Bo Kaspers Orkester
Vinterkoncert - matiné
Koncertsalen
17. november 2024 KL. 16.00
flere datoer
Bo Kaspers Orkester, et af Nordens mest roste livebands, besøger igen DR Koncerthuset, når de indtager Koncertsalen med Vinterkoncerten, der baserer sig på bandets julealbum "I denna mörka vintertid".
Efter Bo Kaspers Orkesters succesfulde turné i 2022, hvor bandet tryllebandt fyldte auditorier med deres anmelderroste koncert baseret på julealbummet "I denna mörka vintertid", er forventningerne til årets vinterkoncert høje. Du kan glæde dig til at opleve sangene fra julealbummet og bandets optræden, der er præget af en utrolig spilleglæde.
Det ikoniske jazzpop-band, bestående af frontmanden Bo Sundström som sanger og guitarist, bassist Michael Malmgren, trommeslager Fredrik Dahl og pianist Mats Schubert, har gjort karriere i mere end 30 år, hvor det undervejs er lykkedes dem at forny deres musik med en unik fusion af jazz, funk, pop, den svenske visetradition og soul.
Siden Bo Kaspers Orkesters dannelse i 90’erne har de cementeret sig som en af Nordens mest succesrige grupper, med anerkendelse der rækker langt ud over Sveriges grænser. I Danmark har de især vundet popularitet med hits som "I samma bil" fra 2006.
Vinterkoncerten bliver et glædeligt gensyn med det svenske orkester og en musikalsk aften fyldt med feelgood jazz, Bo Sundströms karakteristiske jazzcroon og et altid yderst velspillende orkester.