Suisse Romande Orkestret
Koncertsalen
20. marts 2026 KL. 19.30
Den georgiske stjernepianist Khatia Buniatishvili vender tilbage til DR Koncerthuset, denne gang som solist i Brahms’ Klaverkoncert nr. 2 med det schweiziske Suisse Romande Orkestret. Dirigenten Jonathan Nott fremhæver kontrasterne i Iberts farverige rejsebreve Escales, og i Ravels forførende klassiker Bolero.
”Jeg har skrevet en meget lille og skøn klaverkoncert” Sådan beskrev Johannes Brahms sin anden klaverkoncert til Clara Schumann. Brahms havde en tendens til underdrivelser, for den ”meget lille klaverkoncert” er i virkeligheden et enormt musikalsk drama for klaver og orkester. Det er musik med et enormt spænd, fra det ildfulde og tordnende til det intime og lyriske, og alt derimellem.
Her kan du opleve klaverkoncerten med den georgiske stjernepianist Khatia Buniatishvili og Suisse Romande Orkestret, som også spiller Ravels berømte Bolero – en klassiker, der viser orkestret fra dets blideste og mest forførende side op til det medrivende højdepunkt, godt et kvarter senere.
I den franske komponist Jacques Iberts Escales blæser en lun brise. Han blev inspireret til værket efter at have rejst rundt om Middelhavet i årene efter Første Verdenskrig, og i musikken skildrer han steder og stemninger fra rejserne. Første sats er fyldt med italiensk solskin og eventyrlyst, mens i anden sats høres en melodi, Ibert hørte på sin rejse i Tunesien. Til sidst henter han kastagnetterne frem, med et fyrigt musikalsk portræt af den spanske havneby Valencia.
Program
Varighed 2 timer (Inkl. 30 minutters pause)
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
Brahms
Klaverkoncert Nr. 2
Ibert
Escales
Ravel
Bolero
Kunstnere

Suisse Romande Orkestret
Orkester

Jonathan Nott
Dirigent

Khatia Buniatishvili
Klaver