Skolebørn fra Fyn og Sjælland holdt orkesterfest i DR Koncerthuset
Over 500 musikinstrumenter var med på scenen, da skolebørn fra seks fynske og sjællandske kommuner fyldte scenen i Koncertsalen side om side med musikere fra DR Symfoniorkestret. Koncerten var kulminationen på det landsdækkende projekt OrkesterMester, som arrangeres af Danske Musik- og Kulturskoler i samarbejde med DR Musikariet og landsdelsorkestre i hele landet.


De mange skoleelever, der deltog i OrkesterMesterFesten onsdag 12. juni, havde været tidligt oppe for at nå frem til dagens prøve, generalprøve og koncert. Her er det elever fra Egedal, der tager rulletrappen op til Koncertsalen. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Hele 150 fynske skolebørn fra fire forskellige skoler var taget til København for at medvirke i OrkesterMesterFesten, som var afslutningen på et års øvning i hver skoles eget orkester. Her varmer to af børnene op på deres instrumenter. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Fire 3. klasses elever fra Hørsholm holder pause i DR Koncerthusets foyer. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Der blev truttet, blæst og strøget på alle balkoner, da de i alt 450 skolebørn mødtes i Koncertsalen i et kæmpestort orkester. Her er det elever fra Hørsholm, der udgør en af trompetsektionerne. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Elever fra Hvidovre og Odense spillede med i orkestret på bl.a. saxofon og trombone. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Der blev ikke bare spillet, men også sunget af fuld hals undervejs i koncerten. Her ses børn og voksne fra Hvidovre. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Masser af strygere og blæsere måtte tage Koncertsalens tilskuerpladser i brug for at kunne spille med i koncerten. Her ses blokfløjter, tværfløjter, violiner og celloer fra alle de seks deltagende kommuner. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

På selve scenen var der rullet en lang række marimbaer ind, og på hver af dem kunne 3-4 børn og voksne spille med i orkestret. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Under hele koncerten sad 70 musikere fra DR Symfoniorkestret side om side med børnene på scenen. Her ses bl.a. orkestrets koncertmester Soo-Jin Hong. (Foto: © Flemming Bo Jensen, DR)

Sådan ser det ud fra bageste række, når et orkester på 500 musikere spiller løs på samme tid. OrkesterMester er en del af Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-27, og har derfor mulighed for at udvide den landsdækkende indsats til at inkludere 32 skolekor og -orkestre fra næste skoleår. OrkesterMestrene besøger igen i DR Koncerthuset d. 17 – 18 juni 2025. (Foto: © Flemming Bo Jensen)



