Rejse mod lyset

Rejse mod lyset

Velkommen til en kirkekoncert med DR Vokalensemblet, der med kirkemusik fra især 1500- og 1600-tallet tager os på en symbolsk rejse fra vintermørket mod lysere tider. Koncerten følger kirkeårets gang og begynder med musik, der fortæller om ledestjernen over Betlehem. Og den fortsætter med musik til den sidste af Bibelens fortællinger om Jesu fødsel, nemlig Jomfru Marias renselsesdag, hvor den nyfødte Jesus blev vist frem i templet. Den dag er også kendt som kyndelmisse, 'Lysenes messe'.

John Bull: Almighty God, which by the leading of a star  

Først et stykke musik, der handler om stjernen over Betlehem og dens tegn til menneskene om at samles ved krybben i stalden. Almighty God, which by the leading of a star er komponeret af den engelske komponist John Bull, der levede på Christian 4.'s tid omkring år 1600. Stykket er skrevet til gudstjenesten på helligtrekongersdag i den anglikanske kirke. Bulls smukke komposition fik en enorm popularitet i England og blev sunget overalt – det kan man se på de mange afskrifter, der blev lavet af noderne. Stykket fik også et kælenavn, nemlig ”The Star Anthem”.

Et anthem er en musikalsk genre i den anglikanske kirke, som ikke findes i den danske lutheranske kirke. Der er forskellige typer anthems, og Almighty God, which by the leading of a star er et såkaldt 'verse anthem', hvor der skiftes mellem en lille gruppe solister og det samlede kor. Sangerne bliver akkompagneret af orgel eller af gamber, som er forløberen for vor tids strygere violin, cello osv.  

Kyndelmisse og Mariæ renselse

2. februar er det kyndelmisse, som koncertens følgende stykker er knyttet til. Kyndelmisse er ikke længere en officiel helligdag i Danmark, for den blev afskaffet i 1770 og erstattet af storebededag – der heller ikke findes længere! Men kyndelmisse er stadig et punkt i kirkeårets kalender. På denne dag regnes halvdelen af vinteren for gået. Lyset er på vej tilbage, og det fejres med en velsignelse af nye kirkelys, heraf det latinske navn ”Missa candelarum” (Lysenes messe). Det engelske navn ”Candelmas” og det danske navn kyndelmisse ligger tæt på.

Dagen har også et andet navn: Mariæ (dvs. Marias) renselsesdag. Det skyldes, at Jomfru Maria som jødisk kvinde var regnet for 'uren' indtil 40 dage efter en fødsel og først derefter kunne møde op i templet og vise sin førstefødte frem, hvis det var en søn.

I Lukasevangeliet i Det Nye Testamente fortælles det, at Maria på den 40. dag tog sit barn med til templet i Jerusalem for at ofre to duer. Der blev hun mødt af en gammel, from mand ved navn Simeon. Helligånden havde fortalt ham, at han ikke skulle dø, før han havde set frelseren komme.

Simeon tog det lille barn i sin arme og sagde de ord, man senere har gjort til lovsangen Nunc dimittis, der i den katolske og anglikanske kirke bruges som afslutning ved aftengudstjenester: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”

Den tekst får vi at høre flere gange i løbet af denne koncert.

Thomas Tallis: Videte Miraculum 
Thomas Tomkins: Almighty and Everlasting God

En af Englands største renæssancekomponister, Thomas Tallis, skrev i 1575 et stort værk til at blive sunget ved morgengudstjenesten på kyndelmisse: Videte miraculum. Teksten er en lovprisning af Jomfru Maria – med vægt på hendes status som jomfru. ”Se miraklet: Herrens moder”, begynder teksten.

Tallis’ musik har en evne til nærmest at hypnotisere lytteren, og det bliver meget tydeligt i et monumentalt værk som Videte miraculum. Stykket er bygget på en gregoriansk melodi, der synges enstemmigt mellem de store afsnit for seksstemmigt kor.

Cirka et halvt århundrede senere satte den walisiske komponist Thomas Tomkins musik til en engelsk nadverbøn, der synges i den anglikanske kirke på Mariæ renselsesdag: Almighty and Everlasting God. Selv om musikstilen i 1600-tallet udviklede sig meget, holdt Tomkins fast i 'den gamle stil' for streng kirkemusik, som man brugte det i renæssancen. Tomkins’ kirkeværker blev alligevel vidt udbredt i England – og måske ligefrem reddet som sådan – fordi hans søn Nathanael i 1668 udgav en stor samling med 94 af sin fars anthems, bl.a. Almighty and Everlasting God. 

Johannes Eccard: Maria wallt zum Heiligtum
Heinrich Schütz: Herr, nun lässest du deinen Diener in Frieden fahren

De to næste værker er fra den tidlige tyske barokmusik. Begge stykker bruger gamle Simeons lovord til Jesusbarnet, “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred.”

I Maria wallt zum Heiligtum anvender komponisten Johannes Eccard (1553-1611) en tysk gendigtning af bibelcitatet. Vi befinder os nu i den lutheranske kirkemusik, der bruger andre genrer end den anglikanske. Eccards komposition er en såkaldt koralmotet, dvs. et stykke kormusik, bygget på en almindelig salme, som menigheden kender fra gudstjenesten.

Heinrich Schütz, den tidlige baroks største komponist i Tyskland, bruger også Simeons lovsang i en tysk oversættelse. Schütz lavede i hvert fald fire forskellige kompositioner til samme tekst. DR Vokalensemblet synger en udgave, der indgår i hans store sørgeværk 'Musikalische Exequien' fra 1636.

Musikalische Exequien var bestilt af adelsmanden Heinrich 2. Reuss, som var dybt religiøs og bekendt med Schütz. Begravelsesmusikken var skrevet til bibelcitater, og kisten var også bemalet med bibelcitater, som Heinrich 2. selv havde valgt på forhånd. En usædvanlig ceremoni med noget af den mest originale kirkemusik, der er komponeret i Tyskland i 1600-tallet.

Herr, nun lässest du deinen Diener in Frieden fahren er for dobbeltkor, dvs. at sangerne deler sig i to grupper for at kunne lave klanglige rumvirkninger og for at give komponisten flere retoriske muligheder. Schütz deler usædvanligt koret i en femstemmig del og en trestemmig del. Den trestemmige afdeling skal placeres adskilt fra den større gruppe, og de tre stemmer har endda fået individuelle navne: Sopranerne er ”Seraphim 1 og 2”, dvs. ”Engel 1 og 2”, mens barytonen i den trestemmige gruppe er ”Beata anima cum Seraphim” – den salige ånd, altså fyrst Heinrich, der føres til Himmelen af de to engle.

Amy Summers: Nunc dimittis 
Orlando Gibbons: See, see the Word

Koncerten slutter med at vende tilbage til den anglikanske kirkes musik. Den unge engelske komponist Amy Summers (født 1996) bruger Simeons lovord i den latinske udgave Nunc dimittis, som hun komponerede i 2020. Amy Summers arbejder især med kormusik og skriver i øvrigt musik til en hel del film.

Fra et nyt navn i engelsk kormusik springer koncerten til et af et store, gamle navne: Orlando Gibbons, der i begyndelsen af 1600-tallet var den mest berømte musiker ved det engelske hof. See, see, the Word is incarnate (Se, ordet er blevet kød) er et 'verse anthem', ligesom John Bulls Almighty God, der indledte koncerten. Det er komponeret omkring 1615 og er en kompakt opsummering af hele Jesu liv, lige fra fødslen til hans gerninger som voksen og hans korsfæstelse, død og opstandelse. På den måde kan man nærmest sammenligne See, see, the Word is incarnate med et engelsk korværk i den største skala, Händels oratorium 'Messias'. 

Orgelmusikken

Ved koncerten får vi også to orgelstykker at høre fra samme periode som korværkerne (hvilke stykker varierer alt efter den kirke, koncerten foregår i, fordi orglerne er ret forskellige).

Først Samuel Scheidt, der levede samtidig med Heinrich Schütz og var en komponist af samme høje statur. Scheidts orgelstykke Christe, qui lux est et dies (Kristus, som er lyset og dagen) stammer fra en udgivelse fra 1624, han kaldte 'Tabulatura nova'. Det er Scheidts største værksamling, hvor han viser sine utallige muligheder som orgelkomponist. Alene i Christe, qui lux est et dies udsætter han temaet som en hel række variationer. Temaet er en gammel latinsk hymne til brug i fastetiden.

Det stykke spilles i Frederiksborg Slotskirke og Sorø Klosterkirke, mens Allan Rasmussen ved koncerten i Trinitatis Kirke spiller et andet stykke af Samuel Scheidt, en Alamanda, hvor Scheidt leger med en folkelig dansemelodi, der bliver vendt og drejet gennem ti variationssatser.

John Bulls stykke In nomine bygger på en gregoriansk melodi, som han håndterer på bemærkelsesværdig vis. Gennem stykket skifter han taktart – først to takter i 4/4 og så en takt i 3/4 – hvad der tilsammen giver fornemmelsen af den højst usædvanlige taktart 11/4.

In nomine stammer fra en meget vigtig samling af tidlig engelsk musik fra omkring år 1600, kaldet 'The Fitzwilliam Virginal Book'. Fitzwilliam var navnet på den adelsmand, der i 1816 donerede det uvurderlige manuskript til Cambridge Universitet. 'Virginal' hentyder til et bestemt instrument, virginalet, der er i familie med cembaloet. Men det skal i denne sammenhæng ikke forstås helt konkret – musikken kan spilles på flere forskellige tangentinstrumenter, f.eks. på et orgel.

Jens Cornelius

Sopran
Anna Miilmann
Christine Nonbo Andersen
Jihye Kim
Anna Bæk Christensen
Malene Nordtorp

Alt
Rikke Lender
Hanna-Maria Strand
Linnéa Lomholt
Maria Erlansson

Tenor
Adam Riis
Emil Lykke
Nils Greenhow
Rasmus Gravers Nielsen

Bas
Lauritz Jakob Thomsen
Jakob Soelberg
Daniel Åberg
David McCune
Marcel Slakonja