Højsangen og kærlighed
Trinitatis Kirke, København
03. juni 2027 KL. 19.30
I over to tusind år har Højsangen inspireret og fascineret med sit poetiske møde mellem religiøs og menneskelig kærlighed. Denne aften kan du opleve en håndfuld mesterlige fortolkninger af de tidløse tekster med DR Vokalensemblet og æresdirigent Marcus Creed.
Oplev hengivelsen, kropsligheden og mystikken i Det Gamle Testamentes berømte Højsang folde sig ud gennem storslået kormusik – fra renæssancens sanselige klangverden til det 20. århundredes intense tonesprog.
Aftenens hovedværk er den franske komponist Daniel-Lesurs store korværk Le cantique des cantiques, og hos renæssancemestrene Palestrina og Orlando di Lasso strømmer musikken med klarhed og balance, hvor stemmerne fletter sig ind og ud af hinanden i en næsten svævende lovsang.
Med Vagn Holmboes Liber Canticorum føres vi ind i et nordisk, koncentreret udtryk, hvor både ord og klange får en særlig væg, mens Louis Andriessen i Un beau baiser giver de kendte strofer et moderne, dirrende nærvær.
Der venter en aften fuld af tidløse skildringer af kærlighed, sårbarhed og transcendens – hvor DR Vokalensemblet og æresdirigent Marcus Creed lader århundreders musik spejle menneskets længsel efter at blive set, hørt og elsket.
Program
Varighed 1 time og 10 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
Kunstnere

DR Vokalensemblet
Kor

Marcus Creed
Dirigent
