Sæsonåbning: DR Vokalensemblet og P2 hylder en moderne mester
DR Vokalensemblet åbner koncertsæsonen med en hyldest til komponisten Arvo Pärt, som også fejres på DR P2 i anledning af sin 90-års fødselsdag.

Foto: Emilia Therese
'DR har nogle af verdens bedste professionelle korsangere', skrev Politiken forleden, da DR Vokalensemblet medvirkede i DR Symfoniorkestrets sæsonåbning.
Også den engelske avis The Guardian skrev for nylig om korets 'imponerende klarhed', mens the Times skrev om 'svævende velklang', da koret optrådte på BBC Proms i august.
I den kommende tid kan danske lyttere og koncertgængere opleve DR Vokalensemblet med egne ører, når koret åbner koncertsæsonen med en hyldest til den berømte estiske komponist Arvo Pärt i tre forskellige byer: København, Sorø og Værløse.
Samtidig markerer DR P2 komponistens runde fødselsdag i flere forskellige programmer samt direkte transmission af DR Vokalensemblets åbningskoncert.
Arvo Pärt 90 år
10. september: Værløse Kirke
11. september: Trinitatis Kirke, København
12. september: Sorø Klosterkirke
Dirigent: Alexander Lüken
Orgel: Hanne Kuhlmann
Fra outsider til kultstatus
DR Vokalensemblet har viet dette års sæsonåbning til komponisten Arvo Pärt, som fylder 90 år – en komponist, der gennem sit liv er gået fra at være en outsider i Sovjetunionen til i dag at være en af verdens mest elskede nulevende komponister.
Pärts liv og værk er tæt flettet sammen med Estlands dramatiske historie: Efter år i stilhed og fordybelse i middelalderens musik og den kristne tro fandt Pärt i 1970’erne sin helt egen stil med en klangverden af enkle toner, stilhed og en næsten tidløs skønhed. Det er denne musikstil, der har givet ham en helt særlig status i den kirkelige musiktradition – og enorm udbredelse verden over.
Moderne klassikere
DR Vokalensemblets sæsonåbning den 11. september præsenterer flere af Arvo Pärts hovedværker, som har fået klassikerstatus inden for det moderne repertoire: Summa fra 1977 er et strengt enkelt stykke, hvor musikken bygger på den kristne trosbekendelse. I The Deer’s Cry (2007) forener Pärt stærk bøn og musikalsk koncentration, mens Spiegel im Spiegel (1978) med sin unikke spejlvirkning er blevet et af hans mest elskede stykker.
Sammen med Pärts egne værker opfører DR Vokalensemblet og organisten Hanne Kuhlmann også musik af andre komponister, som har forbindelse til den estiske mester: Alfred Schnittkes Tre salmer forener ortodoks tradition og moderne udtryk. Esteren Lepo Sumera giver stemme til drømmen om frihed, mens den slovenske komponist Nana Forte i 2023 har skrevet The Bells, der er inspireret af Pärt og hans fascination af klokkeklang.
Live-transmission, podcast og programmer i DR Lyd
I forbindelse med Arvo Pärts 90-års fødselsdag bliver der også mulighed for at lære den berømte komponist bedre at kende gennem en række udsendelser på P2 og i DR Lyd.
Allerede mandag den 8. september kommer en ny episode af Hammers komponister, hvor Mathias Hammer går tæt på den estiske komponist og hans usædvanlige historie.
På selve fødselsdagen den 11. september er der fokus på Pärt i det populære morgenprogram 'Hej P2', hvor lytterne kan ønske værker af Pärt, dele deres oplevelser med musikken og meget andet.
Om aftenen sendes live fra Trinitatis Kirke i København, hvor DR Vokalensemblets koncert præsenteres af P2-vært Celine Haastrup.
ARVO PÄRT PÅ P2 OG I DR LYD
11. september kl. 8.30: Hej P2
11. september kl. 19.20: Koncerttransmission fra Trinitatis Kirke