Dreamers’ Circus Xmas 2026
Featuring Sofia Karlsson & Ale Möller
Koncertsalen
17. december 2026 KL. 20.00
Dreamers’ Circus’ traditionsrige julekoncert står i år i de blå-gule farvers tegn, når scenen ryddes for en kærlig hyldest til den svenske jul. For at sikre den helt rette "Öresunds-vibe" har trioen allieret sig med to svenske sværvægtere.
Den levende legende og multiinstrumentalist Ale Möller og den fænomenale visesangerinde Sofia Karlsson har begge igennem årtier sat et tydeligt præg på den svenske musikscene.
Möller som den ustoppelige opfinder og traditionsbryder, Karlsson som en af Sveriges stærkeste sangfortolkere med nærvær, tyngde og den sjældne evne til at få et helt rum til at lytte.
Men bare rolig - selvom der flirtes heftigt med broderlandet, åbnes døren også til Dreamers’ eget krøllede musikunivers og andre gode sager, der intet har med knækbrød at gøre. Vi lover en aften med masser af magi, når de fem musikere blander svensk folkemusik-adel med udsyn og eksotiske krydderier.
Det bliver smukt, det bliver medrivende, og det bliver (måske) den eneste gang i år, hvor vi danskere frivilligt overgiver os til svenskerne. Velkommen til en julekoncert, der slår bro over Sundet.
opdag mere
Program
Varighed 2 timer (Inkl. 30 minutters pause)
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.


