DR Big Band & Joe Lovano
Koncertsalen
06. februar 2027 KL. 20.00
En af vor tids største saxofonister lander i Koncertsalen til et intenst møde med DR Big Band og chefdirigent Hazama. Joe Lovanos unikke lyd har sammen med hans stærke musikalske energi givet ham stjernestatus i jazzverdenen, og denne aften er han bl.a. centrum i et helt nyt værk af danske Lars Møller.
Hvad skal der til for at kunne kalde sig en af verdens vigtigste og toneangivende jazzmusikere?
Den amerikanske saxofonist Joe Lovanos bedrifter taler for sig selv. Med over 50 albums, 14 Grammy-nomineringer og et hav af priser og udmærkelser har han for længst bevist, at han hører til helt i toppen af spillevende jazzkoryfæer – samtidig med, at han stadig er i konstant kunstnerisk bevægelse.
Denne aften besøger Lovano Koncertsalen for at tage livtag med et nyt storværk, skrevet specielt til ham og DR Big Band af den danske komponist og saxofonist Lars Møller. De to musikere har kendt hinanden i mange år, og det nye værk ’Prism’ er skabt i tæt samarbejde med Lovano selv i New York i løbet af sommeren 2026.
I ’Prism’ tager Lars Møller afsæt i den måde, Joe Lovano har gjort saxofonens historiske sprog til sit helt eget – et personligt udtryk, der har præget moderne jazz og inspireret nye generationer. Værket er tænkt som en levende dialog mellem DR Big Band og Lovanos karakteristiske stemme, med spændvidde fra jazzorkestertraditionen efter Thad Jones og Bob Brookmeyer til friere passager inspireret af Lovanos samarbejde med Ornette Coleman.
Ud over aftenens premiere venter masser af musikalsk guld fra DR Big Bands rige arkiv, hvor Joe Lovano for alvor får lejlighed til at folde sin varme, hæse tenorlyd, sin utrolige energi og sit instrumentale mesterskab ud i tæt samspil med DR Big Band og ikke mindst chefdirigent Miho Hazama.
Program
Varighed 2 timer (Inkl. 30 minutters pause)
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
Kunstnere

DR Big Band
Orkester

Miho Hazama
Dirigent

Joe Lovano
Saxofon



