Fortællinger

Skrevet af Kim Bohr

2 Minutter

Kære publikum

Velkommen til en ny koncertsæson, hvor vi sammen med en række fremragende gæstekunstnere hylder selve livet i al dets skønhed. Samtidig er det den første af to sæsoner, hvor vi kan fejre DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæum.

Der er sket meget i verden, siden DR blev grundlagt i 1925. Men visionen, som drev statsradiofoniens første leder Emil Holm dengang, lever stadig i dag.

Holm var selv operasanger og en pioner, som brændte for at give hele befolkningen, uanset social status og bopæl, adgang til musikkens og kulturens verden gen­nem det nye medie.

Det var afgørende for Holm, at den kunstneriske og tek­niske kvalitet altid var i top. ”Det bedste, kun det bedste!”, var hans målbevidste motto, og med hans vision blev de første spirer sået til vor tids DR Symfoniorkestret.

I de 100 år, der er gået, har orkestret og DR gjort den store, symfoniske musik levende og nærværende for alle, der har lyttet med. Fra den første tids lille gruppe musi­ kere på en enkelt radiokanal til i dag, hvor DR Symfoni­ orkestret sammen med DR’s øvrige kor og orkestre er tilgængeligt døgnet rundt på en mængde moderne medieplatforme – ledsaget af formidlende ord fra værter, eksperter og kunstnere.

Det har altid været musikken selv, der har været lede­ stjernen for DR Symfoniorkestret. Det høje ambitions­ niveau og brede vingefang, som har kendetegnet orke­stret lige fra begyndelsen, udspringer af et brændende ønske om at forløse musikken og skabe oplevelser, som rammer og inspirerer publikum, lyttere og seere på tværs af tid, sted og landegrænser.

Gennem alle årene har orkestret og DR konstant udvidet rammerne for, hvad man kan forvente af et medieorke­ster. Fra internationale gæstekunstnere og ambitiøse udlandsturnéer allerede fra 1930erne og 1950erne til vor tids internationale succes med priser, udmærkelser og turnéer, som har bragt dansk musik langt ud i verden – for ikke at tale det millionpublikum, der følger orkestret online og via DR’s medier.

Musikkens sprog er universelt, og den symfoniske musik kan afspejle livet og verden på en måde, som er unik i forhold til alle andre kunstarter. Derfor har vi i den første af de to koncertsæsoner, som dækker jubilæumsåret 2025, valgt en række storslåede værker, der favner og hylder selve livet i al dets skønhed – fra Mahlers livtag med kærligheden og naturen til Strauss’ ekstatiske tonemalerier, Sjostakovitjs skæbnekamp og storværket Carmina Burana.

Vi glæder os til at give musikken liv og dele den med jer i DR Koncerthuset – og en række europæiske koncert­ huse – i endnu en sæson. For én ting er nøjagtigt i dag, som den var for 100 år siden: Det er først i mødet med jer i publikum, at magien opstår.

På gensyn i DR Koncerthuset!

Kim Bohr, Chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2