DR Korskolen fejrer 25 år med sangglæde, talent og fællesskab
Mange tusinde danske børn og unge har fået en unik indgang til sangens og musikkens verden i DR Korskolen, som fejrer 25-års jubilæum i foråret 2026 med koncerter, udgivelser og indsatser for korledere i hele landet.

Seriøst sjovt!
Sådan lyder mantraet i DR Korskolen, som siden 2001 har givet tusindvis børn og unge mod på at bruge deres stemme og kaste sig ud i musikkens verden – sammen.
Helt fra begyndelsen har skolen haft fokus på at gøre sangen til en naturlig og glædesfyldt oplevelse for sangerne i de tre kor – DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret. Men samtidig er korene kendt for deres høje kunstneriske niveau, hvor de unge sangere medvirker i professionelle koncerter, radio- og tv-produktioner sammen med DR’s øvrige ensembler og kendte danske og internationale kunstnere.
Det kan man opleve i en række sammenhænge i foråret 2026, hvor DR Korskolen markerer sit 25-års jubilæum ved at dele sangglæden med både publikum, skoler, samarbejdspartnere, lyttere og seere i hele landet – med en festlig jubilæumskoncert i DR Koncerthuset som kulminationen.
– Det unikke ved DR Korskolen er den legende tilgang til sangen og musikken og det stærke fokus på fællesskabet, som er en rød tråd gennem alle tre kor. Det er en gave, som skolen gennem de sidste 25 år har givet flere generationer af børn og unge med sig ud i livet, og vi ser frem til at fejre jubilæet gennem et forår, hvor vi deler sangen og musikken med ekstra mange – både publikum, skoler, samarbejdspartnere, lyttere og seere i hele landet, siger Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2
DR Korskolen 25 år
⚫︎ Nodeudgivelse fra 1. marts på drkoncerthuset.dk
⚫︎ Skolernes sangdag 27. marts kl. 10.30 på DR2 og i DR Koncerthuset
⚫︎ Koncert med DR Juniorkoret 26. april i Studie 2, DR Koncerthuset
⚫︎ Koncert med DR Børnekoret 7. maj kl. i Christians Kirke
⚫︎ Jubilæumskoncert 7. juni kl. 15 i Koncertsalen, DR Koncerthuset
⚫︎ EP udkommer i november 2026
Jubilæumskoncert med gæster og Oh Land-premiere
Højdepunktet i DR Korskolens jubilæum bliver en stor jubilæumskoncert i Koncertsalen den 7. juni, hvor alle tre kor – DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret – samles på scenen for at dele musikalske minder og højdepunkter fra DR Korskolens første 25 år – side om side med nye toner, hits og kendte sange.
Ud over skolens 200 nuværende sangere medvirker en række musikalske gæster, som alle er tidligere elever eller på anden måde har haft tilknytning til DR Korskolen: DR Pigekoret, vokalgruppen UngKlang og sopranen Anna Bæk, som har sunget i alle skolens tre kor og i dag er ansat i DR Vokalensemblet.
Specielt til jubilæumskoncerten har sangeren og sangskriveren Oh Land skrevet en ny sang til de tre kor i tæt samarbejde med sangerne selv, og denne eftermiddag har sangen premiere i Koncertsalen.
Koncerter for hele familien
I løbet af foråret vil der være flere muligheder for at opleve korene i DR Korskolen, første gang til DR Juniorkorets koncert den 26. april, hvor koret møder sangeren og sangskriveren Carlina de Place i DR Koncerthusets Studie 2.
Sammen stiller de skarpt på temaer som drømme, forelskelse, tvivl og sårbarhed, og der er grund til at glæde sig til at se de unge sangere folde sig ud i den særlige blanding af korsang og bodypercussion, som har gjort koret til et viralt hit med over syv millioner visninger på YouTube og sociale medier.
Et par uger senere, den 7. maj, er det DR Børnekorets tur til at synge sommeren ind med sange om venskaber, forår og livsglæde i den smukke Christians Kirke på Christianshavn.
Åbne prøver og nodeudgivelse
I spidsen for forårets tre koncerter med DR Korskolen er skolens leder og dirigent Susanne Wendt, som sammen med sin kollega Clara Smedegaard samtidig er kendt for at inspirere og motivere korledere i hele landet.
Hvert år åbner DR Korskolen nemlig dørene for alle korledere, dirigenter og musikpædagoger, som har lyst til at få indblik, hvordan man kan arbejde med børn og unge i en ’seriøst sjov’ ramme, hvor fællesskabet og sangglæden er i centrum.
I jubilæumsåret er der ekstra blus på de åbne prøver, som foregår i perioden 27.-31. januar med deltagere fra hele landet – fra Sønderjylland i syd til Hovedstadsområdet og resten af Sjælland, Fyn og Jylland, samt øvrige nordiske lande.
Samtidig forbereder DR Korskolen og DR Pigekoret en
udgivelse af korarrangementer fra korenes store nodesamling, som vil være frit
tilgængelig for kor i hele landet fra 1. marts.
Sangdag og EP-udgivelse
Bor man langt fra hovedstaden, vil der stadig være rig mulighed for at opleve DR Korskolen i forbindelse med skolens 25-års jubilæum.
Den 27. marts kan alle synge sammen med DR Børnekoret og Susanne Wendt, når DR2 sender Skolernes Sangdag med Solaf Masoud som vært direkte fra DR Koncerthuset – og allerede nu er DR Børnekorets øvevideoer klar til de skoler og familier, der vil øve sig på forhånd.
Sidst, men ikke mindst, er det planen at udgive en EP med alle tre kor i DR Korskolen, som vil være tilgængelig på alle større streamingtjenester til efteråret.



