Zigeunerlieder
Studie 2
21. marts 2025 KL. 20.00
Drømmen om det frie og vilde sigøjnerliv inspirerede romantikkens komponister til at skrive noget af deres bedste musik. Her kan du opleve Brahms’ ’Zigeunerlieder’ og Schumanns ’Zigeunerleben’ med DR Vokalensemblet og dirigent James Sherlock i DR Koncerthusets Studie 2, side om side med udtryksfuld kormusik af den ungarske mester Zoltan Kódaly.
Der er fuldt blus på følelser og farver, når de store romantiske komponister skildrer sigøjnernes frie liv – langt fra 1800-tallets borgerlige normer og begrænsninger.
Brahms’ og Schumanns sigøjner-inspirerede sange er glansnumre for enhver lidenskabelig sanger eller pianist. Stærke melodier og dansende rytmer gennemstrømmer musikken, mens teksterne fortæller om brusende floder, ulykkelig kærlighed, lejrbål, utroskab, spåkoner, stjernehimle – og smukke brune øjne.
Denne aften kan du opleve DR Vokalensemblets sangere folde sig ud i det farverige repertoire sammen med den engelske dirigent James Sherlock, som akkompagnerer de romantiske værker og dirigerer aftenens program.
Har man sagt sigøjnere, har man også sagt Ungarn – i hvert fald i musikkens verden. Den store 1900-tals komponist Zoltan Kodály fortæller i sine Matra billeder om en ægte slyngel, som holder til i den vilde ungarske natur – fortalt gennem traditionelle ungarske folkemelodier.
Også hans Transsylvanske klagesang for klaver er stærkt farvet af lidenskab og vildskab, præcis som i romantikkens hede sigøjnerdrømme.
Program
Brahms
Zigeunerlieder
Schumann
Zigeunerleben
Kodály
Matra billeder
Kodály
Transsylvansk klagesang
Kunstnere
James Sherlock
Dirigent
DR Vokalensemblet
Kor