MARIE & CARL
EN KÆRLIGHEDSHISTORIE I ORD & TONER
Koncertsalen
25. februar 2024 KL. 20.00
Dyk ned i billedhugger Anne Marie Carl Nielsen og komponist Carl Nielsens utrolige liv, ægteskab og karrierer, når skuespiller Lotte Andersen, strygekvartetten LiveStrings og pianist Nicolai Kornerup vender tilbage. Den gribende koncertfortælling kan denne gang opleves i Koncertsalen, efter den i foråret 2023 var opsat for et komplet udsolgt Studie 2.
”Marie og Carl, Danmarkshistoriens bedste kærlighedshistorie!” udtalte Gry Jexen, historiker og forfatter, om Lotte Andersens og LiveStrings koncertfortælling.
Historien om den anerkendte billedhugger Anne Marie Carl Nielsen og hendes mand Carl Nielsen vender tilbage, når den succesfulde koncertfortælling fra foråret 2023 genopsættes. Mange kender til Carl Nielsens musik og synger veloplagt med på ’Jens Vejmand’ og ’Solen Er Så Rød Mor’. Men de færreste kender til Anne Marie Carl Nielsens værker, der bl.a. tæller rytterstatuen af Christian 9. på Christiansborg Ridebane, og endnu mindre til den forskel, hun har gjort for kvindelige billedkunstnere i eftertiden. Det er en helt unik oplevelse, når skuespiller Lotte Andersen fortæller århundredets kærlighedshistorie, hvor oplæsningen af kunstnerparrets personlige breve behændigt flettes sammen med en vifte af Carl Nielsens mange vidunderlige kompositioner fremført af LiveStrings og Kornerup. Både i de traditionelle udgaver vi kender og elsker, men også i helt nye arrangementer – tilsat ensemblets kærlighed for både det nordiske og det østlige.
I 2013 blev ægteparrets dagbøger og et hav af personlige breve offentliggjort. Skuespiller Lotte Andersen læste samtlige 1000 breve mellem Carl og Marie og blev fascineret af kunstnerne, deres kærlighedshistorie og den tankevækkende ligestillingskamp, der udspiller sig imellem dem for over 100 år siden. Derfor skrev hun brevromanen Carl & Marie - i Kunst og i Kærlighed, udgivet på Gyldendals forlag. Sammen med LiveStrings, anført af Live Johansson og Nicolai Kornerup, har de skabt en forestilling, der tager udgangspunkt Anne Marie Carl Nielsens liv og hendes møjsommelige kamp for at blive kunstner og gøre karriere i et Danmark, hvor der hverken er stemmeret eller kunstskoler for kvinder.
LiveStrings fremfører Nielsens kompositioner, der tæller både satser fra hans følelsesladede strygekvartetter, samt de folkelige sange, vi er vokset op med, og som lever i bedste velgående. Repertoiret favner både det sprudlende og melankolske - og det hele bliver fremkaldt med strygekvartetten LiveStrings og pianist Nicolai Kornerups varme lyd.
Forestillingen efterlader publikum med en rørende beretning om et ægteskab i medgang og modgang, men også en relevant og vigtig historisk indsigt i et kunstnerliv og noget så enestående som en kreativ karrierekvinde anno 1900, med klare paralleller til vores liv i 2023/24. Som Mathias Hammer, musikformidler, radio- og TV-vært beskrev det: ”Marie & Carl er en gribende, helstøbt og vigtig koncertforestilling. En historie om kærlighed, kønsroller, kunstneriske ambitioner, utroskab, svigt og smerte. Musik og ord smelter sammen til en højere enhed. Alle bør opleve ’Marie og Carl’”.