Saul Williams
The Leap Life Album Tour
Studie 2
26. marts 2027 KL. 20.30
Saul Williams indtager Studie 2 i DR Koncerthuset med Leap Life Tour - et musikalsk univers, hvor spoken word, jazz, hiphop, vestafrikanske rytmer og ambient flyder sammen. Her bliver stemmen på skift til en hornsolo, en prædiken og noget, der nærmer sig en besværgelse.
I næsten tre årtier har Saul Williams bevæget sig på tværs af musik, poesi, litteratur og film uden at lade sig begrænse af genrer. Som musiker og poet har han udviklet et udtryk, hvor det talte ord kan bære den samme følelsesmæssige kraft som sang.
Hans musikalske rødder spænder fra sorte kirkeprædikener og Fela Kutis intense afrobeat-monologer til Jim Morrisons teatralske fortællinger, Trickys triphop-eksperimenter og open mic-scenernes poesi. På Leap Life taler, messer og improviserer Williams over flydende arrangementer, der forener spoken word, jazz, hiphop, vestafrikanske rytmer, ambient og ceremonielt lyddesign.
Williams har udgivet seks album og har gennem karrieren turneret og samarbejdet med kunstnere som Nas, Janelle Monáe, Nine Inch Nails, Rage Against the Machine, The Roots, Mos Def, Gil Scott-Heron og Erykah Badu. Senest udgav han det Grammy-nominerede samarbejde med Carlos Niño, Saul Williams Meets Carlos Niño & Friends at TreePeople.
opdag mere
Program
Varighed 1 time og 30 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
