Naomi Sharon
Studie 2
28. oktober 2026 KL. 19.30
Det er ikke længe siden, Naomi Sharon spillede for et udsolgt Lille VEGA i København. Nu vender den hollandsk-caribiske sangerinde tilbage til Danmark, når hun indtager Studie 2 i DR Koncerthuset.
Naomi Sharon har skabt sit eget rum i moderne R&B med musik, der bevæger sig mellem silkebløde vokaler, afrobeats-inspirerede rytmer og atmosfæriske produktioner. Hendes sange kredser om begær, relationer og selvforståelse – leveret med en stemme, der lige så ofte hvisker, som den fylder rummet.
Siden hun som den første kvindelige artist blev signet til Drakes pladeselskab OVO Sound, har Naomi Sharon udbygget sit katalog med musik, der balancerer det intime og det storslåede. På debutalbummet Obsidian udfoldede hun et lydunivers, hvor sårbarhed og selvsikkerhed eksisterer side om side. I slutningen af juni 2026 udgiver hun opfølgeren No Sleep In Paradise, som publikum i Studie 2 får mulighed for at opleve sange fra, når hun vender tilbage til København.
Med den udsolgte koncert i Lille VEGA viste Naomi Sharon, at hun allerede har fundet et dedikeret publikum herhjemme. Når hun vender tilbage til København, bliver det i de intime rammer i Studie 2, hvor publikum kommer helt tæt på de detaljer, der kendetegner hendes musik - fra de afdæmpede vokaler til de stemningsmættede produktioner.
opdag mere
Program
Varighed 1 time og 30 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
