Tango Jalousie 100 år
Koncertsalen
07. august 2025 KL. 19.30
Unge talenter møder kendte danske solister til en festlig markering af 100-året for Jacob Gades berømte ’Tango Jalousie’. Oplev bl.a. Nikolaj Szeps-Znaider, Katrine Gislinge og seks unge talenter med DR Symfoniorkestret og dirigent Michael Schønwandt i en sommeraften fyldt med talent og spilleglæde i Koncertsalen.
Uden Jacob Gade og hans "Tango Jalousie" fra 1925 ville dansk musikliv ikke være det samme i dag.
Gade var søn af en spillemand, men drømte om at blive valsekonge og komponist. Som ung rejste han til København og siden til New York, inden han skrev sin berømte "Tango Jalousie" til filmen Don Q i Palads-Teatret – melodien, der ændrede alt, både for Gade selv og for dansk musikliv.
Jacob Gade huskede altid sin hårde ungdom, og besluttede at indtægterne fra hans kæmpehit skulle gå til at støtte unge klassiske musikere. I dag danner indtægterne fra Tango Jalousie stadig grundlaget for Jacob Gades Legat, der hjælper unge talenter med legater, studieboliger og konkurrencer.
Denne aften mødes nogle af de dygtige unge musikere, som støttes af legatet, på scenen i Koncertsalen med DR Symfoniorkestret og etablerede solister som violinisten Nikolaj Szeps-Znaider, pianisten Katrine Gislinge og cellisten Jonathan Swensen, som også har en fortid som legatmodtagere.
Glæd dig til at opleve værker af Bach, Brahms, Mozart og Beethoven – og naturligvis Tango Jalousie, som afrunder aftenen med Szeps-Znaider som solist.
Medvirkende unge talenter fra Jacob Gades Talentakademi:
Selma Teilmann violin
Otilia Zielke Johannsen fløjte
Julie Pamina Smit bratsch
Alexander Shirinyan Rohde cello
Valdemar Wenzel Most klaver
Rune Leicht Lund klaver
Program
Varighed 2 timer og 20 minutter (Inkl. 30 minutters pause)
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
Gade
Tango Romanesca
Khachaturian
Violinkoncert, 3. sats (arr. for fløjte og orkester)
Bach
Dobbeltkoncert i d-mol, 1. sats
Mozart
Sinfonia concertante, 2. sats
Saint-Saëns
Introduktion og Rondo Capriccioso
Elgar
Cellokoncert, 4. sats
Poulenc
Koncert for to klaverer, 1. sats
Beethoven
Tripelkoncert, 2. og 3. sats
Jacob Gade
Tango Jalousie