Fortællinger

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

5 Minutter

I lære som musiker: Bag kulissen på 'Orkestret'

Der ligger mange timers forberedelse bag de scener, hvor skuespillerne er en del af symfoniorkestret i DR1’s komedieserie ’Orkestret’. Inden tv-optagelserne til både sæson 1 og sæson 2 har skuespillerne fået hjælp og tips af DR Symfoniorkestrets professionelle musikere.

Se eller gense de to sæsoner af 'Orkestret' her

Den ene er en succesfuld og populær førsteklarinettist. Den anden er en frustreret andenklarinettist.

De to hovedpersoner i DR1’s komediedrama ’Orkestret’ sidder side om side på deres orkesterpladser, mens dramaerne udspiller sig. Men i virkeligheden er rollerne tæt på at være omvendt: Caspar Phillipson, som spiller førsteklarinettisten, har aldrig spillet klarinet i sit liv, mens Frederik Cilius, som spiller andenklarinettisten, faktisk er uddannet som klassisk klarinettist.

For at løse udfordringen med de to skuespilleres meget forskellige kvalifikationer sendte instruktøren bag tv-serien bud efter DR Symfoniorkestrets klarinettist Klaus Tönshoff, som har erfaring med at undervise i blandt andet Tivoli-Garden.

– Det var lidt af en opgave at skulle få Caspar Phillipson på til at se ud som om, han spillede bedre end en kollega, der er professionel musiker i virkeligheden, men Caspar tog virkelig rollen på sig, fortæller Klaus Tönshoff.

Intens øvning

Det første stykke tid af forberedelserne af Sæson 1 måtte Klaus Tönshoffs undervisning af skuespillerne foregå på afstand, fordi hele landet var lukket ned på grund af corona.

– I starten, hvor vi ikke kunne mødes fysisk, måtte jeg sende øve-videoer, hvor jeg viste Caspar, hvordan han skulle bevæge fingrene til orkesterstykkerne i serien. Det gode var, at corona-lukningen gav ham mulighed for at øve flere timer om dagen. Han gjorde utroligt hurtigt fremskridt, fordi han ikke skulle passe andre store roller ved siden af øvningen.

Efterhånden fik Caspar Phillipson faktisk lært at spille de musikstykker, han spiller i serien, så han ikke bare skulle mime:

– Det var en stor fordel, at Caspar kunne noder i forvejen, så han selv kunne orientere sig i musikken. Han var også god til at lære det særlige kropssprog, som klassiske musikere kan have, så det ser overbevisende ud, når han spiller ved siden af de ’rigtige’ musikere i orkestret.

Klaus Tönshoff understreger dog, at der er lagt professionel lyd ind over alle musikklippene i ’Orkestret’:

– Det kræver mange, mange års øvning at blive klassisk musiker, så selvfølgelig kan en skuespiller ikke bare hoppe ind i et professionelt symfoniorkester. Men Caspar imponerede mig helt vildt, og jeg blev glad for at høre, at han har købt sin egen klarinet efter at vi indspillede serien, og at han er fortsat med at spille.

Hænder fra Tivoli-garden

Med i ’Orkestret’ er også en ung kvindelig klarinettist, som i Sæson 1 er elev af Frederik Cilius, mens hun i Sæson 2 er blevet hans kollega. Hun spilles af Emma Sehested Høeg, og her var opgaven noget anderledes for DR Symfoniorkestrets klarinettist Klaus Tönshoff.

– Elin, som er en vigtig birolle i serien, var jo i sæson 1 en ung studerende, så det skulle ikke virke lige så professionelt, når hun spillede, fortæller Klaus Tönshoff.

Da Emma Sehested Høeg ikke kan noder, måtte der dog tages andre midler i brug til de klip, hvor hun skal spille klarinet sammen med Frederik Cilius:

– Det skal jo forestille, at Elin er konservatoriestuderende og senere også professionel musiker, så hun skal altså spille ret svære stykker med hurtige passager – og hurtige fingerbevægelser. For at få det til at se rigtigt ud, fik vi hjælp af en elev i Tivoli-Garden, hvis hænder lignede Emmas, så vi kunne filme de passager med hendes hænder i stedet. Når vi så har close-ups af Emma, er det nemmere passager, hun spiller, fortæller Klaus Tönshoff.

Musikere som statister

Når man ser symfoniorkestret spille i tv-serien ’Orkestret’, er det næsten ikke til at se forskel på fiktion og virkelighed. Orkestret sidder nemlig i Koncertsalen i DR Koncerthuset og består primært af rigtige musikere fra DR Symfoniorkestret, der er med i serien som statister.

Men blandt de professionelle musikere er placeret en håndfuld skuespillere, som sidder med et ægte instrument og har lært at følge med i musikken.

Ifølge Klaus Tönshoff er der ingen tvivl om, hvor grænsen mellem virkeligheden og fiktionen går, selvom ’Orkestret’ udspiller sig i let genkendelige omgivelser:

– Jeg tror sagtens, seerne kan skelne mellem seriens fiktive orkester og virkelighedens DR Symfoniorkestret. Serien er meget langt fra virkeligheden, og jeg tror personligt ikke, der er mere ’saftigt’ i et orkester end på alle mulige andre arbejdspladser. Jeg har ret høje forventninger til ’Orkestret’, og jeg glæder mig over, at der er så meget god musik i serien – og at man kan streame soundtracket, som vi har indspillet i DR Symfoniorkestret.