Fortællinger

DR Symfoniorkestret

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

5 Minutter

Malko-vinder vender tilbage til DR Koncerthuset

Den unge dirigent Dmitry Matvienko, som vandt både 1. pris og publikumspris ved Malko Konkurrencen i 2021, vender tilbage til DR Symfoniorkestret og dirigerer to koncerter den 2. og 3. november.

"Det her kommer til at ændre mit liv."

Sådan sagde den dengang 30-årige dirigent Dmitry Matvienko, da han vandt DR Symfoniorkestrets internationale Malko Konkurrence i 2021.

Og det fik han ret i, for med Malko-sejren fulgte en lang række engagementer som gæstedirigent for førende orkestre i hele Europa, USA og Canada.

Nu vender Dmitry Matvienko tilbage til dirigentpodiet i DR Koncerthuset, hvor han skal dirigere det orkester, som førte ham til sejren i 2021. Det sker ved to koncerter den 2. og 3. november, hvor han får selskab af to internationale stjerner, brødrene Arthur og Lucas Jussen, på scenen i Koncertsalen.

Unge stjernesolister og kendt repertoire

Ud over gensynet med den unge dirigent på podiet byder ugens koncerter med DR Symfoniorkestret også på et gensyn med to endnu yngre kunstnere, nemlig de to hollandske brødre Arthur og Lucas Jussen.

"De taler samme musikalske sprog", konstaterede en begejstret anmelder i Politiken efter brødrenes seneste besøg i DR Koncerthuset. Allerede dengang havde de eksklusiv kontrakt med pladeselskabet Deutsche Grammophon, hvor de har udsendt hele otte album sammen.

Til koncerterne med DR Symfoniorkestret er det Poulencs dobbeltkoncert, der er på programmet, og koncerten byder også på musik af amerikanske John Adams og kendte toner fra Prokofievs balletmusik til Romeo & Julie, som er udvalgt og sammensat specielt til lejligheden af aftenens dirigent Dmitry Matvienko.

 

Nyudnævnt chefdirigent

Som vinder af DR Symfoniorkestrets Malko Konkurrence har Dmitry Matvienko haft fuld fart på karrieren de seneste år.

Ud over den anselige pengepræmie, som følger med en sejr i konkurrencen, fik han som Malko-vinder mulighed for et personligt mentorforløb hos juryformand Fabio Luisi, som er chefdirigent for DR Symfoniorkestret.

Men en mindst lige så vigtig gevinst for den unge dirigent var uden tvivl den omfattende liste med engagementer hos danske og udenlandske orkestre, som fulgte med sejren.

Det har været en stor glæde for os at se, hvor strålende det er gået for Dmitry Matvienko, siden han vandt vores seneste Malko Konkurrence.

Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, den levende musik og P2

Et af de orkestre, som bød den nye Malko-vinder velkommen på dirigentpodiet, var Aarhus Symfoniorkester, som Dmitry Matvienko dirigerede for første gang i 2022. Her fik han så stor succes hos musikere og publikum, at orkestret for nylig valgte ham som deres nye chefdirigent.

"Det har været en stor glæde for os at se, hvor strålende det er gået for Dmitry Matvienko, siden han vandt vores seneste Malko Konkurrence," siger Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2.

"I løbet af Malko Konkurrencen kunne vi tydeligt mærke, at vi her stod over for en dirigent med internationalt format. Men at Matvienko nu slår sig ned i Danmark som chefdirigent for vores kolleger i Aarhus Symfoniorkester, er virkelig et scoop for dansk musikliv. Det er glædeligt, at konkurrencen er med til at tiltrække nogen af verdens største talenter til landet på lang sigt – nu har vi to Malko-vindere som chefdirigenter for danske orkestre, da Aalborg Symfoniorkester har valgt den tidligere vinder Joshua Weilerstein som ny chefdirigent. Jeg ønsker begge orkestre tillykke og glæder mig meget til, at vi i denne uge igen kan byde Dmitry Matvienko velkommen hos os i DR Koncerthuset."

Matvienko & Romeo og Julie

Matvienko kan opleves med DR Symfoniorkestret og solisterne Arthur og Lucas Jussen i Koncertsalen:
Torsdag 2. november kl. 19.30
Fredag 3. november kl. 19.30

Koncerten kan høres i P2 og DR Lyd torsdag 2. november kl. 19.20

Begejsting i Aarhus også

Også i Aarhus er man begejstrede for, at Dmitry Matvienko nu kommer til Danmark på permanent basis. Jesper Nordin, der er musikchef for Aarhus Symfoniorkester, siger:

"Vi er i Aarhus Symfoniorkester meget taknemmelige for, at vi gennem Malko konkurrencen nærmest har fået leveret en så dygtig dirigent som Dmitry Matvienko på et sølvfad. At han så endda viser sig at have et format, der gør at vi nu kan ansætte ham som chefdirigent, er kun endnu mere fantastisk."

Dmitry Matvienko tiltræder som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester i august 2024.