Collon & Jussen-brødrene
Koncertsalen
18. september 2025 KL. 19.30
De hollandske brødre Lucas og Arthur Jussen er anerkendt verden over for deres krystalklare og energiske spil. Sammen er de solister i Felix Mendelssohns melodiøse koncert for to klaverer, og efter pausen leder dirigenten Nicholas Collon orkestret i Robert Schumanns stormfulde 4. Symfoni.
Felix Mendelssohn var kun 14 år, da han skrev sin første koncert for to klaverer, og solisterne ved uropførelsen var den unge Felix selv og hans fire år ældre søster Fanny. Selvom det er et ungdomsværk, rummer koncerten masser af charme og brillant virtuositet, og i DR Koncerthuset er det igen et søskendepar, der sidder ved klavererne, nemlig de verdensberømte Jussen-brødre fra Holland.
Den engelske dirigent Nicholas Collon har flere gange tidligere dirigeret DR Symfoniorkestret, og denne gang har han også Robert Schumanns lidenskabelige fjerde symfoni på programmet. Selvom symfonien har fire satser, spilles den uden pause og bevæger sig fra mørk kamp til lys triumf.
Koncerten åbner med det nye værk Aurora af den dansk-amerikanske komponist Lil Lacy, som befinder sig i et krydsfelt mellem mange forskellige genrer og udtryksformer. Hendes værk er opkaldt efter morgengryets gudinde i romersk mytologi og beskriver en rejse fra mørket til lyset – fra orkestrets dybeste registre op til dagen, hvor solen og den nye dag mødes.
Ekstranummer
Efter koncerten kan du blive hængende i foyeren til en halv times ’Extranummer’, hvor du kan komme tættere på musikerne i DR Symfoniorkestret og opleve dem spille sammen i mere intime rammer. Til ’Extranummer’ er baren åben, lyset er dæmpet og musikerne har selv sammensat programmet og fortæller om musikken. ’Extranummer’ finder sted i DR Koncerthusets foyer og er inkluderet i koncertbilletten.
Program
se programVarighed 1 time og 45 minutter (Inkl. 30 minutters pause)
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
Lil Lacy
Aurōra (Dansk førsteopførelse)
Mendelssohn
Koncert For 2 Klaverer, E-Dur
Schumann
Symfoni Nr. 4
’Extranummer’
John Adams (1947-): Shaker Loops (1978)
Kunstnere

DR Symfoniorkestret
Orkester

Nicholas Collon
Dirigent

Lucas & Arthur Jussen
Klaver