Fortællinger

DR Symfoniorkestret

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

4 Minutter

Århundredets duft: Fabio Luisi skaber eksklusiv parfume til sit orkester

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi er en anerkendt parfumeskaber, og som 100-års jubilæumsgave har han blandet en særlig duft til orkestrets 106 musikere.

At være orkesterdirigent i verdenseliten kræver både hårdt arbejde, masser af forberedelse og mange rejser. 

Men for DR Symfoniorkestrets italienske chefdirigent Fabio Luisi går en international dirigentkarriere hånd i hånd med en stor og tidskrævende passion, som er lidt af et særsyn i musikbranchen. Han er nemlig professionel parfumeur og elsker at skabe særlige dufte, som han blander i sit eget laboratorium.

Det vil man snart kunne dufte i DR Koncerthuset i København, for her forærer Fabio Luisi sine 106 danske musikere en ny duft, skabt specielt til dem i anledning af DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæum.

Inspireret af musikerne og Koncertsalen

For Fabio Luisi er der intet mærkeligt i at kombinere sin karriere som dirigent med en passion for dufte og parfumer. Han synes nemlig, at de to ting er tæt forbundne:

Dufte fungerer lidt ligesom musik, fordi de går uden om intellektet og direkte til dine følelser. Når du dufter til noget, dukker en følelse, et minde eller en stemning op med det samme. Det er præcis det samme med musik, siger Fabio Luisi.

Derfor var det også naturligt for ham at skabe en ny duft i anledning af DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæum den 28. oktober:

Jeg bliver ofte inspireret af særlige situationer, rum eller personer, når jeg skaber nye dufte. Så den parfume, jeg forærer musikerne i jubilæumsgave, er inspireret af den særlige atmosfære i Koncertsalen og selvfølgelig af musikernes personlighed.

Både til mænd og kvinder

I DR Symfoniorkestret er musikerne spændte på at dufte til den nye parfume, som de modtager i jubilæumsgave i forbindelse med orkestrets 100-års fødselsdag den 28. oktober.

En af de musikere, der har været involverede i udviklingen af parfumen, er orkestrets klarinettist Klaus Tönshoff, der selv er parfumeentusiast:

Det har været en spændende proces at følge Luisis engagement og erfaring også på parfume-fronten. Luisi har ikke overraskende skabt alt andet end en crowd-pleaser. En unisex-duft, der lægger sig på huden og forandrer sig med brugeren i løbet af dagen. Først er den frisk og træagtig med en røget note, men efter nogle timer ændrer den karakter og får en mild vetiver-duft kombineret med sort peber. Det bliver pludselig en aften-duft, hvilket jo passer godt til et orkester. Efter 8 timer på huden minder duften mig om at være på et kulissemagasin eller en bagscene på et gammelt koncerthus. En lyst til at udforske.

Opkaldt efter komponist

Ud over at være inspireret af sine orkestermusikere og Koncertsalen, er Fabio Luisis duft også inspireret af den russiske komponist Alexander Skrjabin. Duften blev nemlig skabt, mens han og orkestret indspillede Skrjabins orkesterværker for pladeselskabet Deutsche Grammophon.

Jeg har valgt at kalde parfumen ’Joie Éclatante’, som betyder ’strålende glæde’. Det kommer fra et af Skrjabins værker, og det passer perfekt til duften. Både fordi duften er skabt i en festlig anledning, og fordi Skrjabin var en kunstner, som netop dyrkede sammenhængen mellem sanserne – fra toner til farver og dufte. Han drømte endda om at skabe et kæmpe-kunstværk, hvor både lyd, lys, dufte og farver skulle gå op i en højere enhed.

Om Fabio Luisis nye duft matcher DR Symfoniorkestrets personlighed og Skrjabins musik, vil kun musikerne selv kunne vurdere. Duften ’Joie Éclatante’ udkommer nemlig kun i et yderst begrænset oplag, som uddeles blandt musikerne, og er ikke kommercielt tilgængelig.

DR Symfoniorkestrets nye album med værker af Alexander Skrjabin udkommer fredag 24. oktober på Deutsche Grammophon.

Luisi dirigerer
Foto: BBC Chris Christodoulou

Tilmeld dig DR Symfoniorkestret nyhedsbrev

Hold dig opdateret på DR Symfoniorkestret. Få nyt om koncerter og nyheder – og vælg selv de genrer, du vil høre mere om. Tilmeld dig nyhedsbrevet i dag.

Tilmeld nyhedsbrev