Stemmer i Mørket

Til bod og bedring

Siden Adam og Eva forbrød sig mod Guds ord i Edens have, har vi alle været født som syndere. Deres synd gået i arv til alle senere generationer. Den er 'arvesynden', uanset om den enkelte begår syndige gerninger eller ej. 

Synd er et kerneelement i kristendommen. Men der findes heldigvis mulighed for at gøre bod, dvs. at forsøge at forbedre sig, selv om man er født som synder. Man kan f.eks. bede en bøn eller synge en salme, hvor der bliver sat ord på det ønske. Ved denne koncert synger DR Vokalensemblet musik, der er komponeret til bodssalmer fra Bibelen og til bodsvers skrevet af russiske munke.

Bodsmusikken passer til det tidspunkt på kirkeåret, vi befinder os i: fasten, som er de 40 dage, der går forud for påske. Den kristne faste går ikke som i islam eller i moderne sundhedsforstand ud på at holde sig helt fra mad gennem dagen, men at afstå fra goder som f.eks. kød og vin. Ved at faste holder man sig til det mest nødvendige. Fasten er en bodshandling, en selvpålagt anger, hvor man som kristen fokuserer på at blive et bedre menneske. Det gør musikken ved denne koncert til en meget intens og koncentreret oplevelse.

Orlando di Lasso: Bodssalmer

I Salmernes Bog i Det Gamle Testamente har syv af salmerne en særlig status som bodssalmer. Det er vers, der lader mennesket bekende sig som synder for Gud, og hver af de syv salmer er desuden knyttet til en af de syv dødssynder. Dødssynder er ikke en del af protestantismen, men hører hjemme i den katolske kirke.

På bestilling fra hertug Albrecht 5. af Bayern satte den store renæssancekomponist Orlando di Lasso alle de syv bodsalmer fra Salmernes Bog i musik som flerstemmige korværker. De blev samlet i et pragtmanuskript med titlen Psalmi Davidis poenitentiales (Davids bodssalmer), som er et af renæssancemusikkens mest imponerende bogværker. Musikken fylder to store illustrerede bind med i alt 400 sider, dertil kommer to bind med filosofiske kommentarer.

Først 25 år senere, da hertugen var død, fik Orlando di Lasso tilladelse til at musikken kunne udgives på tryk. Indtil da var det hoffets pragtstykke – hertugens helt private musik til andægtig brug.

DR Vokalensemblet synger de to første af bodssalmerne:
Domine, ne in furore tuo arguas me har tekst fra Salme nr. 6 i Salmernes bog: ”Herre, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din harme!”. Den næste, Beati quorum remissae sunt iniquitates, har tekst fra Salme 32: ”Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult”.

Den første bodssalme handler om den første og mest alvorlige dødssynd: hovmod. Det vil sige menneskets selvhævdelse, som i hele sin natur er et oprør mod Gud.

Den anden bodssalme er om dødssynd nr. 2, griskhed. Den umættelige trang til at besidde – som dermed er det modsatte af dyden barmhjertighed.

Orlando di Lasso tilføjer endnu et systematisk lag til sine bodssalmer, fordi de syv motetter om de syv dødssynder er komponeret i de syv første kirketonearter (de tonearter, man brugte før dur og mol blev helt dominerende i musikken). Den første bodssalme er i den første toneart, den doriske, mens den anden bodssalme er i den anden toneart, den hypodoriske. Og så videre.

Bibelens bodssalmer er ret lange, og det samme er Orlando di Lassos udsættelser af dem. De korteste varer cirka ti minutter, de længste op mod 25. Lasso følger tydeligt teksten, så hvert vers fremstår individuelt, og han lægger meget af sin sædvanlige flamboyante stil til side til fordel for et mere sparsomt, koncentreret udtryk. Det er helt i pagt med fastens fokusering på det mest nødvendige som vejen til bod. Målet er klart – som det lyder i slutningen af den første bodssalme: ”Herren hørte, da jeg bønfaldt ham, Herren tager imod min bøn”.

Schnittke: Bodsvers  

Der findes mange andre bodsvers end dem, der står i Salmernes Bog. Teksterne til Alfred Schnittkes korværk Bodsvers er skrevet af russiske munke i 1500-tallet. Schnittke satte musik til versene i 1988, og det blev til et stort værk på cirka tre kvarter.

Kompositionsåret 1988 var absolut ikke tilfældigt – det var nemlig 1000-året for kristningen af Rusland. På det tidspunkt i slutningen af 1980’erne var Sovjetunionen ved at smuldre, og nye politiske og kunstneriske stemmer var blevet umulige at undertrykke. En af de mest originale var komponisten Alfred Schnittke (1934-1998), der op gennem 1960’erne og 1970’erne havde været noget af en undergrundsfigur i Sovjetunionen på grund af sin kontroversielle musik. Det var heller ikke uproblematisk i Sovjetunionen, at han kom fra en tysktalende familie, der var jødisk på faderens side og volgatysk på moderens.

I de sidste år af sin eksistens gav den ateistiske stat Sovjetunionen religionen et større frirum, og i 1970’erne tilsluttede Schnittke sig den ortodokse kirke. Det åbnede endnu et rum i hans mangefacetterede kunst. Blandt hans enormt brogede beskæftigelse med forskellige stilarter finder man derfor også ortodoks kirkemusik. Musik, der forbinder Schnittkes modernistiske intensitet med den ortodokse kirkes ubrudte tradition gennem tusind år.

I de sidste år af sin eksistens gav den ateistiske stat Sovjetunionen religionen et større frirum, og i 1970’erne tilsluttede Schnittke sig den ortodokse kirke. Det åbnede endnu et rum i hans mangefacetterede kunst. Blandt hans enormt brogede beskæftigelse med forskellige stilarter finder man derfor også ortodoks kirkemusik. Musik, der forbinder Schnittkes modernistiske intensitet med den ortodokse kirkes ubrudte tradition gennem tusind år.

DR Vokalensemblet synger ved denne koncert syv af de 12 satser fra Schnittkes store værk. Det er musik, hvor ord og toner er meget tæt forbundet. Schnittke skriver musik med en tone pr. stavelse, der følger tekstens rytmik. Når ordene drejer sig om synd og anger, er musikken dissonerende, forknudret og mørk, mens omtalerne af håb og tilgivelse får musikken til at samle sig. Et godt eksempel finder man i slutningen af det 4. bodsvers, hvor kontrasten er maksimal: “Tænk på de evige kvaler, der venter de syndige” synges i dissonerende forvirring, men efterfølges brat af ordene “Stig op, min sjæl, og råb ud til alle: Nådige Gud, frels mig!”, der klinger i en strålende dur-treklang.

Det underliggende budskab i hele værket er, at klosteret – i overført betydning samfundet – er blevet tømt for åndelighed, fordi hele institutionen og alle dens beboere er blevet korrupte. Det er en lignelse med stor symbolsk betydning for Sovjetunionens tilstand i 1988. 

En særlig hentydning til fortidens stærkere tro hører man i det 6. bodsvers, der handler om en helgenmyte, der er central i den ortodokse kirke, men ikke kendes i den vestlige kirke: sagnet om drabene på to russiske prinser, Boris og Gleb, der omkring år 1015 blev slået ihjel af deres storebror Svjatopolk. Efter deres død blev de udråbt som det nykristnede lands første helgener, og på mange ortodokse ikoner ses de side om side som symboler på ægte fromhed.

Schnittkes 'Bodsvers' blev uropført i den russisk-ortodokse kirkes jubelår 1988, sunget af Det sovjetiske statskammerkor. DR Vokalensemblet har et historisk forhold til værket. I midten af 1990’erne, da musikken var ganske ny, opførte koret (dengang under navnet DR Radiokoret) mange gange hele værket under den daværende chefdirigent Stefan Parkman. Koret sang det også på koncertturnér til Tyskland, Holland, England og Canada og lavede også en indspilning for det engelske plademærke Chandos.

Jens Cornelius

Sopran
Anna Miilmann
Christine Nonbo Andersen
Jihye Kim
Anna Bæk Christensen
Cassandra Lemoine

Alt
Rikke Lender
Hanna-Maria Strand
Eva Wöllinger-Bengtson
Linnéa Lomholt
Maria Erlansson

Tenor
Adam Riis
Emil Lykke
Josef Hamber
Nils Greenhow
Rasmus Gravers Nielsen

Bas
Lauritz Jakob Thomsen
Jakob Soelberg
Daniel Åberg
David McCune
Adam Leckius