DR Symfoniorkestret vil inspirere en ny generation af musikere
Med projektet ’Mit instrument’ giver DR Symfoniorkestret og DR Musikariet unge talenter på sjællandske musikskoler mulighed for at komme ind i orkestrets verden og skabe nye musikalske fællesskaber.

DR Symfoniorkestret fejrer i disse uger 100-års jubilæum med koncerter, udsendelser og udgivelser, som når millioner af lyttere og seere verden over.
Men i forbindelse med jubilæet ønsker orkestret samtidig at styrke og løfte fremtidens danske musikliv, så orkestermusikken også kan stå stærkt i de næste 100 år.
Derfor skruer orkestret og DR Musikariet nu op for sit fokus på fødekæden i dansk musik gennem pilotprojektet Mit instrument, som skal bringe DR’s professionelle musikere tættere på børn og unge på landets musikskoler.
Gennem inspiration, samspil og personlige møder vil musikere fra DR Symfoniorkestret være med til at vække nysgerrighed og skabe grobund for et stærkere musikalsk fællesskab mellem de unge.
– Vi ønsker at dele den kærlighed til musikken, der driver os hver dag, og åbne orkestrets særlige verden for flere af de børn og unge, der spiller et instrument. Når man som ung får indblik i et levende musikalsk miljø fuld af dygtige og passionerede mennesker, kan det tænde noget helt særligt – og måske blive begyndelsen på et livslangt forhold til musikken, siger DR Koncerthuset chef Kim Bohr, som også er kunstnerisk leder for DR Symfoniorkestret.

Et ansvar for fremtiden
DR Symfoniorkestret oplever i disse år både international anerkendelse og stor opbakning fra publikum. Men bag succesen gemmer sig en alvorlig udfordring, idet både musikskoler, MGK og skolernes musikundervisning oplever en markant tilbagegang i børn og unges interesse.
Netop det er baggrunden for DR Symfoniorkestrets og DR Musikariets indsats for musikskoleelever, der på længere sigt skal danne grundlaget for den næste generation af musikere.
– Vi har alle et fælles ansvar for at holde musikken levende og i de kommende generationer, siger Kim Bohr.
– Mit instrument handler om at række hånden ud til de unge og skabe oplevelser, der kan inspirere, motivere og samle, frem for at fokusere på præstationer og konkurrence. Det er netop det, orkestermusikken kan lære os: at lytte til hinanden, spille sammen og skabe noget, der er større end os selv.

Musikere som rollemodeller
I Mit instrument besøger musikere fra DR Symfoniorkestret tre forskellige sjællandske musikskoler, hvor de fortæller om livet som professionel musiker og spiller sammen med eleverne.
Herefter samles de unge til to workshops i DR Koncerthuset, hvor de under orkestrets vejledning arbejder med fælles repertoire, deltager i gruppeprøver og får mulighed for at opleve samarbejdet og fællesskabet i et stort orkester.
Samtidig får alle deltagere mulighed for at overvære en prøve og en koncert med DR Symfoniorkestret for at opleve musikkens energi på scenen.
Projektet afsluttes med en koncert, hvor eleverne spiller for familie og gæster i DR Koncerthuset – for det at spille for et publikum giver musikken en ekstra dimension.

Et samarbejde på tværs af musiklivet
Den første fase af projektet ’Mit instrument’ er støttet af Beckett Fonden og gennemføres i samarbejde med Frederiksberg Musik- og Kulturskole, Hvidovre Musikskole og Kulturskolen i Roskilde.
Indsatsen skydes i gang i januar, hvor DR’s musikere første gang besøger musikskolerne, og fortsætter med workshops i DR Koncerthuset i februar og marts.
Initiativet bygger på et nyt samarbejde, som DR Symfoniorkestret og DR Musikariet siden foråret 2025 har udviklet sammen med musikskoleledere, konservatorier og musiklærere over hele landet i ønsket om at skabe en fælles indsats for at styrke talentudviklingen og gøre mødet med klassisk musik levende, relevant og tilgængeligt for flere børn og unge i hele Danmark.
Tilmeld dig DR Symfoniorkestret nyhedsbrev
Hold dig opdateret på DR Symfoniorkestret. Få nyt om koncerter og nyheder – og vælg selv de genrer, du vil høre mere om. Tilmeld dig nyhedsbrevet i dag.
Tilmeld nyhedsbrev


