Sensommersang på Bornholm og i DR Lyd: DR Vokalensemblet sang jubilæumssæsonen ind
Under ledelse af dirigent Carsten Seyer-Hansen varmede DR Vokalensemblet op til sin kommende 20-års jubilæumssæson med en turné til Bornholm. Korets første besøg i godt 13 år blev bemærket af både lokalpressen, TV2 Bornholm og P4 – og koncerten kan nu høres i DR Lyd.

Lyt til En sensommeraften med DR Vokalensemblet
Læs mere om DR Vokalensemblet sæson 2026-2027

Onsdag den 26. august sang DR Vokalensemblet i Sankt Nicolai Kirke i Rønne, og torsdag den 27. august fortsatte turnéen til Gudhjem Kirke. Der var fulde huse til begge koncerter, og publikum kunne opleve et stemningsfuldt sensommerprogram med nordiske korværker, kærlighedssange og folkelige melodier.

Udover koncerterne på Bornholm bestod turnéen også af en koncert i Trinitatis Kirke i København d. 25. august og Södra Åsums Kyrka i Sverige d. 28. august. Koncerten i Trinitatis Kirke kan opleves som P2-koncert med Celine Haastrup som vært – hør koncerten En sommeraften med DR Vokalensemblet i DR Lyd.

DR Vokalensemblets 20-års jubilæum begynder officielt d. 24. september med koncerten Myter & Ekko i Trinitatis Kirke i København. Samme koncert opføres også i Sorø Klosterkirke d. 25. september. Det er samtidig markeringen af DR Vokalensemblets 20-års jubilæum. I sine 20 års levetid er koret blevet anerkendt for sin rene, nordiske klang, og det har vundet en række internationale priser.

Siden 2023 har chefdirigent Martina Batič stået i spidsen for DR Vokalensemblet. Under turnéen på Bornholm blev koret dog ledet af Carsten Seyer-Hansen, som er kendt som dirigent for Københavns Drengekor og kantor i Københavns Domkirke.

Selvom DR Vokalensemblet til daglig har hjemme i DR Koncerthuset, er mødet med publikum i hele Danmark en vigtig del af korets virke. Omkring en fjerdedel af korets koncerter i den kommende sæson vil finde sted uden for København, hvor sangerne besøger kirker og festivaler over hele landet. Læs programmet for DR Vokalensemblets jubilæumssæson 2026/2027.

Koncerterne på Bornholm tiltrak sig opmærksomhed fra den nationale og lokale presse. Efter koncerten i Sankt Nicolai Kirke i Rønne lavede TV2 Bornholm Nyhederne et indslag med koret, hvor dirigenten præsenterede turnéen og programmet. Torsdag d. 27. august var fire sangere fra koret inviteret ind i P4 for at blive interviewet og synge ’Underlige aftenlufte’ af Carl Nielsen fra turnéprogrammet.
Tilmeld dig DR Koncerthusets nyhedsbrev
Hold dig opdateret på alt, hvad der sker i DR Koncerthuset. Få nyt om koncerter, presale, nyheder og eksklusive tilbud – direkte i din indbakke.




