Mina Okabe
Studie 2
04. oktober 2025 KL. 21.00
Dansk-japanske Mina Okabe gæster Studie 2 med sin ærlige pop og internationale gennemslagskraft. Med millioner af streams og anerkendelse verden over har hun markeret sig som en af tidens mest spændende nye stemmer.
Mina Okabe har tryllebundet sit globale publikum siden udgivelsen af sin debutsingle i 2020. Siden da har den dansk-japanske artist begivet sig ud på en ekstraordinær rejse, hvor hun har opnået over 500 millioner streams og vundet international anerkendelse.
Mina Okabes længe ventede album Papaya udkom den 25. april. Albummets titel er inspireret af hendes lillesøster, Aya, hvis kælenavn er Papaya. Det nye album udforsker temaer som kærlighed, familie, venskab og oplevelsen af at være i begyndelsen af tyverne. Mina skabte albummet i samarbejde med den multi-platin-certificerede hitproducer Leroy Clampitt (Dua Lipa, Madison Beer, Justin Bieber m.fl.). Indspilningsprocessen strakte sig over flere byer verden over – fra London til Los Angeles – hvilket også afspejler Minas globale kunstneriske identitet.
Mina Okabes rejse de seneste år fortæller historien om en international stjerne in the making. Hendes kritikerroste debutalbum Better Days modtog femstjernede anmeldelser herhjemme og er nu certificeret 4× platin i Korea. Derudover blev hun nomineret som “Årets Nye Artist” ved Danish Music Awards i 2022. I 2023 blev hun udnævnt som Spotify RADAR-artist og Apple Music’s "One to Watch". Rejsen fortsatte i foråret 2024, da hun blev hædret som "New Artist of the Year" ved Japan Gold Disc Awards – en anerkendelse, der yderligere cementerede hendes plads på den globale musikscene. Tidligere i år spillede hun sit første udsolgte show i Japan og optrådte ved Eurosonic, den prestigefyldte branchefestival i Holland.
Minas voksende internationale succes har resulteret i optrædener på store festivaler som Roskilde Festival (Danmark), Seoul Jazz Festival (Korea) og Summer Sonic (Japan).
Med et allerede lovende 2025 foran sig fortsætter Mina Okabe med at udvikle sin kunstneriske rejse på en måde, der resonerer globalt.
opdag mere
Program
Varighed 1 time og 30 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.