Folkeklubben & Danmarks Underholdningsorkester
Koncertsalen
31. oktober 2026 KL. 20.30
De har holdt en lang pause – fra livescenen, fra udgivelser og fra hinanden. Nu vender Folkeklubben endelig tilbage, når de indtager Koncertsalen og lader deres lyriske rockunivers kollidere i et unikt samspil med de dygtige, klassiske musikere fra Danmarks Underholdningsorkester.
Gennem de seneste 10 år har Danmarks Underholdningsorkester taget rejsen fra Koncertsalen til landets største spillesteder og scener i inspirerende, alsidige og ikke mindst publikumselskede samarbejder med nogle af Danmarks mest kendte pop- og rockartister.
Om nogen, rummer Danmarks Underholdningsorkester et bredt musikalsk repertoire nu gælder det Folkeklubbens sange, når hele orkestret kører ud i landet med den storhittende rocktrio. Direktør for Underholdningsorkesteret, John Frandsen, fortæller:
”Når vi i Danmarks Underholdningsorkester kaster os ud i nye samarbejder, er det afgørende for os, at kunstnerne har noget på hjerte, som vi kan lade os inspirere af, og som vi kan udfolde i et symfonisk format. Det er vi slet ikke i tvivl om er tilfældet med Folkeklubben. Deres sange rummer både en intellektuel skarphed og en bred folkelige appel. De taler til højskolesangbogen og til P3 på samme tid. Det er en sjælden kombination, og måske netop derfor står deres musik så stærkt i vores fælles bevidsthed.
Folkeklubben skaber musik med en stærk fortællerkraft, og deres sange har en iboende storladenhed, som næsten insisterer på at blive sat i spil med strygere, blæsere - hele det symfoniske orkesters fulde farvepalet. Det glæder vi os meget til.”
I spidsen for orkestret står dirigenten David Riddell, mangeårig kunstnerisk leder af Randers Kammerensemble og Aarhus Sommeropera, som også tidligere har dirigeret Folkeklubben i symfoniske rammer sammen med Odense Symfoniorkester.
Der er noget på spil. Og det ved de tre medlemmer af Folkeklubben - Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall - når de, efter nogle års pause, vender tilbage til scenen igen.
”Vi har været væk et stykke tid - fra hinanden og musikken - for at give plads til refleksion og ro. At komme tilbage sammen med Underholdningsorkestret føles som den helt rigtige måde at åbne klubben på igen,” fortæller forsanger Kjartan Arngrim og fortsætter:
”At spille med et symfoniorkester bliver på ingen måde en søndagsudflugt. Vi skal slippe vores sange løs i et ærefrygtindgydende rum, der om noget repræsenterer flid og fordybelse, og det bliver helt sikkert vildt angstprovokerende, men forhåbentlig også helt fantastisk.”
Folkeklubben debuterede for 15 år siden. Deres organiske, folk-rockede pophymner rummer kontrasterne i os alle - det folkelige - og bandet er alt andet end en lukket klub, der favner hele spektret. Fra ’Danmark’-sangen med Suspekt til ’Danmarksfilm’ fra Højskolesangbogen. De har hittet på radiobølgerne på P3 og Dansktoppen, mødt publikum i bedste sendetid i X Factor og under åben himmel med hits som ’Fedterøv’ og ’Sort Tulipan’. Hele seks album er det blevet til - senest det yderst anmelderroste ’Mere end en klub’ fra 2023.
Når Folkeklubben og Danmarks Underholdningsorkester indtager Koncertsalen bliver det et musikalsk møde mellem kraft og klang. Publikum kan se frem til et helt særligt koncertformat, hvor fortolkningerne af bandets sange får nye dimensioner i samspillet mellem strygere, blæsere og elektriske guitarer.


