Alfa Mist
Studie 2
21. oktober 2023 KL. 21.00
Det seneste år har hypen omkring Londons unge jazzscene været stor. Her udvides og nyfortolkes jazzens traditioner med inspiration fra hiphop, soul, funk og genrer fra Afrika og Mellemøsten. Et af de mest markante navne i denne bølge er den internationalt hyldede musiker, komponist og producer Alfa Mist, der netop har udsendt albummet ”Variables” og kan opleves i Studie 2 til oktober.
Den engelske musiker, komponist og producer voksede op i Newham i Østlondon, hvor han som teenager dyrkede hiphop og grime. Men jo mere han dykkede ned i samplingerne og musikhistorien, desto større blev hans interesse for jazz, verdensmusik og filmmusik – så stor at han lærte sig selv at spille klaver.
Han debuterede i 2015 med albummet ”Nocturne” og har i alt udgivet fem studiealbum, inklusiv det seneste ”Variables”, der udkom den 21. april via det stilskabende label ANTI- (Tom Waits, Daniel Lanois, Beth Orton).
Hans bagkatalog er præget af melankolske jazzakkorder, der blandes med hiphopbeats, elektroniske produktioner og soulede harmonier. Han har derfor en appel, der rækker langt ud over den traditionelle jazzscene, hvorfor det legendariske pop- og rockmagasin NME også har fremhævet ham i sine spalter.
Alfa Mist er da også en nysgerrig kunstner, der udover sine egne albums bl.a. har komponeret neoklassiske værker til London Contemporary Orchestra, nyfortolket numre fra islandske Ólafur Arnalds og det legendariske jazzlabel Blue Note og desuden har sin egen podcast, ”Are We Live”.
På ”Variables” fortsætter han sin genremiksende stil med elementer fra både hiphop, r’n’b, freejazz og bigband-traditionen, der fusioneres sømløst i albummets groovy og stemningsmættede kompositioner. The Guardian belønner også albummet med 4 ud af 5 stjerner og skriver, at Alfa Mist rammer »the sweet spot between accessible and experimental«.
Live er Alfa Mist også en overlegen kunstner og orkesterleder, der fra sin plads bag klaveret nænsomt guider sit band og publikum gennem varierende og dragende musiklandskaber. Det beviste han, da han i 2019 optrådte på et tætpakket Bremen Teater under det års Copenhagen Jazz Festival.