Hania Rani
Koncertsalen
01. november 2023 KL. 20.00
Den prisvindende pianist, komponist og musiker Hania Rani har tidligere hypnotiseret udsolgte sale ved sine besøg i Danmark. Til efteråret er den polske multikunstner klar til at gøre det igen, når hun indtager Koncertsalen med sine drømmende klaverkompositioner.
Multitalentet Hania Rani bringer sine drømmende klaverkompositioner til DR Koncerthuset.
Hania Rani, der har det borgerlige navn Hanna Maria Raniszewska, udgav sit første soloalbum 'Esja' i 2019 og har ikke set sig tilbage siden. Hendes hypnotiske og gennemmusikalske univers læner sig op ad en baggrund i klassisk musik, moderne komposition, jazz og elektronisk musik, der er blevet sammenlignet med kunstnere som Nils Frahm og Max Richter og har ført samarbejder med Ólafur Arnalds og Christian Löffler med sig.
Trods solokarrierens forholdsvist beskedne længde har Hania Rani allerede betrådt scener på prestigefyldte spillesteder som blandt andet National Philharmony i Warszawa, Funkhaus Berlin, The Roundhouse i London og festivaler som Off Festival og Eurosonic.
Hun gæstede senest Danmark i 2022, hvor hun gav en udsolgt koncert på Bremen Teater. I 2023 er hun klar til igen at hypnotisere publikum til lyden af sit seneste album 'On Giacometti'.