
Copenhagen Jazz Festival i DR Koncerthuset
Når Copenhagen Jazz Festival ruller hen over byen, er København som forvandlet. Over alt spiller musikken: På torve og i byens parker, på jazzklubberne og nye interimistiske scener, i teatre og på museer og – ikke mindst – i DR Koncerthuset.
DR Koncerthuset danner nemlig ramme om nogle af Copenhagen Jazz Festivals absolutte hovednavne i Koncertsalen, fremtidens store jazznavne ‘Future Sound of Jazz’ i Studie 2 og Live Jazz i Klangbar.
Dette års udgave finder sted fra den 30. juni til den 9. juli 2023.
FUTURE SOUND OF JAZZ
Future Sound of Jazz opstod som Copenhagen Jazz Festivals tema for mødet mellem elektronisk musik og jazz.
Nu mere end 25 år senere har Future Sound of Jazz udviklet sig til et tema for fremtidens store jazznavne – de mest aktuelle, anmelderroste og nytænkende komponister og producere i jazzen og dens beslægtede genrer. Temaet afspejler de kunstneriske og globale sociokulturelle strømninger, der omfatter musikalske og produktionsmæssige nybrud og forholder sig til verden omkring os.