Duke Ellington 125 år
Koncertsalen
27. april 2024 KL. 20.00
DR Big Band hylder et af jazzens allerstørste ikoner, som ville være fyldt 125 år i 2024. Vær med, når bandet fylder Koncertsalen med toner af den amerikanske bigband-mester i originale arrangementer, ledet af Ellington-eksperten Peter Jensen og Charlie Young, som er leder af The Ellington Orchestra i New York.
Da Duke Ellington første gang gik i land i København i 1939, var han allerede en international stjerne. Der blev givet autografer og lavet nyhedsindslag om den amerikanske stjerne, som havde indtaget de mest eksklusive scener i New York med sit formidable orkester.
Ellington besøgte Danmark mange gange i løbet af sin karriere, og som en af jazzverdenens allerstørste personligheder kom han til at præge ikke bare den danske jazzscene, men hele jazzens udvikling – særligt indenfor bigband-genren.
Det er derfor en stor fornøjelse for DR Big Band at byde velkommen til en unik hyldestkoncert for den amerikanske mester, som ville være fyldt 125 år i år.
Vi har inviteret den danske Ellington-ekspert Peter Jensen til at dirigere og præsentere koncertens første del, som består af originale arrangementer af Duke Ellington spillet for den originale besætning i The Ellington Orchestra.
I koncertens anden del kommer amerikanske Charlie Young på scenen for at lede DR Big Band gennem flere originale Ellington-perler arrangeret for fuld bigband-besætning. Young er i dag leder af The Ellington Orchestra i New York, som han overtog efter Duke Ellingtons søn, Mercer Ellington.
Aftenens æresgæst er Duke Ellingtons barnebarn, Paul Ellington, som er født og opvokset i Danmark og stod i spidsen for The Ellington Orchestra i årene 1996-2006.
© Herman Leonard Photography, LLC
Kunstnere

Peter Jensen
Dirigent

Charlie Young
Dirigent

Paul Ellington
Medvirkende
