REXEN
Studie 3
31. oktober 2026 KL. 21.00
REXEN har optrådt på bl.a. Roskilde Festival, SPOT Festival og Copenhagen Jazz Festival og på scener verden over - nu kan du opleve ham i Studie 3.
I en tid, hvor mænd ofte reduceres til et problem i den offentlige debat, undersøger REXEN maskulinitet, ansvar og kærlighed på albummet ‘The Chauffeur’. Som erklæret feminist og kritiker af toksisk maskulinitet retter han her også en kritik mod det, han oplever som toksisk feminisme og en forsimplet, polariseret kønskamp. Albummet kredser om beskytterrollen og prisen ved altid at være den, der tager over.
Titlen ‘The Chauffeur’ udspringer af noget helt konkret: REXEN elsker at køre bil. For ham er chaufføren en simpel, men afgørende figur, der siger: “Jeg tager over. Jeg skal nok få dig fra A til B.” I kunstnerisk forstand ser REXEN det at skrive og fremføre musik som netop den rolle.
‘The Chauffeur’ er skabt med tid, ro og respekt for håndværket og tænkt som en helhed, hvor lyd, rum og nærvær er lige så vigtige som sangene selv. I Studie 3 i DR Koncerthuset får publikum mulighed for at opleve dette univers helt tæt på.
Program
Varighed 1 time og 30 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
