, der besvares af klarinetterne. Musikken vokser til en sørgmodig fantasi over spørgsmål og svar. Variationerne spirer organisk frem, motiver fra 1. sats glider ind i stoffet, og satsen kulminerer i en heftig storm. Til sidst falder musikken til ro med det samme tema, der indledte satsen.

Den korte tredjesats er en scherzo, der med sine hurtige, stampende rytmer kunne minde om en shamanistisk trancedans. Sibelius havde studeret folkemusik og gamle traditioner i Karelen, der ligger i det østlige Finland og rummer de ældste overleveringer fra den gamle finske kultur. Måske er det fortidens hedenskab, der afgiver et ekko her i en ny tids symfoni.

Finalen samler op på udspillet fra 1. sats. Det ensomme klarinettema, der begyndte hele symfonien, høres igen, men denne gang virker det anderledes. Det har forvandlet sig til en kollektiv røst i strygerne, og indtil de sidste kræfter kæmper temaet for at holde fællesskabet oppe.

Og så trækker musikken sig selv op i hårrødderne. Satsen samler sig i en smeltende, forløsende melodi, der både er en hymne og en følelsesrus. Sibelius bringer den op på et boblende kogepunkt i hele orkestret og kan til sidst, med suveræn selvsikkerhed, sætte punktum på samme måde, som han sluttede 1. sats – med to akkorder, der knipses af strygerne. Som en udfordring eller et provokerende spørgsmål til en vældig modstander: Mig kan du ikke skræmme.

Jens Cornelius