100 Stemmer
Copenhagen Jazz Festival 2026
Studie 2
03. juli 2026 KL. 17.00
100 Stemmer samler musikere på tværs af generationer, køn, geografi og jazzens mange udtryk. Komponist Anders Malta har skabt værket specifikt til dette års markering af 100 år med jazz i Danmark - med fokus på både tradition og fornyelse. Koncerten er gratis.
Gennem en dynamisk komposition med input fra en stor del af de deltagende musikere, hvor klassisk notation møder grafiske partiturer, dirigerede forløb og fri improvisation, opstår et levende og sanseligt lydbillede. Mindre ensembler træder frem af helheden, og musikken bevæger sig fra intime øjeblikke til kraftfulde fælles klangflader.
Siden Valdemar Eiberg dannede et af Danmarks første jazzorkestre i 1920’erne, har jazzen været en drivkraft i dansk kulturliv. I dag er Danmark kendt som en stærk international jazznation med plads til både tradition og eksperimenter.
Med 100 Stemmer bringes historien til live - og føres samtidig videre. Værket spejler jazzens udvikling og mangfoldighed og viser en kunstart i konstant bevægelse. Jazz er fællesskab, dialog og frihed. Netop disse værdier er kernen i værket og i den kultur, der gennem 100 år har gjort jazzen til en vital del af dansk identitet.
Program
Varighed 1 time og 30 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
