Caroline Castell
Studie 2
30. november 2025 KL. 19.30
I Studie 2 kan du opleve Caroline Castell i hendes første julekoncert Julen minder mig om glæde, kærlighed og lidt at græde. Med nye sange fra albummet Som julen er og udvalgte fortolkninger skaber hun et eftertænksomt rum, hvor julens glæde og savn kan mærkes side om side.
Det begyndte med én sang.
I 2014 skrev og sang Caroline Castell sig ind i danskernes decemberhjerter med titelsangen til DR’s julekalender, Tidsrejsen. En sang, der ikke lød som julemusik plejede at lyde. Den var langsom. Varm. Melankolsk. Den sagde noget om at miste og håbe på samme tid. Sangen blev hurtigt en moderne klassiker, og er i dag en af de mest populære julesange i de danske hjem.
Ti år senere, efter en længere pause fra musikscenen, blev hun inviteret til at genoplive sin signatursang i forbindelse med Tidsrejsen 2 (2024), denne gang i duet med Jonah Blacksmith. Og netop her, midt i gensynet med musikken og følelsen af december, begyndte noget at røre på sig. Melodier og tekstlinjer begyndte at dukke op. Først som glimt, så som sange. Noget ville fortælles. Og det stod klart for hende: Hun var ikke færdig, og hun var nødt til at gøre den nye inspiration til nye sange.
De sange er nu blevet til et helt album, med titlen Som julen er, der udkommer i oktober 2025 på Warner Music. Og koncerten Julen minder mig om glæde, kærlighed og lidt at græde er det første sted, man kan høre dem.
Det er en julekoncert, men ikke som man kender dem. Der er ingen bjældeklang eller duft af brunkager. I stedet er der ro. Eftertænksomhed. Og plads til det, som mange mærker, men sjældent får lov at sige højt: at december kan være lige så fuld af sorg og savn, som af kærlighed og glæde.
Sangene er voksne, ligesom Caroline selv er blevet det, siden hun skrev sin første ikoniske julesang. For som voksen opdager man, at højtiden ikke længere bærer barndommens glansbillede, men noget andet, der ligger dybere. At ville gøre det godt for sine børn, men være usikker på, om man slår til. At længes efter sin partner, midt i hverdag og gaveindkøb. At være der for en ven, der sidder alene i julen, men ikke at vide, hvordan man kan trænge igennem.
Og så handler det om det, der gør allermest ondt. I sangen For evigt og lidt mer’, skrevet til Carolines elskede faster, der desværre gik bort for tre år siden, fortæller hun om sorgen, der gør allermest ondt, når der mangler en person til julemiddagen. I omkvædet synger hun “Julen minder mig om glæde, kærlighed og lidt at græde”, og koncerten hedder det samme, fordi linjen rummer præcis det, Caroline vil have folk til at mærke, når hun træder op på scenen. Der er mange følelser i julen, og der skal være plads til at mærke og tale om dem alle sammen.
Publikum vil opleve både helt nye sange og få, nænsomt udvalgte fortolkninger. Sange, Caroline selv ville ønske, hun havde skrevet, der har samme tone og melankolske varme, som universet, hun selv skriver i. Koncerten bliver en pause i julestressen og et rum, hvor musik og fortælling mødes. Hvor savn og taknemmelighed må eksistere side om side. Hvor december ikke handler om at præstere, men om at mærke, hvad der virkelig betyder noget.
