Peter Øvig
Åbenhed
Studie 2
04. november 2027 KL. 20.00
Peter Øvig fejrer i 2027 40-års jubilæum som både journalist og forfatter. I et nyt foredrag fortæller han om åbenhed som bestræbelse og om de mørke historier, vi gemmer bag vores pæne facader.
Som dreng voksede Peter Øvig op med det modsatte af åbenhed - nemlig tavshed og lukkethed. I det lille parcelhus i Holme syd for Aarhus led hele familien under morens dybe depressioner med indlæggelser på psykiatrisk hospital. Men ingen i familien talte om sygdommen - og den skulle for alt i verden holdes hemmelig.
Da han som voksen kom til at leve som journalist og forfatter, blev det paradoksalt nok hans speciale at få folk til at fortælle om det mest smertefulde i deres liv.
Endelig vendte Peter Øvig i en moden alder blikket mod sig selv og sin familie: I 2019 skrev han Min mor var besat, som både beskriver, hvordan det er at vokse op med en psykisk syg mor, og hvordan han selv, mens han skrev bogen, blev alvorligt sindssyg og til sidst måtte indlægges på den lukkede afdeling på Rigshospitalet med en svær psykotisk depression.
På en måde endte han med at rive den pæne facade foran huset i Holme ned og vise al den smerte, han selv og familien havde levet med.
I foredraget fortæller Peter Øvig de intense historier og spørger, hvorfor mange mennesker - måske alle - er så optaget af at stille pæne facader op og skabe sig identiteter som de gode, de dygtige og de heltemodige. Hvad ville der ske, hvis vi alle sammen også fortalte de mørke historier? Hvis vi viste alle sider af os selv?
Program
Varighed 1 time og 30 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
