La Belle Époque
Med Cæcilie Norby og Danmarks Underholdningsorkester
Koncertsalen
02. marts 2025 KL. 20.00
En af den europæiske kulturs mest frugtbare perioder får helt nyt liv, når Cæcilie Norby og Danmarks Underholdningsorkester kaster deres fælles kærlighed over den skønne og melankolske musik fra La Belle Époque (1870-1915) i Koncertsalen.
Paris var fra ca. 1870 til 1915 det farverige epicenter for den europæiske kulturhistories periode, vi i dag kender som La Belle Époque. Perioden var en brydningstid med en eksplosiv ungdommelig nysgerrighed og et stort kunstnerisk vovemod, som især kom til udtryk gennem den musik, der blev skabt af komponisterne Ravel, Debussy og Satie.
De tre komponister har haft stor indflydelse på både kompositionsmusik, jazz og populær musik, og deres musik lyder lige så frisk og aktuel i dag, som den gjorde for mere end hundrede år siden.
Cæcilie Norby og Danmarks Underholdningsorkester har valgt at kaste deres fælles kærlighed på den skønne og melankolske musik fra La Belle Époque, hvor melodier fra perioden danner udgangspunkt for et helt nyt værk for sangsolist, kammerorkester og jazzensemble.
Jazzdronningen Cæcilie Norby skriver sangtekster til melodierne, som sættes ind i en ny musikalsk ramme med hjælp fra den Grammy-nominerede komponist og arrangør Peter Jensen.
Både Norby, Underholdningsorkestret og Jensen har dybt kendskab til og erfaring med at nedbryde genreskel og dermed fusionere forskellige musiktraditioner – ikke mindst på tværs af den klassiske og rytmiske musik.
”La Belle Époque er nostalgi, skønhed, melankoli og sange, der går på tværs af genrer og kunstarter. Det er en udsøgt fornøjelse at genskabe lidt af den kreative eksplosion, der fra Paris gav genklang over hele verden, så det stadig kan mærkes i dag,” fortæller Cæcilie Norby.